Dreyers morsomme kammerspil
5.0
De fleste kender nok Carl Th. Dreyer som eksponent for tunge dramaer med religiøse temaer og en langsom kamerastil, men det gælder absolut ikke for hele hans filmproduktion. Både den ikke helt vellykkede Præsteenken og Du skal ære din hustru hører til i det mere muntre hjørne, hvor Dreyers sædvanlige stil kun mærkes på enkelte områder.
Først og fremmest viser Du skal ære din hustru, at Dreyer til fulde mestrede den kanoniske fortælling, og det hele er fortalt yderst elegant. Næsten hele filmen foregår inde for murene i familiens lille lejlighed, så man konstant holdes tæt på personerne. Som Dreyer udforsker i endnu højere grad i mesterværket La passion de Jeanne D'Arc og senere især i Gertrud, ses her Astrid Holm som den martrede kvinde, der underkues af mændenes uinskrænkede magt og brug af denne. I Du skal ære din hustru skildrer Johannes Meyer denne mand, som nærmest holder sin kone fanget i lejligheden, mens han forventer fuld forplejning efter, han har været på arbejde. Utak er hendes eneste løn. Dette medfører i sidste ende et psykisk sammenbrud fra Holms side, så hun må opholde sig i ro hos sin mor en tid. Meyer, som aldrig har snøret sine egne sko, får hjælp til husholdningen af hans tidligere barnepige, den udspekulerede Mads (Mathilde Nielsen), som forsøger at få ham til at indse, hvor meget han elsker sin kone, og i hvor høj grad han har udnyttet hendes kærlighed.
Dette kunne have været skildret med en trist tone, der langsomt pillede den stolte mand ned, men Dreyer har valgt en komisk tilgang, og selvom han stiler efter en overbevisende hverdagsrealisme, fortælles historien med ironi og lune. Dermed skiller den sig som tidligere nævnt ud fra de fleste af Dreyers øvrige værker, men filmen er alligevel interessant. Både på grund af den elegante fortælle- og filmiske stil, men også det overbevisende skuespil fra alle medvirkendes side er med til at konstituere filmens stærke facetter. På negativsiden skal den markante vægt på Meyers omvendelse nævnes. Publikum forstår hurtigt - ikke mindst ud fra titlen - hvad der skal ske, og derfor står de lidt ensformige scener i filmens sidste halvdel desværre ikke til mål med resten. Alligevel understreger Dreyer endnu engang hans status som Danmarks største instruktør, netop gennem mangfoldigheden af hans instruktion og den utroligt sikre hånd, han lægger på stort set alle hans værker.
Først og fremmest viser Du skal ære din hustru, at Dreyer til fulde mestrede den kanoniske fortælling, og det hele er fortalt yderst elegant. Næsten hele filmen foregår inde for murene i familiens lille lejlighed, så man konstant holdes tæt på personerne. Som Dreyer udforsker i endnu højere grad i mesterværket La passion de Jeanne D'Arc og senere især i Gertrud, ses her Astrid Holm som den martrede kvinde, der underkues af mændenes uinskrænkede magt og brug af denne. I Du skal ære din hustru skildrer Johannes Meyer denne mand, som nærmest holder sin kone fanget i lejligheden, mens han forventer fuld forplejning efter, han har været på arbejde. Utak er hendes eneste løn. Dette medfører i sidste ende et psykisk sammenbrud fra Holms side, så hun må opholde sig i ro hos sin mor en tid. Meyer, som aldrig har snøret sine egne sko, får hjælp til husholdningen af hans tidligere barnepige, den udspekulerede Mads (Mathilde Nielsen), som forsøger at få ham til at indse, hvor meget han elsker sin kone, og i hvor høj grad han har udnyttet hendes kærlighed.
Dette kunne have været skildret med en trist tone, der langsomt pillede den stolte mand ned, men Dreyer har valgt en komisk tilgang, og selvom han stiler efter en overbevisende hverdagsrealisme, fortælles historien med ironi og lune. Dermed skiller den sig som tidligere nævnt ud fra de fleste af Dreyers øvrige værker, men filmen er alligevel interessant. Både på grund af den elegante fortælle- og filmiske stil, men også det overbevisende skuespil fra alle medvirkendes side er med til at konstituere filmens stærke facetter. På negativsiden skal den markante vægt på Meyers omvendelse nævnes. Publikum forstår hurtigt - ikke mindst ud fra titlen - hvad der skal ske, og derfor står de lidt ensformige scener i filmens sidste halvdel desværre ikke til mål med resten. Alligevel understreger Dreyer endnu engang hans status som Danmarks største instruktør, netop gennem mangfoldigheden af hans instruktion og den utroligt sikre hånd, han lægger på stort set alle hans værker.
03/09-2006
