Ni liv, ni film, ni resultater
4.0
”Nine Lives” er en samling af ni kortfilm, alle taget i et take, af kvinder i svære, dramatiske øjeblikke. Vendepunkter i deres liv.
Mange anmeldere sammenligner filmen med en novelle-samling. Sjovt nok nævner de alle forskellige novelleforfattere, som de sammenligner filmen med. Efter min mening er der flere nuancer, mere dybde i de fleste gode noveller, end hvad film normalt formår at få med. Styrken ved filmmediet er anderledes end styrken ved noveller. ”Nine Lives” sigter efter den styrke noveller har, men den når ikke at få det hele med. Dog er det et værdigt forsøg, der udføres i mange segmenter af filmen. Forsøg på at skabe komplete, afrundede karakterer. Forsøg på at fortælle historier uden at overdramatisere. Et forsøg på at opnå en troværdig realisme.
Dette lykkedes som sagt i nogle sekvenser. De bedste episoder er de stille, på overfladen ikke så dramatiske historier, hvor det egentlige drama ligger under overfladen, i detaljerne. For eksempel historien, hvor en højgravid kvinde (Robin Wright Penn) møder sin tidligere elskede kæreste (Jason Isaacs) igennem lang tid i supermarkedet. De to mødes, udveksler høflige ord. De er nu begge lykkeligt gift. Indkøbsvognene fyldt. De tager afsked. Men så går han op til hende og siger, at han hele tiden tænker på hende.
En anden sekvens, der virkede godt i mine øjne, var datteren (Amanda Seyfried), der nærmest agerer forælder for sine forældre. Den ene i rullestol og fyldt med skjult selvmedlidenhed, den anden forvirret og stresset. Måske taler mennesker i hverdagssituationer ikke så meget om deres følelser og tanker og bekymringer. Det er det største problem ved filmen. Drama og problemer, der ikke er bygget op tilstrækkeligt. Ikke så meget i dette segment som i mange andre.
For eksempel i historien om Sonia (Holly Hunter), der møder sine rige venner, og den ulidelige brite Martin (Stephen Dillanebrokker sig over, at vennerne kun er ude på at prale med deres luksus. Interessant nok vil hun gerne holde fast i ham, selv om han konstant opfører sig som et dumt svin overfor hende. En bombe falder under et par cocktails, men karaktererne er ikke udbyggede nok til, at det rører nogen.
Novelleforfattere har nogle værktøjer, som filmskabere ikke har og omvendt. I denne film afhænger meget af skuespillerne. Nogle gør det godt og overbevisende. Andre har ikke nok manuskript at arbejde med. Mange gør det nogenlunde, men de formår ikke at gøre en stor historie ud af deres lille univers. Så filmen er en blandet pose bolcher.
Mange anmeldere sammenligner filmen med en novelle-samling. Sjovt nok nævner de alle forskellige novelleforfattere, som de sammenligner filmen med. Efter min mening er der flere nuancer, mere dybde i de fleste gode noveller, end hvad film normalt formår at få med. Styrken ved filmmediet er anderledes end styrken ved noveller. ”Nine Lives” sigter efter den styrke noveller har, men den når ikke at få det hele med. Dog er det et værdigt forsøg, der udføres i mange segmenter af filmen. Forsøg på at skabe komplete, afrundede karakterer. Forsøg på at fortælle historier uden at overdramatisere. Et forsøg på at opnå en troværdig realisme.
Dette lykkedes som sagt i nogle sekvenser. De bedste episoder er de stille, på overfladen ikke så dramatiske historier, hvor det egentlige drama ligger under overfladen, i detaljerne. For eksempel historien, hvor en højgravid kvinde (Robin Wright Penn) møder sin tidligere elskede kæreste (Jason Isaacs) igennem lang tid i supermarkedet. De to mødes, udveksler høflige ord. De er nu begge lykkeligt gift. Indkøbsvognene fyldt. De tager afsked. Men så går han op til hende og siger, at han hele tiden tænker på hende.
En anden sekvens, der virkede godt i mine øjne, var datteren (Amanda Seyfried), der nærmest agerer forælder for sine forældre. Den ene i rullestol og fyldt med skjult selvmedlidenhed, den anden forvirret og stresset. Måske taler mennesker i hverdagssituationer ikke så meget om deres følelser og tanker og bekymringer. Det er det største problem ved filmen. Drama og problemer, der ikke er bygget op tilstrækkeligt. Ikke så meget i dette segment som i mange andre.
For eksempel i historien om Sonia (Holly Hunter), der møder sine rige venner, og den ulidelige brite Martin (Stephen Dillanebrokker sig over, at vennerne kun er ude på at prale med deres luksus. Interessant nok vil hun gerne holde fast i ham, selv om han konstant opfører sig som et dumt svin overfor hende. En bombe falder under et par cocktails, men karaktererne er ikke udbyggede nok til, at det rører nogen.
Novelleforfattere har nogle værktøjer, som filmskabere ikke har og omvendt. I denne film afhænger meget af skuespillerne. Nogle gør det godt og overbevisende. Andre har ikke nok manuskript at arbejde med. Mange gør det nogenlunde, men de formår ikke at gøre en stor historie ud af deres lille univers. Så filmen er en blandet pose bolcher.
05/09-2006
