inferiørt sportsdrama

Tv-serie instruktøren D.J. Caruso spillefilmsdebuterede i 2001 med det skamløst oversete semi-mesterværk, The Salton Sea (der blev tildelt en pellucid direkte-til-dvd premiere i Danmark). En psykedelisk, original og ikke mindst emotionel filmoplevelse af de sjældne, som fluorescerede af visuelt overskud, en sanselig og dybt uforudsigelig genreæterisk fortælling, samt nogle i sandhed eminente skuespilpræstationer (Vincent D’Onofrio er intet mindre end uforglemmelig som atypisk psykopat). Carusos udviste et opsigtsvækkende talent, som desværre blev underkuet i den efterfølgende Taking Lives, en tør og håbløs konventionel seriemorder-thriller med en attraktiv rolleliste, men få formidlende kvaliteter. I sin tredje spillefilm vender Caruso interessen mod en subgren i sportsverdenen, de ulovlige hasardspil omhandlende udvalgte kampes resultat. Et univers, der sjældent er blevet skildret filmisk, på trods af evidente spændingstoner, men i Carusos ufokuserede hænder er Two for the Money ultimativt endt som en skabelonskåret, utilfredsstillende og dybt forudsigeligt drama uden sjæl eller substans.

Two for the Money kan ikke undsige sig at være i besiddelse af et scoop med de to bærende hovedroller, altid seværdige Matthew McConaughey og filmhistoriens indiskutabelt mest karismatiske og muligvis også bedste skuespiller, Al Pacino. Proklameret som ´inspireret af faktuelle begivenheder’ indledes filmen med en visualisering af sportens idealisme, ungdommelig naivitet og faderlig svigt, der er gentagne, men også ganske flygtige tematikker gennem hele filmen. McConaughey er udmærket (jeg venter spændt på den dag, hvor han påtager sig selv en mere udfordrende rolle, hvor han kan bevise sit underliggende værd som skuespiller) i en ellers lidt endimensional og uspændende rolle som oprigtig sympatisk protagonist (skildret firkantet og unuanceret, tangerende til det pinagtig ukunstneriske), der forføres af den amerikanske materialistiske drøm om ophævet succesrighed, da hans forudseende talenter indenfor sportens resultater erhverves af en autoritær, men også skrøbelig Pacino, der bibringer den ellers velkendte og tyndslidte rolle noget personificerende tyngde. Selvom Caruso vægter McConaugheys krakelerende sportsopfattelse højt, så mangler Two for the Money en god mængde konflikt og modstand, der kunne hæve den over kategoriseringen kedsommelig tidsspilde.

Historien om den korrumperende magt og manipulationsmidlerne i sportsverdenen er set alt for ofte før, og til dette bibringer Two for the Money absolut intet nyt. Fatalismen overdramatiseres, og Caruso dvæler ikke ved hverken sine karakterer eller den fundamentale historie, der desperat griber sig til overfladisk beskrivelse af mentor/protege forholdet, fadersurrogat og vage sidehistorier, som Caruso klipper væk fra ukompetent og abrupt, som om han mangler tiltro til deres plausibilitet. Overordnet distanceres publikum til filmen, og kun i slutningen formår Caruso at engagerer tilskueren følelsesmæssig, hvor Pacinos selvdestruering afsløres i en hjerteskærende sekvens med hustruen, fremragende spillet af Rene Russo (som rollen også var skrevet specielt til af hendes mand, Dan Gilroy, der tidligere ikke har leveret noget mindeværdigt).

Visuelt set er Caruso naturligvis endnu engang sikker i sit fag, og i samarbejde med fotografen Conrad W. Hall (søn af afdøde, men legendariske Conrad Hall) serveres der momentvis afsindig smukke billeder, hvor New York sjældent er set så farverig. Desværre redder dette ikke Two for the Money fra at være en spændingsforladt og dybt amerikaniseret produkt, hvor hovedkarakterens identitetsforvirring symboliserer filmen som helhed. Jeg må desværre nok snarligt indse, at The Salton Sea var en enlig svale fra Carusos side, hvis skildring af en glamourøs verden både er overfladisk og defekt.