Det modbydelig menneske
5.0
Pasolinis ”Salò” er modbydelig. Det er kynisme og nihilisme i deres yderste konsekvens. Det er menneskets grimmeste sider. Det er ubehageligt, men samtidig tvinger det publikum til at tage stilling til det mørke i mennesket, som de fleste film forsøger at undgå med illusioner og happy ends.
Filmen er baseret på Marquis De Sades ”De 120 dage i Sodoma”, men Pasolini flytter den til Mussolini-tidens nord-Italien i byen Salò. De fire højtstående fascister i området indfanger 18 unge mennesker. De tager dem op til et stort og smukt palads med store flotte sale fyldt med fin moderne kunst og raffineret design. Her bliver de smukke unge mennesker behandlet med, som var de mindre værd end dyr. De er legetøj for de dekadente fascister, der keder sig.
Fire gamle prostituerede fortæller hver dag de mest ubehagsvækkende historier. For de fire herrer er disse historier om afførelsesindstagelse og tortur dog derimod ophidsende, da de finder dem udsøgt perverse. Efter de hører historierne, lader de sig inspirere i deres leg med de unge mennesker. De unge mænd og kvinder bliver voldtaget af mændene, og de bliver sat i hundesnor, hvor de bliver sat til at opføre sig som hunde. De fire mænd smiler frossent igennem filmen, som var de djævle lukket ud af helvede. De finder den stor nydelse i at ødelægge det smukke.
Omkring halvvejs inde i filmen bliver det så ubehageligt, at jeg fik brækfornemmelser. I deres eget ritual opfører de et bryllup mellem en af de klamme gamle mænd og en ung mand, hvor menuen består af lort. Jeg læste på IMDB, at lortet i filmen i virkeligheden var chokolade blandet med marmelade, men selv med den viden fik jeg brækfornemmelser. Til sidst bliver de unge mennesker tortureret til døde af de fire mænd og soldater. Tre af de gamle fascister deltager i torturen, mens én af dem sidder på afstand og nyder løjerne på afstand. Brystvorter svides fuldkommen af, øjne stikkes ud, de fire udlever deres mørke fantasier, da de ikke har andet.
Vi får ikke så meget at vide om de unge mennesker, der blier nedgjort og udnyttet. Vi ser flere billeder af de fire mænd, der diskuterer riutaler, og hvad de kan finde på af underholdning. Disse ritualer og de gamle prostitueredes fortællinger er udført stille, elegant og køligt, som om deres handlinger og ord var de mest forfinede og udsøgte i verden. I mange scener går karakterer stille igennem de store smukke sale, hvorefter de med samme stille ro ødelægger andre mennesker til deres egen fornøjelse.
Det hele er skildret koldt og nøgternt uden spændingsmomenter i modsætning til de fleste gyser- eller splatterfilm, hvor det sadistiske og voldelige indhold serveres som underholdning. ”Salò” er langt fra underholdende. Det er en mørk og modbydelig skildring af det mørke og modbydelige i os mennesker. ”Salò” er desværre ikke kun fortid, selv om den foregår under Anden Verdenskrig. Tortur og denne form for behandling af mennesker finder også sted i vores tid, tænk bare på et vis fængsel i Irak. Endnu vigtigere, så findes dette mørke også i mennesket. ”Salò” er en af de mest ubehagelige film, der findes, da den minder os om de absolut værste og mørkeste sider af os selv.
Det er bestemt ikke en god oplevelse at se filmen, men det er ikke altid de gode oplevelser, som vi får mest ud af.
Filmen er baseret på Marquis De Sades ”De 120 dage i Sodoma”, men Pasolini flytter den til Mussolini-tidens nord-Italien i byen Salò. De fire højtstående fascister i området indfanger 18 unge mennesker. De tager dem op til et stort og smukt palads med store flotte sale fyldt med fin moderne kunst og raffineret design. Her bliver de smukke unge mennesker behandlet med, som var de mindre værd end dyr. De er legetøj for de dekadente fascister, der keder sig.
Fire gamle prostituerede fortæller hver dag de mest ubehagsvækkende historier. For de fire herrer er disse historier om afførelsesindstagelse og tortur dog derimod ophidsende, da de finder dem udsøgt perverse. Efter de hører historierne, lader de sig inspirere i deres leg med de unge mennesker. De unge mænd og kvinder bliver voldtaget af mændene, og de bliver sat i hundesnor, hvor de bliver sat til at opføre sig som hunde. De fire mænd smiler frossent igennem filmen, som var de djævle lukket ud af helvede. De finder den stor nydelse i at ødelægge det smukke.
Omkring halvvejs inde i filmen bliver det så ubehageligt, at jeg fik brækfornemmelser. I deres eget ritual opfører de et bryllup mellem en af de klamme gamle mænd og en ung mand, hvor menuen består af lort. Jeg læste på IMDB, at lortet i filmen i virkeligheden var chokolade blandet med marmelade, men selv med den viden fik jeg brækfornemmelser. Til sidst bliver de unge mennesker tortureret til døde af de fire mænd og soldater. Tre af de gamle fascister deltager i torturen, mens én af dem sidder på afstand og nyder løjerne på afstand. Brystvorter svides fuldkommen af, øjne stikkes ud, de fire udlever deres mørke fantasier, da de ikke har andet.
Vi får ikke så meget at vide om de unge mennesker, der blier nedgjort og udnyttet. Vi ser flere billeder af de fire mænd, der diskuterer riutaler, og hvad de kan finde på af underholdning. Disse ritualer og de gamle prostitueredes fortællinger er udført stille, elegant og køligt, som om deres handlinger og ord var de mest forfinede og udsøgte i verden. I mange scener går karakterer stille igennem de store smukke sale, hvorefter de med samme stille ro ødelægger andre mennesker til deres egen fornøjelse.
Det hele er skildret koldt og nøgternt uden spændingsmomenter i modsætning til de fleste gyser- eller splatterfilm, hvor det sadistiske og voldelige indhold serveres som underholdning. ”Salò” er langt fra underholdende. Det er en mørk og modbydelig skildring af det mørke og modbydelige i os mennesker. ”Salò” er desværre ikke kun fortid, selv om den foregår under Anden Verdenskrig. Tortur og denne form for behandling af mennesker finder også sted i vores tid, tænk bare på et vis fængsel i Irak. Endnu vigtigere, så findes dette mørke også i mennesket. ”Salò” er en af de mest ubehagelige film, der findes, da den minder os om de absolut værste og mørkeste sider af os selv.
Det er bestemt ikke en god oplevelse at se filmen, men det er ikke altid de gode oplevelser, som vi får mest ud af.
30/08-2006
