vulgær, men ikke ueffen voldspornografi

Den unge filmnørd Eli Roth spillefilmsdebuterede i 2003 med den uhøjtidelige og genreforvirrede slapstickgyser Cabin Fever, der var signifikant fattig på budget og originalitet, men til gengæld rig på fortællerglæde og filmisk entusiasme. Cabin Fever blev forståeligt nok tilsvinet af filmkritikerne (og the usual suspects herinde på Scope), men fandt alligevel et bredere publikum gennem dens groteske kropseffekter appeal. Personligt fandt jeg ikke filmen nær så terrible, som man kunne være forledt til at tro. Ekstrem mangelfuld, men basal set også middelmådig underholdende og med en snert af potentiale. Af uforklarlige årsager blev der efter filmens premiere skabt et venskab mellem den kunstnerisk mesterlige Tarantino og den talentsvage Roth, og førstnævnte har da også produceret Roth efterfølgende projekt (dog uden at have en kreativ hånd med i processen, hans producerstatus skal nok mere betragtes som en venskabstjeneste end decideret interesse i projektet), denne bestialske og kompromisløse voldssag, der ligesom Cabin Fever har opdelt kritiker og publikum i to kontrasterende lejre. Hostel er, på trods af åbenlyse filmiske mangler, blevet en øjeblikkelig kultklassiker, og filmen distingverer sig da også fra Hollywoods samlebåndsgysere (en bred omgang fordummende og censurfrygtende makværker) ved at visualiserer nådesløse torturscener med en voldsforherligende eksplicitet og nærmest ligegyldighed.

Indledningen i Hostel er ganske effektiv og indikerer, at Roth, hvis ikke mestrer, så i hvert fald stabiliserer sin kompetence i kontekst med gyserfilmens virkemidler, men efter to stemningsmættede minutter, forfalder filmen abrupt til teenagegysernes tommetykke og trivielle klicheer med dertilhørende endimensionale karakterer. Omdrejningspunktet i Hostel er decideret debilt og fungerer ikke som andet end en dårlig undskyldning for at skildre Roths to yndlingsemner; sex og vold. Roths fascination for disse skjules dog ikke, hvilket klart fungerer til filmens fordel, hvor prætentiøsitet er ikke-eksisterende. Tre rygsæksrejsende (der starter ud i Amsterdam med byens turistiske faciliteter) opfodres til at tage til Slovakiet for at udleve deres konstant liderlige livsindstilling, men fanges i et ubehageligt netværk, der mod betaling servicerer den gængse mands morderiske lyster. Der er interessante og sortpsykologiske perspektiver i historien, som Roth med større erfaring kunne have eksploreret (den skiftende magtposition i slutningen har ikke en stærkere betydning, siden resten af filmen er ren horror-overflade), men han tager i stedet til takke med en omgang skamløse drengerøvsvisualiseringer, der ikke ligger skjul på, at Roth er stærk tilhænger af sadistisk underholdning.

Hostel er propfyldt med stupide elementer, anstrengende bifigurer, udpenslende og dilettantiske dialoger og ikke mindst langtrukne momenter af insignifikante sekvenser, der ikke fungerer som andet end fyld for at hæve spilletiden op på de små 90 minutter. Alligevel er der enkelte kvaliteter, der løfter filmen over makværkskategoriseringen, for Roth manipulerer og provokerer bevidst publikums fysiske grænse gennem den grafisk ret udpenslede billedside, og dette er, uanset om man kan lide det eller ej, et modigt træk fra hans side. Der er ingen dybere mening med projektet, men dette lægges der under hele filmen heller ikke op til, der ikke er andet end grotesk og momentvis grænseoverskridende underholdning. Som tidligere nævnt er Roth langtfra talentfuld, men han har en filmisk glæde og entusiasme, der ikke kan undgå at smitte af, selvom energien ikke kan bevares gennem 90 tynde minutter, der i den grad mangler fokus og intensitet. Hostel er nem at kritisere og hade, men ligesom med Roths forrige film, så er den ikke uden potentiale og kravler lige op på de tre små stjerner fra min side, velsagtens på grund af de veliscenesatte, spændingsmættede og debatskabende voldsscener, der er ganske uafrystelige.