Janteloven, nu som film
1.0
”Sprængfarlig Bombe” er alt andet end sprængfarlig. Det er en fuser, som jeg bestemt ikke har i sinde at gå tilbage til. Intet er så kedeligt end en branche, der forsøger at tage pis på sig selv uden at være morsom. Filmen er et eksempel på janteloven i praksis snarere end en bidende satirisk film.
Claus Volter (Nikolaj Lie Kaas) er en supersnobbet og højrøvet filminstruktør, hvis film anmelderne skamroser, men publikum hader. Han er fuldkommen ligeglad, da kun syv mennesker dukker op på premieredagen for hans film. Godt nok er der et større publikum til film af Anders Thomas Jensen end Christoffer Boes film (og dog: da jeg så "Offscreen" var der langt flere i salen end ved "Sprængfarlig Bombe", hvor det kæresten og jeg havde salen for os selv), men den kunstige virkelighed i filmen bryder sammen med denne overdrivelse med syv mennesker til en film med superanmeldelser.
Det samme gør klippet vi ser i starten af Volters film, der er en parodi på ”Breaking the Waves”, hvor alt er mystisk og selvhøjtideligt. For at kunne lave en effektiv parodi, må man forstå det materiale, man parodierer. Anders Thomas Jensen og instruktør Tomas Villum Jensen har tydeligvis ikke forstået deres kollegaer såsom Trier, Fly, Boe og de andre, der forsøger at putte en smule kunstnerisk indhold i deres film. Disse instruktører er i form af Claus Volter kun vist som egotrippere, der ikke tænker på andet end anmeldelser og deres eget image.
Som Claus Volters modstykke har vi en hovedperson kaldet Tony (Ulrich Thomsen), som mest af alt ligner en parodi på alle de roller, som Thomas Bo Larsen har spillet. Tony er tydeligvis ikke den jævne dansker eller et almindeligt menneske, men derimod en meget aggressiv og voldelig mand, der tager piller for at holde sit temperament i skak. Denne karakter er også utrolig flad og utroværdig. Ulrich Thomsen forsøger sig med noget arbejderdialekt og noget bodegamacho kropssprog, men Tony bliver aldrig en sympatisk eller interessant figur. På samme måde som Anders Thomas Jensen ikke har forstået de intellektuelle filmsnobber fra filmskolen, så har han heller ikke forstået den ”jævne dansker”, der arbejder på lossepladsen. Og som sagt, hvis man skal lave en god og sjov parodi eller karikatur, så skal man forstå det man parodierer eller karikerer.
De to karakterer sættes i konflikt ved at Tony bliver vred på Volter efter, at Tony slæbte sine skilsmissebørn ind at se en af Volters sære og kedelige film. Det udvikler sig derfra til at Tony er medinstruktør på Volters næste film. Ideen bag plottet er udmærket med to forskellige verdener, der mødes. Anders Thomas Jensen havde nok tænkt, hvad nu hvis Lasse Spang Olsen skulle lave en film sammen med Lars von Trier. I teorien kunne dette have været en sjov film, men det er i praksis elendigt udført og skrevet. Ikke nok med at karakterne virker usandsynlige og overdrevne, men Anders Thomas Jensen insisterer på at gøre filmen til et rørende drama ovenikøbet, så han involverer kærlighedsdramaer og skilsmissedilemmaer tilsat violinmusik.
Denne genreforvirring hjælper også til, at filmen ikke virker morsom. Men først og fremmest er filmen umorsom, fordi de mange karakterer og situationer virker overkarikerede og flade. For at parodi og karikatur skal blive for alvor sjov og giftig, så skal det tage afsæt i noget genkendeligt. Hvis man tager afsæt i noget absurd, og gør det absurde endnu mere absurd, så mister man hurtigt tråden. For mange i filmbranchen vil filmen nok være mere morsom, da den måske er mere genkendelig i deres øjne. ”Sprængfarlig Bombe” er faktisk endnu mere indspist og esoterisk end de film, som den forsøger at tage pis på.
