Troværdigheden Ofres Til Fordel For Gode Gys
4.0
Det er nok umuligt ikke at komme til at tænke på William Friedkin’s mesterlige 1973 gyser ”The Exorcist”, når man ser ”The Exorcism Of Emily Rose”. Men inspirationen er modsat førnævnte ikke hentet i William Peter Blatty’s roman, selv om den ikke kan sige sig fri for at minde lidt rigeligt på billedsiden sine steder om filmatiseringen af denne, men derimod i en virkelig sag fra 1976 der fandt sted i Tyskland, hvor en pige døde af sult efter en djævleuddrivelse. En sag som den tyske film ”Requiem” ligeledes bygger på.
Historien er egentlig ganske enkel. En præst (Wilkinson) har foretaget en djævleuddrivelse, en såkaldt eksorcisme og en pige (Carpenter) er død af følgerne. Han står nu anklaget for uagtsomt manddrab. I et moderne retssamfund kan der ikke være plads til middelalderlig overtro som formildende omstændighed. I den forstand er han måske skyldig. Men kan han rent faktisk dømmes for at have gjort hvad den kristne tro eventuelt byder ham at gøre. Og havde det kunne redde pigens liv havde han ikke blandet sig. En pige som måske ”blot” led af epilepsi.
Det er disse spørgsmål som filmen sætter op som baggrund til en neglebidende spændende gyser, der alt efter om man kan tro på de flashbacks vi ser og lader sig skræmme af dem, byder på nogle af de mest uhyggelige scener længe set på film. Filmens svaghed er så, at den har så travlt med at være skræmmende, altså være en decideret gyserfilm selv om den påberåber sig at bygge på en sand historie, at den for entydigt vælger side og serverer en urealistisk overdrevent grafisk visualisering af begivenhederne. Teknisk er det flot, men næppe troværdigt.
Det kan dog ikke tage fra filmen at den er både ganske flot lavet og særdeles velspillet af samtlige medvirkende, hvoraf særligt Wilkinson skal fremhæves for sin præstation, om end rollen er lige lovligt sympatisk.
Skulle jeg alene bedømme filmens kvaliteter på hvor opskræmt den gjorde mig, så stod den sikkert til en stjerne mere. Men trods alle de rosende ord jeg kan sige, så kan man ikke komme udenom at den smider mere og mere af sin troværdighed over bord som den skrider fremad, til fordel for en række klicheer, selv om de er brugt godt.
Historien er egentlig ganske enkel. En præst (Wilkinson) har foretaget en djævleuddrivelse, en såkaldt eksorcisme og en pige (Carpenter) er død af følgerne. Han står nu anklaget for uagtsomt manddrab. I et moderne retssamfund kan der ikke være plads til middelalderlig overtro som formildende omstændighed. I den forstand er han måske skyldig. Men kan han rent faktisk dømmes for at have gjort hvad den kristne tro eventuelt byder ham at gøre. Og havde det kunne redde pigens liv havde han ikke blandet sig. En pige som måske ”blot” led af epilepsi.
Det er disse spørgsmål som filmen sætter op som baggrund til en neglebidende spændende gyser, der alt efter om man kan tro på de flashbacks vi ser og lader sig skræmme af dem, byder på nogle af de mest uhyggelige scener længe set på film. Filmens svaghed er så, at den har så travlt med at være skræmmende, altså være en decideret gyserfilm selv om den påberåber sig at bygge på en sand historie, at den for entydigt vælger side og serverer en urealistisk overdrevent grafisk visualisering af begivenhederne. Teknisk er det flot, men næppe troværdigt.
Det kan dog ikke tage fra filmen at den er både ganske flot lavet og særdeles velspillet af samtlige medvirkende, hvoraf særligt Wilkinson skal fremhæves for sin præstation, om end rollen er lige lovligt sympatisk.
Skulle jeg alene bedømme filmens kvaliteter på hvor opskræmt den gjorde mig, så stod den sikkert til en stjerne mere. Men trods alle de rosende ord jeg kan sige, så kan man ikke komme udenom at den smider mere og mere af sin troværdighed over bord som den skrider fremad, til fordel for en række klicheer, selv om de er brugt godt.
05/09-2006
