meningsløs tidsspilde af værste kaliber
1.0
Det larmende rockikon Rob Zombie har med House of a 1000 Corpses begået så perverteret og nedværdigende ringe en spillefilmsdebut, at man som udsat publikum sidder hovedrystende tilbage overfor splatterorgiets formålsløshed og patetiske trivialiteter.
Zombie har selv skrevet den håbløst ustrukturerede og ufokuserede historie, der ellers starter udmærket ud med en herlig bizar og lettere nostalgisk indledning, efterfulgt af en kulsorthumoristisk og underholdende sekvens, sprængfyldt med energisk og velskrevet dialog. Herefter forfalder House of… dog til den rene elendighed, hvor den med en tåbelig selvhøjtidelighed trækker sig selv igennem genrens mest gennemtærskede og bundforudsigelige klicheer, i kongruens med en dilettantisk opvisning i rædselsfuld filmteknik. Zombie idealiserer evident Oliver Stones kontroversielle, men langt mere vellykkede eksperimentalfilm, Natural Born Killers, men hvor Stone havde en mening bag den psykotiske overflade, er Zombies film intet andet end frastødende og forskruet meningsløshed. Der er enkelte momenter af intelligent samfundskritik, men dette undermineres lynhurtigt gennem Zombies overgearede og stupid egenrådige iscenesættelse.
House of… byder på et apatisk og barbarisk handlende persongalleri, der hypotetisk set skulle personificere ondskaben, men formår ikke at være andet end ufrivillig komiske gennem de stakkels medvirkendes maniske overspil. Billedsiden er ret grafisk og makaber, og Zombies kompromisløse voldsfetich er så grotesk og nærmest sindssyg (der fremmanes associationer til Malones ligeledes terrible House on Haunted Hill), at man til tider føler sig direkte krænket, og det skal meget til for mit vedkommende. Filmen skal højst sandsynligt nok opnå en form for kultstatus, men på alle lede og kanter er det en absolut uudholdelig pine at overvære og klart en af de dårligste film, som jeg har set i længe, på trods af at denne eksklusive liste indbefatter så suverænt ringe film som Saw II og The Fog.
Zombie har selv skrevet den håbløst ustrukturerede og ufokuserede historie, der ellers starter udmærket ud med en herlig bizar og lettere nostalgisk indledning, efterfulgt af en kulsorthumoristisk og underholdende sekvens, sprængfyldt med energisk og velskrevet dialog. Herefter forfalder House of… dog til den rene elendighed, hvor den med en tåbelig selvhøjtidelighed trækker sig selv igennem genrens mest gennemtærskede og bundforudsigelige klicheer, i kongruens med en dilettantisk opvisning i rædselsfuld filmteknik. Zombie idealiserer evident Oliver Stones kontroversielle, men langt mere vellykkede eksperimentalfilm, Natural Born Killers, men hvor Stone havde en mening bag den psykotiske overflade, er Zombies film intet andet end frastødende og forskruet meningsløshed. Der er enkelte momenter af intelligent samfundskritik, men dette undermineres lynhurtigt gennem Zombies overgearede og stupid egenrådige iscenesættelse.
House of… byder på et apatisk og barbarisk handlende persongalleri, der hypotetisk set skulle personificere ondskaben, men formår ikke at være andet end ufrivillig komiske gennem de stakkels medvirkendes maniske overspil. Billedsiden er ret grafisk og makaber, og Zombies kompromisløse voldsfetich er så grotesk og nærmest sindssyg (der fremmanes associationer til Malones ligeledes terrible House on Haunted Hill), at man til tider føler sig direkte krænket, og det skal meget til for mit vedkommende. Filmen skal højst sandsynligt nok opnå en form for kultstatus, men på alle lede og kanter er det en absolut uudholdelig pine at overvære og klart en af de dårligste film, som jeg har set i længe, på trods af at denne eksklusive liste indbefatter så suverænt ringe film som Saw II og The Fog.
04/09-2006
