’oh yes, this is shit’
1.0
Grotesk intetsigende og overflødig fortsættelse til James Wong spillefilmsdebut, den effektive, men også overvurderede Saw, der erhvervede sig stor kommerciel succes på trods af et lavt budget. Dette uventede hit kunne naturligvis ikke stå alene, og de pengegriske producenter sammenkogte lynhurtigt et papirtyndt manuskript, der uvirtuost og uintelligent videreførte det sadistiske univers, som tidligere i Wongs hænder dog havde en atypisk gennemført tematik, baseret på et lille segment fra Finchers opnåelige mesterværk, Fight Club. Under den voldseksplicitte og ubehagelige overflade, var der en mening med blodsudgydelserne, men denne er fortabt i fortsættelsen dilettantiske og kvalitetsløse uoriginalitet.
Saw II er ligeledes blevet iscenesat af en debutant, den unge Darren Lynn Bousman, der dog mangler en evident instruktørkompetence, men erstatter i stedet dette med en anstrengende og substansløs mtv-æstetik og håbløst overeksponeret musik. Ondskabens manglende manifestation var en af Saws store kvaliteter, men Bousman giver hurtigt skurken ansigt, i form af en overspillende og ret irriterende Tobin Bell med heftig rygerstemme, og uhyggen og mystikken udebliver totalt. Donnie Wahlberg (der tidligere har udvist stærke kræfter, blandt andet i Shyamalans banebrydende Den Sjette Sans) forsøger ihærdigt, men ultimativt uden et vellykket resultat, at bibringe noget troværdighed til sin endimensionale karakter. Den brogede forsamling af stakler, der er indsamlet i Jigsaws psykopatiske spil, er en flok ulogisk handlende individer med en absolut fraværende psykologisk plausibilitet, hvilket resulterer i en forståelig indifference for deres tragiske skæbner. Handlingen (eller manglen på samme) er tåbelig og overkonstrueret, og den interne dramatik decideret patetisk (med dertilhørende uudholdelig dialog). Slutningens obligatoriske twist er ugennemført og fungerer mere som en desperat gimmick, hvor instruktørens intention med svingende sympatiopfattelse falder fuldstændig igennem.
Saw II er en skræmmende uoriginal og kedelig gyser, der serverer genrens forslidte klicheer med en narcissistisk højtidelighed, der mildest talt er publikumsnedværdigende og ubærlig. Der ligges klart op til endnu en efterfølger, som da også allerede er i produktion, men denne kan umuligt være ligeså elendig som Saw II, der for alvor rammer bunden.
Saw II er ligeledes blevet iscenesat af en debutant, den unge Darren Lynn Bousman, der dog mangler en evident instruktørkompetence, men erstatter i stedet dette med en anstrengende og substansløs mtv-æstetik og håbløst overeksponeret musik. Ondskabens manglende manifestation var en af Saws store kvaliteter, men Bousman giver hurtigt skurken ansigt, i form af en overspillende og ret irriterende Tobin Bell med heftig rygerstemme, og uhyggen og mystikken udebliver totalt. Donnie Wahlberg (der tidligere har udvist stærke kræfter, blandt andet i Shyamalans banebrydende Den Sjette Sans) forsøger ihærdigt, men ultimativt uden et vellykket resultat, at bibringe noget troværdighed til sin endimensionale karakter. Den brogede forsamling af stakler, der er indsamlet i Jigsaws psykopatiske spil, er en flok ulogisk handlende individer med en absolut fraværende psykologisk plausibilitet, hvilket resulterer i en forståelig indifference for deres tragiske skæbner. Handlingen (eller manglen på samme) er tåbelig og overkonstrueret, og den interne dramatik decideret patetisk (med dertilhørende uudholdelig dialog). Slutningens obligatoriske twist er ugennemført og fungerer mere som en desperat gimmick, hvor instruktørens intention med svingende sympatiopfattelse falder fuldstændig igennem.
Saw II er en skræmmende uoriginal og kedelig gyser, der serverer genrens forslidte klicheer med en narcissistisk højtidelighed, der mildest talt er publikumsnedværdigende og ubærlig. Der ligges klart op til endnu en efterfølger, som da også allerede er i produktion, men denne kan umuligt være ligeså elendig som Saw II, der for alvor rammer bunden.
28/08-2006
