skammelige grin

I 1999 genoplivede de ukunstneriske, men humoristisk udmærkede Wayans-brødrene spoof-genren med Scary Movie, der parodierede den endeløse række af teen slasher film, som hærgede filmbranchen og publikums intelligens i den periode. Scary Movie blev en større kommerciel succes, på trods af at den kun var moderat underholdende og sporadisk morsom, men dens politiske ukorrekthed og mildest talt perverse humor var en befrielse at overvære. Allerede et år efter plagierede Wayans-brødrene sig selv med den obligatoriske efterfølger, som dog hverken kunne opmønstre et basalt underholdningsniveau eller bare et par gode grin, og Scary Movie 2 var en terrible og uoriginal affære, hvorefter parodi-serien blev sat på standby. David Zucker (som sammen med broderen Jerry Zucker og Jim Abraham fundamenterede hele spoof-genren med Kentucky Fried Theater og de urkomiske, men ganske vellykkede Højt at Flyve og Høj Pistolføring film) overtog serien i 2003 med Scary Movie 3, hvor han udvidede angrebet på de udsatte film og tilførte en del mere finfølelse for komikkens præmisser, og kvalitetsniveauet blev derved løftet betydeligt efter den forrige film. Zucker udviste langtfra fordums talent, og når en af datidens innovatør som Zucker ikke engang kan forny spoof-genren, må dennes tid hvis kategoriseres som endeligt. Zuckers Scary Movie 4 er hverken bedre eller dårligere end de andre parodi-film, som vi de sidste par årtier har set, og filmen kan ikke anvendes som andet end decideret tidsspilde eller i bedste tilfælde tanketom tømmermændsunderholdning.

Det starter ellers fornemt ud med en selvironisk udvidet cameo af den pseudo-psykologiserende og virkelighedsfjerne selvhjælpsguru Dr. Phil (hvis faktuelle observationer og udtalelser er så himmelråbende latterlige og åbenlyse, at det nærmest er ufrivilligt morsomt) der sammen med basketballspilleren Shaquille O’ Neal er fastlåst i et rum af en psykopat, en klar latterliggørelse af Saw-filmene. Desværre forfalder Scary Movie 4 til genrens store faldgruber, hvor fragmenterede segmenter skal udgøre en handling, men al publikums indlevelse destrueres gennem en manglende sammenhængende historie og rød tråd. Talrige storfilm fra de sidste par år parodieres med svingende held, og den konstante og endeløse bombardement af platte jokes resulterer desværre kun i enkelte vellykkede grin (hvoraf topmålet dog er en mesterlig joke på Michael Jacksons bekostning). Der er store set-up, men få humoristiske pay-off.

Anna Faris indtager for fjerde (og forhåbentlig sidste gang) rollen som naiv og fraværende ’heltinde’, der kastes ud i helt sindssyge scenariums. Rollelisten byder ydermere på en veloplagt Craig Bierko (som leverede en mindeværdig præstation som iskold skurk i Renny Harlins forrygende actionfilm Long Kiss Goodnight) og små glimt af Michael Madsen, den talentløse Anthony Anderson og gammelkendingen Leslie Nielsen som inkompetent og infantil amerikansk præsident (parodi eller realistisk skildring, man ved det ikke).

Scary Movie 4 byder på letkøbte, oftest anstrengende og langtrukne grin, men ind imellem morer man sig også kosteligt, selvom man skammer sig over de ublufærdig platte jokes, der momentvis fremtvinger en storslået latter (den episke viagra-joke er et perfekt eksempel på dette). Det er barok humor på laveste niveau, og selvom filmen teoretisk set nok ikke fortjener mere end 2 stjerner, så kravler den lige op marginale 3, fordi jeg havde tømmermænd og trængte netop til noget tanketom underholdning. Og det leverer Scary Movie 4 med et nogenlunde tilfredsstillende resultat.