Hippierne var nu ikke helt tossede allesammen
5.0
Som den officielle anmeldelse skriver, så er det som dansker nærliggende at sammenligne "Tillsammans" med de to danske 70er-kollektiv-komedier "Fede Tider" og "Det Store Flip". Især sidstnævnte kan nemlig klandres for fingerpegeri, som ingenlunde bidrager til eftertidens forståelse for, hvad som drev 60ernes og 70ernes ungdom. Dermed måtte den intetanende tilskuer faktisk tro, at folk var meget dummere for 30 år siden.
Moodyssons erindringsbaserede skildring af livet i og omkring kollektivet "Tillsammans" i 1975 er en helt anderledes meningsfuld og samtidsbevidst historieskildring. Trods ganske mange komiske episoder undervejs forstår man i langt højere grad beboerne ud fra dén baggrund og de omgivelser, de levede i. Tiden var jo ikke blot fuld af normbrud for hippierne men også for såkaldt almindelige samfundsborgere, som enten valgte eller blev indirekte tvunget til at forholde sig til især familieinstitutionens status.
Noget af det mest fascinerende ved Moodyssons fortælling er, hvorledes kollektivet synes at have en gavnlig inspirerende indflydelse på dets omgivelser til trods for, at dets beboere indadtil var uenige om det meste grundet den manglende evne til at afbalancere ambitionen om individuel selvrealisering.
Moodysson formår at klarlægge såvel kollektivlivets ulemper og fordele. Og vælger at lade lykken og den gensidige forståelse sejre til sidst. Hermed synes filmen (trods velkendte Moodysson'ske socialrealistisk bevidste elementer) stemningsmæssigt at ligge i et noget lettere stemningsleje, end flere af hans øvrige kendte værker som "Lilja 4ever" og "Et Hul i Mit Hjerte".
Skal et detaljeelement fremhæves, kan det være den ca. 9-årige dreng Tet (naturligvis opkaldt efter den vietnamesiske Tet-offensiv af hans nyudsprungne lesbiske mor). Ungen er helt pjattet med at lege krig, vold og tortur og opfordrer en jævnaldrende dreng til at ryge og drikke.
Jeg var forbasket godt underholdt gennem hele filmen. Det samme var alle, jeg så filmen sammen med. Og der er tale om en film, som sagtens kan tåle flere gensyn. Rigtig god fornøjelse!
Moodyssons erindringsbaserede skildring af livet i og omkring kollektivet "Tillsammans" i 1975 er en helt anderledes meningsfuld og samtidsbevidst historieskildring. Trods ganske mange komiske episoder undervejs forstår man i langt højere grad beboerne ud fra dén baggrund og de omgivelser, de levede i. Tiden var jo ikke blot fuld af normbrud for hippierne men også for såkaldt almindelige samfundsborgere, som enten valgte eller blev indirekte tvunget til at forholde sig til især familieinstitutionens status.
Noget af det mest fascinerende ved Moodyssons fortælling er, hvorledes kollektivet synes at have en gavnlig inspirerende indflydelse på dets omgivelser til trods for, at dets beboere indadtil var uenige om det meste grundet den manglende evne til at afbalancere ambitionen om individuel selvrealisering.
Moodysson formår at klarlægge såvel kollektivlivets ulemper og fordele. Og vælger at lade lykken og den gensidige forståelse sejre til sidst. Hermed synes filmen (trods velkendte Moodysson'ske socialrealistisk bevidste elementer) stemningsmæssigt at ligge i et noget lettere stemningsleje, end flere af hans øvrige kendte værker som "Lilja 4ever" og "Et Hul i Mit Hjerte".
Skal et detaljeelement fremhæves, kan det være den ca. 9-årige dreng Tet (naturligvis opkaldt efter den vietnamesiske Tet-offensiv af hans nyudsprungne lesbiske mor). Ungen er helt pjattet med at lege krig, vold og tortur og opfordrer en jævnaldrende dreng til at ryge og drikke.
Jeg var forbasket godt underholdt gennem hele filmen. Det samme var alle, jeg så filmen sammen med. Og der er tale om en film, som sagtens kan tåle flere gensyn. Rigtig god fornøjelse!
28/08-2006
