Dystert fascinerende
4.0
Kristian Levring synes trods sin sparsomme spillefilmsproduktion at være garant for eksotiske stemningsorienterede dramaer. "The Intended" ("Den tilkommende", opr. jfr. det planlagte bryllup mellem de to rejsende) gentager i hvert fald i flere henseender plottet fra ørkendramaet "The King is Alive".
Igen er menneskers adfærd i isolerede, fremmedartede omgivelser drivkraften bag historien, og igen er det det snigende vanvid, som øger stemningen. Snigende, fordi Levring igen insisterer på en fortælling i lavt tempo - ikke ulig Werner Herzogs stil i 70erne.
Vi er sejlet flere hundrede kilometer op ad Mekuang-floden dybt ind i Borneos jungle i 1924 sammen med en ung ingeniør og hans noget ældre kæreste (Janet McTeer, ligeledes én af hovedfigurerne i "The King is Alive"). Dels grundet fattigdom (1920rnes Europa kunne som bekendt ikke råde bod på dét) og dels grundet et ønske om at kunne leve i fred for misbilligelse af den dengang meget kontroversielle par-konstellation, er valget faldet på én af kolonimagtens mest isolerede handelsstationer, som kun kan forlades hvert halve år via den momentvis udtørrede flod. (At gå gennem junglen er nærmest lig med den visse død).
Håbet om at kunne tjene lette penge i fredfyldte omgivelser viser sig dog hurtigt at svinde efter mødet med stationens øvrige beboere. En ældre kvinde, hvis afdøde mand grundlagde stedet, driver stedet med glædesløs strenghed og konstant misbilligelse af især hendes eneste tilbageværende søn (de to andre døde af junglefeber ligesom faderen), som hun (til dels med rette) anser for en forvokset mors dreng. Da hun afslår hans ønske om tilbagerejse, får vore to nytilkomne hovedpersoner for alvor hans frustrerede sind at mærke, og da først moderen findes myrdet på uhørt bestialsk vis, og da ingeniøren som en anden Urias presses så hårdt, så han rammes af sygdom, fornemmer man, at den lille handelsstation styrer mod afgrunden.
Den næsten gennemført dystre fortælling med sin nydelige billedside bevarer trods sit lave tempo stemningen intakt i kraft af små overraskelser i dét, man ellers tror, kun kan ende på én måde. Alligevel generes jeg af en lidt for pludselig og uafklaret slutning, som virker alt for tilfældigt valgt.
Trods min klare anbefaling af filmen til alle, som søger en uortodoks blanding af "eksotisme" og psykologisk spændingsdrama, er der især qua dysterheden ikke tale om en film, man føler behov for at se mere end én gang;-)
Igen er menneskers adfærd i isolerede, fremmedartede omgivelser drivkraften bag historien, og igen er det det snigende vanvid, som øger stemningen. Snigende, fordi Levring igen insisterer på en fortælling i lavt tempo - ikke ulig Werner Herzogs stil i 70erne.
Vi er sejlet flere hundrede kilometer op ad Mekuang-floden dybt ind i Borneos jungle i 1924 sammen med en ung ingeniør og hans noget ældre kæreste (Janet McTeer, ligeledes én af hovedfigurerne i "The King is Alive"). Dels grundet fattigdom (1920rnes Europa kunne som bekendt ikke råde bod på dét) og dels grundet et ønske om at kunne leve i fred for misbilligelse af den dengang meget kontroversielle par-konstellation, er valget faldet på én af kolonimagtens mest isolerede handelsstationer, som kun kan forlades hvert halve år via den momentvis udtørrede flod. (At gå gennem junglen er nærmest lig med den visse død).
Håbet om at kunne tjene lette penge i fredfyldte omgivelser viser sig dog hurtigt at svinde efter mødet med stationens øvrige beboere. En ældre kvinde, hvis afdøde mand grundlagde stedet, driver stedet med glædesløs strenghed og konstant misbilligelse af især hendes eneste tilbageværende søn (de to andre døde af junglefeber ligesom faderen), som hun (til dels med rette) anser for en forvokset mors dreng. Da hun afslår hans ønske om tilbagerejse, får vore to nytilkomne hovedpersoner for alvor hans frustrerede sind at mærke, og da først moderen findes myrdet på uhørt bestialsk vis, og da ingeniøren som en anden Urias presses så hårdt, så han rammes af sygdom, fornemmer man, at den lille handelsstation styrer mod afgrunden.
Den næsten gennemført dystre fortælling med sin nydelige billedside bevarer trods sit lave tempo stemningen intakt i kraft af små overraskelser i dét, man ellers tror, kun kan ende på én måde. Alligevel generes jeg af en lidt for pludselig og uafklaret slutning, som virker alt for tilfældigt valgt.
Trods min klare anbefaling af filmen til alle, som søger en uortodoks blanding af "eksotisme" og psykologisk spændingsdrama, er der især qua dysterheden ikke tale om en film, man føler behov for at se mere end én gang;-)
27/08-2006
