Endnu mere om min mor

I ”Volver” viser Almodovar sig ikke fra sin stærkeste side rent fortællemæssigt, men til gengæld har han Penelope Cruz og et helt hold af stærke spanske skuespillerinder, der tilføjer filmen så meget charme og varme, at man må overgive sig til den. Filmen er fyldt med små og store overraskelser, der ikke er overraskende. Men ser man bort fra plottet og ser på udførelsen, altså humoren, tårerne og varmen, så er ”Volver” en oplevelse, der er værd at gå i biografen efter.

Raimunda (Penelope Cruz) er en kvinde fra et fattigt hjem i Spanien med en teenagedatter (Yohana Cobo) og en arbejdsløs mand, der begærer sin egen datter. Det ender blot tyve minutter inde i filmen med, at han hopper på datteren, der stikker ham ned med en kniv i selvforsvar. Raimunda, den stærke mor, tager sig af rodet. Hun går straks i gang med en moppe og en gulvspand, der hurtig bliver rød. Men dette er kun en mørk historie i begyndelsen af en større parallelhistorie om stærke kvinder, nederdrægtige mænd, store fortrydelser og svækkede familiebånd.

Filmen åbner med, at Raimunda, datteren og søsteren (Lola Duenas) besøger Raimundas mors grav ude på landet. Flere kvinder står og gør gravene rent og sætter blomster på plads. Morbidt, husmoderligt og smukt på en og samme tid. I landsbyen, hvor de kommer fra, begynder søsteren at tro, at moderen er genopstået som et genfærd, da der sker mærkelige ting hos deres moster.

Der er helt sikkert en del skeletter i skabet. De fleste kan regnes ud af publikum, før karaktererne fatter mistanke. Denne forudsigelighed i plottet er nok filmens største svaghed. Specielt da filmen ellers langsomt bygger op til de store 'exposition' scener, hvor detaljerne fortælles af karaktererne til hinanden. Til gengæld er der en god sammenhæng i filmen i forhold til plottet, da alle siderne af Raimunda-karakteren hænger sammen netop på grund af de skeletter fra fortiden, der spiller så stor en rolle. Der er skidt i fortiden skabt af mændene, og nu må kvinderne hænge sammen i søster-forhold og moder-datter-forhold.

Som sagt er det dog stemningen snarere end plottet, der gør filmen god. Det er karaktererne som sådan, og ikke det psykologiske drama og udviklingen af karaktererne, der gør filmen god. Udviklingen af Raimunda-karakteren er nemlig temmelig banal: På grund af de ting hun selv gennemgår som mor, så lærer hun at tilgive sin mor. Men Raimunda som person er mere interessant end hendes dilemma. Raimundas forhold til de andre kvinder i nabolaget, og Raimunda som syngende værtinde på en tom restaurant, som hun overtager, da et sultent filmhold leder efter catering. Raimunda i forhold til en kræftsyg veninde, som både vises koldt og varmt afhængigt af situationerne. Raimunda i forhold til søsteren, til sin datter, til sin tante. Hun er en helstøbt og elskværdig karakter med masser og masser af nuancer.

Også i det hele taget hele kvindemiljøet, som Almodovar her skildrer, er både skørt, skægt og charmerende. Alle kvinder kysser hinanden på kinden i landsbysamfundet som søstrene kommer fra, og dette tager en næsten absurd drejning, da 15 fremmede nabokvinder kysser søsteren på kinden, da hun tager til en begravelse i landsbyen. Også kunderne i søsterens illegale frisørsalon er ganske skægge i deres behandling af en vis frisørassistent, som de tror er fra Rusland, og som de derfor sviner til, da hun nok ikke forstår, hvad de siger. Det afholder dem dog ikke fra at knævre uden ende til hende, når hun vasker deres hår.

Selv om filmen foregår i en kultur, der på mange punkter er forskellig fra den nordeuropæiske, så er jeg sikker på, at alle vil kunne finde nogle karaktertræk i kvinderne i denne film, som de også har oplevet andre steder end Sydeuropa. Enkelte blandt publikum vil nok forelske sig også i filmens mere rørstrømske og melodramatiske scener, hvor plotpunkter afsløres, og tårerne falder ned af kinderne på karaktererne. Jeg så snarere filmen som en dejlig lille film om et varmt miljø, der dog ikke falder mit kolde nordiske hjerte så fjernt igen.

Dette er en meget, meget lys Almodovar-film, men på bunden af det hele er et stort mørke. Uden dette mørke ville filmen være en indholdsløs og hul folkekomedie, og uden lys ville filmen have været uudholdelig og hul i en nihilistisk forstand. Almodovar forstår at balance lys og mørke til at frembringe nuancer i sine film, og derfor er selv en lille film fra hans hånd absolut noget, man bør se.