Lidt for storslået

Superman er et af de største ikoner indenfor amerikanske tegneserier, og dermed også et af de største ikoner indenfor amerikansk populærkultur. Modsat alle de bizarre helte fra Marveluniverset såsom den freaky Spiderman, aggressive Hulk og de muterede X-Men, så er Superman ren storhed og godhed. Han er utvetydigt god og uselvisk. Han er superduper i alle henseender. I den første filmversion fra 1978 af Superman indså man, at en så entydigt god karakter ikke kunne tages alt for seriøst af et moderne publikum uden at blive latterliggjort, så man lavede filmen med et stort glimt i øjet. Børn kunne stadig leve sig ind i fantasien om denne bomstærke mand, mens voksne både kunne le af filmen og samtidig blive overvældet af effekterne. Det gjorde ikke noget at plottet var forudsigeligt og stereotypt, da filmen altid havde selvironi og lune og nogle overvældende effekter for sin tid.

Bryan Singer bringer nu Superman tilbage på lærredet, men denne opfølger til de gamle film er meget mere dyster og seriøs, og det er ikke til at sige, om den er for børn eller voksne. For børnene er det måske lidt for morbidt at en hund spiser en anden hund, og at et barn slår en voksen mand ihjel. For de voksne er der lidt for mange kedelige ”spændingsmomenter”, der absolut ikke er spændende, da vi jo ved, at Superman klarer ærterne i sidste sekund.

Kevin Spacey fungerer ganske godt som Gene Hackmans stedfortræder i rollen som skurken Lex Luthor. Rollen er denne gang blot skrevet meget mere seriøst på trods af, at Lex Luthor i bund og grund er en karikeret tegneserieskurk. Selv om Lex Luthor forårsager al den ondskab, der skal bekæmpes i filmen, så bruges der nu mere tid i filmen på Supermans (Brandon Routh) forhold til sin udkårne Lois Lane (Kate Bosworth), som han arbejder sammen med på avisen The Daily Planet, hvor han til daglig spiller den klumsede reporter, Clark Kent.

Superman har forladt planeten i fem år på en selvopdagelsesrejse blandt det støv, der engang udgjorde hans hjemplanet. Imellemtiden har Lois Lane fået sig en mand og et barn, men der er stadig gnister imellem hende og Superman. Dette kærlighedsdrama udspiller sig på nedstyrtende fly og krystalskabte kontinenter, der forårsager lyn, jordskælv og strømssvigt.

Superman hopper fra det ene katastroferamte sted til det andet for at redde sin Lois Lane, og filmen havde masser af effekter med høje bygninger, der ryster, og store både, der synker. Men faktisk var den ”katastrofescene”, der var mest interessant rent visuelt, en scene, hvor et miniaturelandskamp med modeltog styrtede sammen. I scener, hvor ”rigtige” ting bliver smadret, er det svært at abstrahere fra, at man ved, at det er lavet af en gruppe animatorer på en computer. Desuden larmer det så forbandet meget, når kvinder skriger og biler bliver smadret, at det bliver irriterende, når den slags scener gentages igen og igen. Desuden ved man jo, at Superman i sidste ende nok skal klare ærterne. Så spændingsmomenterne i filmen fangede mig absolut ikke.

Filmen rummede dog en smule humor. Oftest da Superman leger Clark Kent. Clark Kent er jo, som Bill nævner i ”Kill Bill vol. 2”, en helt speciel figur i tegneseriemytologien, da det i virkeligheden er et almægtigt gudelignende væsen, der spiller en svag og klumset. Men selv om Clark Kent er en rolle, som dette gudelignende væsen spiller, så repræsenterer han det menneskelige i dette væsen. Superman kan svæve højt over skyerne og gruble med et stenansigt over sin tragiske skæbne i sit forhold til Lois Lane, men som Clark Kent kan Superman på en helt anden måde give udtryk for smerten i karakteren. Nemlig som en masochistisk klovn, der blot ønsker at være tæt på sin gudinde. Christopher Reeve formåede vældig godt at give udtryk for denne tragikomiske dobbelthed i karakteren. Brandon Routh er ikke helt så god som Christopher Reeve, når han spiller Clark Kent, men han fanger essensen af figuren. Problemet er dog, at manuskriptet ikke giver nok plads til denne spænding mellem de to sider af Superman-figuren. Clark Kent er næsten ikke med i den sidste halvdel af filmen. Filmen er mere optaget af at være en blockbuster med storslåede effekter og opsætninger.

Det hele bliver for selvhøjtideligt og kedeligt i sidste ende, da det tunge prioriteres i forhold til det lette. Filmen er bestemt flot, og den er som de andre blockbusters storslået, hvad angår kulisser og effekter og lignende. Men storslået kan være trættende i længden, og filmen er i sidste ende alt for selvhøjtideligt i betragtning af, at den handler om et rumvæsen, der flyver rundt i underbukser.