Det sagt, så er der også nogle enkelte ideer, der fungerer så som actionfilmen i filmen, hvor dialogen skrevet af en ejendomsmægler er ganske skæg. Men derudover er filmen for det meste umorsom og tam.
Claus Volter (Nikolaj Lie Kaas) er en supersnobbet og højrøvet filminstruktør, hvis film anmelderne skamroser, men publikum hader. Han er fuldkommen ligeglad, da kun syv mennesker dukker op på premieredagen for hans film. Godt nok er der et større publikum til film af Anders Thomas Jensen end Christoffer Boes film (og dog: da jeg så "Offscreen" var der langt flere i salen end ved "Sprængfarlig Bombe", hvor det kæresten og jeg havde salen for os selv), men den kunstige virkelighed i filmen bryder sammen med denne overdrivelse med syv mennesker til en film med superanmeldelser.
Det samme gør klippet vi ser i starten af Volters film, der er en parodi på ”Breaking the Waves”, hvor alt er mystisk og selvhøjtideligt. For at kunne lave en effektiv parodi, må man forstå det materiale, man parodierer. Anders Thomas Jensen og instruktør Tomas Villum Jensen har tydeligvis ikke forstået deres kollegaer såsom Trier, Fly, Boe og de andre, der forsøger at putte en smule kunstnerisk indhold i deres film. Disse instruktører er i form af Claus Volter kun vist som egotrippere, der ikke tænker på andet end anmeldelser og deres eget image.
Som Claus Volters modstykke har vi en hovedperson kaldet Tony (Ulrich Thomsen), som mest af alt ligner en parodi på alle de roller, som Thomas Bo Larsen har spillet. Tony er tydeligvis ikke den jævne dansker eller et almindeligt menneske, men derimod en meget aggressiv og voldelig mand, der tager piller for at holde sit temperament i skak. Denne karakter er også utrolig flad og utroværdig. Ulrich Thomsen forsøger sig med noget arbejderdialekt og noget bodegamacho kropssprog, men Tony bliver aldrig en sympatisk eller interessant figur. På samme måde som Anders Thomas Jensen ikke har forstået de intellektuelle filmsnobber fra filmskolen, så har han heller ikke forstået den ”jævne dansker”, der arbejder på lossepladsen. Og som sagt, hvis man skal lave en god og sjov parodi eller karikatur, så skal man forstå det man parodierer eller karikerer.
De to karakterer sættes i konflikt ved at Tony bliver vred på Volter efter, at Tony slæbte sine skilsmissebørn ind at se en af Volters sære og kedelige film. Det udvikler sig derfra til at Tony er medinstruktør på Volters næste film. Ideen bag plottet er udmærket med to forskellige verdener, der mødes. Anders Thomas Jensen havde nok tænkt, hvad nu hvis Lasse Spang Olsen skulle lave en film sammen med Lars von Trier. I teorien kunne dette have været en sjov film, men det er i praksis elendigt udført og skrevet. Ikke nok med at karakterne virker usandsynlige og overdrevne, men Anders Thomas Jensen insisterer på at gøre filmen til et rørende drama ovenikøbet, så han involverer kærlighedsdramaer og skilsmissedilemmaer tilsat violinmusik.
Denne genreforvirring hjælper også til, at filmen ikke virker morsom. Men først og fremmest er filmen umorsom, fordi de mange karakterer og situationer virker overkarikerede og flade. For at parodi og karikatur skal blive for alvor sjov og giftig, så skal det tage afsæt i noget genkendeligt. Hvis man tager afsæt i noget absurd, og gør det absurde endnu mere absurd, så mister man hurtigt tråden. For mange i filmbranchen vil filmen nok være mere morsom, da den måske er mere genkendelig i deres øjne. ”Sprængfarlig Bombe” er faktisk endnu mere indspist og esoterisk end de film, som den forsøger at tage pis på.
Det sagt, så er der også nogle enkelte ideer, der fungerer så som actionfilmen i filmen, hvor dialogen skrevet af en ejendomsmægler er ganske skæg. Men derudover er filmen for det meste umorsom og tam.
29/08-2006
