Mørkt emne, lyse farver
4.0
Steven Spielberg er ofte blevet udskældt ofte for at være den instruktør, der indførte blockbuster-fænomenet med ”Jaws”, men mange af de film, han har lavet igennem årene og for nylig, har behandlet nogle tungere emner, end man kunne forvente af typiske blockbusters som ”Jaws”, ”Indiana Jones”, ”E.T.” og ”War of the Worlds”. ”Schindler's List” er nok hans mest roste film i den mere seriøse ende, men også ”Amistad”, ”Munich” og ”The Colour Purple” er interesseret i mere end at få en flok popcornsædende teenagere i biografen.
”The Colour Purple” handler om en sort pige (Whoopi Goldberg) og hendes far (Danny Glover), der lever ude på landet i starten af det 20. århundrede. Faren misbruger pigen seksuelt, og han behandler hende som et slave af hjemmet. Pigen føder i en ung alder to børn, som tages væk fra hende. Da faren skal til at behandle pigens søster på samme måde, løber søsteren væk. Hun siger dog, at kun døden kan holde hende fra at skrive til pigen. Men der kommer ingen breve, da faren holder styr på postkassen.
Pigen bliver større, og hendes bror gifter sig med en stor og viljestærk kvinde (Oprah Winfrey), hvis skæbne ender ganske tragisk. Ikke på grund af forholdet til broderen, men på grund af forholdet til den hvide borgmesterfrue i byen, da myndighederne i byen har et sort/hvidt syn på retfærdighed og rettigheder, der ikke er til de sortes fordel.
Denne barske historie om magtmisbrug og udnyttelse er pakket ind i flotte kamerabevægelser og smukke billeder, der står som en kontrast til pigens brutale liv. Men en pointe i filmen er også at se på det skønne i livet, den skønne lilla farve på en blomst bruges som metafor og som titlen på historien. Dog virker det ofte som om, at skuespillerne og dramaet er til for billederne og ikke omvendt, men sådan er Spielbergs stil jo nu engang.
Karakterne er lidt for kraftigt opdelt i gode og onde, og en karakter som for eksempel borgmesterfruen er lidt for karikeret til at være troværdig. Til gengæld råder gode skuespilspræstationer bod på dette, og selv om filmen virker gennemgående sentimental og følelsesmæssigt manipulativ med mange kristne overtoner en del steder, så går filmen ikke ud over de grænser, den har skabt for sig selv.
”Munich” havde også mange skønne billeder og følelsesladede øjeblikke, men den rummede også stilmæssigt en dyster kerne, der virkede mere passende til det mørke indhold, som den film skildrede. Indhold og form er ikke altid foreneligt i ”The Colour Purple”, men det er aldrig direkte usmageligt, og de, der lader sig rive med, vil måske endda se filmen som et mesterværk. Jeg betragter blot filmen som en ganske god Spielberg.
”The Colour Purple” handler om en sort pige (Whoopi Goldberg) og hendes far (Danny Glover), der lever ude på landet i starten af det 20. århundrede. Faren misbruger pigen seksuelt, og han behandler hende som et slave af hjemmet. Pigen føder i en ung alder to børn, som tages væk fra hende. Da faren skal til at behandle pigens søster på samme måde, løber søsteren væk. Hun siger dog, at kun døden kan holde hende fra at skrive til pigen. Men der kommer ingen breve, da faren holder styr på postkassen.
Pigen bliver større, og hendes bror gifter sig med en stor og viljestærk kvinde (Oprah Winfrey), hvis skæbne ender ganske tragisk. Ikke på grund af forholdet til broderen, men på grund af forholdet til den hvide borgmesterfrue i byen, da myndighederne i byen har et sort/hvidt syn på retfærdighed og rettigheder, der ikke er til de sortes fordel.
Denne barske historie om magtmisbrug og udnyttelse er pakket ind i flotte kamerabevægelser og smukke billeder, der står som en kontrast til pigens brutale liv. Men en pointe i filmen er også at se på det skønne i livet, den skønne lilla farve på en blomst bruges som metafor og som titlen på historien. Dog virker det ofte som om, at skuespillerne og dramaet er til for billederne og ikke omvendt, men sådan er Spielbergs stil jo nu engang.
Karakterne er lidt for kraftigt opdelt i gode og onde, og en karakter som for eksempel borgmesterfruen er lidt for karikeret til at være troværdig. Til gengæld råder gode skuespilspræstationer bod på dette, og selv om filmen virker gennemgående sentimental og følelsesmæssigt manipulativ med mange kristne overtoner en del steder, så går filmen ikke ud over de grænser, den har skabt for sig selv.
”Munich” havde også mange skønne billeder og følelsesladede øjeblikke, men den rummede også stilmæssigt en dyster kerne, der virkede mere passende til det mørke indhold, som den film skildrede. Indhold og form er ikke altid foreneligt i ”The Colour Purple”, men det er aldrig direkte usmageligt, og de, der lader sig rive med, vil måske endda se filmen som et mesterværk. Jeg betragter blot filmen som en ganske god Spielberg.
30/08-2006
