EN FEST FOR LATTERMUSKLERNE
5.0
Jeg kan ikke huske, hvornår sidst tårerne er løbet ned ad mine kinder i stride strømme – af grin altså – det er meget, meget længe siden. Men Thomas Villum Jensen/Anders Thomas Jensens herlige parodi på egen stand og den nutidige danske filmbranche udløste en sand kaskade af ægte latter fra mit inderste! Og jeg er ellers ikke meget af en grinebidder. Tværtom. Men jeg var bare helt solgt. Og ikke kun jeg – men resten af Cinemateket hylede i krampegrin under det meste af den test-screening, jeg havde været så heldig at få billet til. Derfor blev jeg virkelig ked af det, da jeg læste nogle af de nedenstående negative indlæg – og tilknyttede svar. Kommentarer til en film, som indlægsforfatterne endnu ikke har set med egne øjne. Det er ikke fair, og lugter i mine øjne af en forhåndsindstilling til instruktør, manuskriptforfatter og medvirkende skuespillere baseret på helt andre kriterier end dem, som har med den konkrete film at gøre. For – efter min mening – er der her på ingen måde tale om en af de ”vanlige” nyere danske film skåret over samme kam med enten socialrealistisk indhold, håndholdt kamera eller de pt. forgyldte skuespillere i uændrede karakterer. Slet ikke. ”Sprængfarlig Bombe” er et frisk nyt pust – en hylende morsom satire - som i den grad rammer plet på indtil flere af vor tids selvkronede små filmpaver, som ikke kan få egne arme ned. Vor tids ”kejsere” bliver sjovt og underholdende klædt af indtil skindet. Sig von Trier/Zentropa – så er der vist ikke skudt helt forbi.
OK, vel er det ikke Oscar-materiale – og vel er det ikke en film, som man går hjem og grubler dybere over – og vel er nogle af scenerne og karaktererne lidt for overspillede. I sidste fjerdedel går gassen endog lidt af ballonen, og filmen bliver en smule for forudsigelig. Så, selvfølgelig er der ikke tale om et større mesterværk, som vil gå over i filmhistorien, men man føler sig godt underholdt, og ikke mindst lattermusklerne bliver grundigt udfordret. Man skal virkelig være blasert, hvis man ikke kan få sig et godt grin over de vanvittige påfund, som vi bliver præsenteret for. Samtlige karakterer og scener synes bevidst overdrevet for at forstærke selvironien. Måske en anelse for meget – men hellere det, end at budskabgår tabt. De to mandlige hovedroller er begge vel casted og eminent spillet af hhv. Nikolaj Lie Kaas og Ulrich Thomsen. De rammer deres karakterer lige på kornet. Knap så begejstret er jeg for Mille Dinesen, som spiller den ledende kvindelige hovedrolle. Hun virker knap så troværdig – og her er Thomas Willum Jensen måske gået lige en bid for langt med overdrivelsen. Uanset hvor selvoptagne og feterede vore nutidige skuespillerinder måtte være, vil de næppe møde op med store bredskyggede hatte og bedste 30.-Hollywood attityde. Det er nok en mindre ”misser”. Selve plottet er spinkelt – men sjovt nok udtænkt. Det holder som nævnt vand indtil afslutningen, hvor der måske nok mangler lige den sidste prik over i’et. Men alt i alt er det en rigtig morsom film, som jeg kun varmt kan anbefale alle at bruge en aften på. En god gang grin er nu godt for mange ting – og selvkritik for åben skærm er herligt, når den serveres på en så satirisk, selvbeskuende og underholdende facon, som det er lykkedes for Thomas Willum Jensen og team at præstere her.
***** fra mig. Den sidste stjerne udeladt pga. den lidt tynde afslutning.
Set ved test-screening i juni.
OK, vel er det ikke Oscar-materiale – og vel er det ikke en film, som man går hjem og grubler dybere over – og vel er nogle af scenerne og karaktererne lidt for overspillede. I sidste fjerdedel går gassen endog lidt af ballonen, og filmen bliver en smule for forudsigelig. Så, selvfølgelig er der ikke tale om et større mesterværk, som vil gå over i filmhistorien, men man føler sig godt underholdt, og ikke mindst lattermusklerne bliver grundigt udfordret. Man skal virkelig være blasert, hvis man ikke kan få sig et godt grin over de vanvittige påfund, som vi bliver præsenteret for. Samtlige karakterer og scener synes bevidst overdrevet for at forstærke selvironien. Måske en anelse for meget – men hellere det, end at budskabgår tabt. De to mandlige hovedroller er begge vel casted og eminent spillet af hhv. Nikolaj Lie Kaas og Ulrich Thomsen. De rammer deres karakterer lige på kornet. Knap så begejstret er jeg for Mille Dinesen, som spiller den ledende kvindelige hovedrolle. Hun virker knap så troværdig – og her er Thomas Willum Jensen måske gået lige en bid for langt med overdrivelsen. Uanset hvor selvoptagne og feterede vore nutidige skuespillerinder måtte være, vil de næppe møde op med store bredskyggede hatte og bedste 30.-Hollywood attityde. Det er nok en mindre ”misser”. Selve plottet er spinkelt – men sjovt nok udtænkt. Det holder som nævnt vand indtil afslutningen, hvor der måske nok mangler lige den sidste prik over i’et. Men alt i alt er det en rigtig morsom film, som jeg kun varmt kan anbefale alle at bruge en aften på. En god gang grin er nu godt for mange ting – og selvkritik for åben skærm er herligt, når den serveres på en så satirisk, selvbeskuende og underholdende facon, som det er lykkedes for Thomas Willum Jensen og team at præstere her.
***** fra mig. Den sidste stjerne udeladt pga. den lidt tynde afslutning.
Set ved test-screening i juni.
23/08-2006
