Et surt men dog mindeværdigt opstød

Jeg opfatter filmen som en kraftig politisk replik rettet mod de fascister, som man aldrig rigtig gjorde op med i Italien, og som derfor på ingen måde har følt sig plettet af Mussolini-æraen, OG som derfor har præget italiensk politik i efterkrigstiden, hvor disse bevægelser var sat entydigt i skammekrogen i det øvrige Europa.

Za Kannushis filmiske tolkning finder jeg retfærdiggjort (tak for den!). Jeg kunne dog ikke helt befri mig fra tanken om, at der måtte ha' siddet en meget vred mand i instruktørstolen til denne film, som fremstår langt mere frastødende og konsekvent hæslighedsdyrkende end Pasolinis øvrige værker.

Derfor sad jeg også med en blanding af fascination over kompromisløsheden (alle andre flygtede ud af salen i løbet af filmen!) og tomhed over filmens totale fravær af potentiel konstruktiv inspiration. Lidt samme følelse, som jeg havde efter at ha' set "La Grande Bouffé" ("Det Store Ædegilde") fra 1973, hvor tre mænd forsøger at æde sig ihjel.
Symbolikken er ligeledes udsøgt, men den forekommer monoton i det totale fravær af overraskende pointer undervejs på den store nedtur.