- Spildt potentiale -

2.0
Med en drøm af en rolleliste samt en talentfuld skuespiller i instruktørsædet var der egentlig lagt i ovnen til en god filmoplevelse med ”Romance & Cigarettes”. Sådan skulle det desværre bare ikke gå.

Instruktør John Turturro må, ud fra denne forestilling at bedømme, i hvert fald betragtes som en bedre skuespiller end instruktør. Filmen er en forfløjen og uvedkommende fortælling, der måske har set spændende ud på skrivebordet, men bestemt ikke er det i realiteten.

Ideen med de mange musical-scener er selvfølgelig en sjov tanke, men man savner en smule mening med galskaben, og så er langt de fleste af numrene fremført utrolig pauvert og kedeligt. Sangene er ganske enkelt bedre end fremførelsen.

Ind imellem rammer filmen noget originalt og levende, men det sker alt for sporadisk desværre, ligesom at kærlighedshistorien først bliver interessant mod slutningen, og det er simpelthen for sent, når denne del er det bærende element i historien.

Filmen får to stjerner for en dansende og Elvis-fanatisk Christopher Walken i en god birolle, og så for en, som altid, veloplagt James Gandolfini i hovedrollen, der kæmper det bedste han har lært i en film, der må betragtes som mislykket.
Romance & Cigarettes