Fy og Bi

Gimmicken i denne artigt produceret komedie, ligger naturligvis i at den lille tykke DeVito og den det store muskelbrød Schwarzenegger skal spille tvillingbrødre, for de er så ulige et makkerpar som det kommer.

Handlingen om de to genetisk skabte tvillinger og Reitman’s instruktion er intet særligt i sig selv og det er ikke de voldsomme morsomme ideer der præger den uoriginale historie. Det er hvad man kan kalde poleret, traditionelt og konservativt håndværk. Alligevel har filmen en behagelig charme og hjertelig lethed, når vore to brødre tager ud for at finde deres mor, som ikke aner at de eksisterer, alt imens diverse forbrydere prøver at få ram på dem af forskellige årsager, som gør filmen svær at have noget imod.

Schwarzenegger’s talent for det humoristiske skuespil er måske tvivlsomt og skulle han have båret en sådan film alene, så var den næppe blevet så vellykket som den trods alt er. Men med en drivkraft som DeVito ved sin side og med så god en kemi der er mellem de to, så holder det og ender som en ægte hyggespreder. Man forlader i hvert fald filmen i bedre humør og det er en udmærkede bedrift i sig selv, selv om det ikke bliver til de store grin.

Jeg vil ikke nægte at der nu alligevel nok er lidt nostalgi over mine fire stjerner. Tre kunne måske nok have gjort det, hvis jeg havde set filmen for første gang i vore dage.