Kærlighed ala dogme
4.0
I Ole Christian Madsens dogmefilm, ”En Kærlighedshistorie” bruges dogme-filmsformen ganske godt til at skildre en mand og en kvinde i et ægteskab, der er ved at falde fra hinanden.
Kira (Stina Stengade) er blevet udskrevet fra et psykiatrisk hospital, og hun og sin mand, Mads (Lars Mikkelsen), kæmper for at få ægteskabet til at hænge sammen igen. Selv om jeg ikke nåede at se starten af filmen, så fangede filmens intensitet mig med det samme. For filmen er klaustrofobisk og intens med kameraet helt oppe i ansigterne på de vrede, maniske, grædende, smertefyldte ansigter.
Kira kan ikke holde sammen på sig selv. Eller i hvert fald ikke på sit tidligere selv. Hun går amok, mister situationsfornemmelsen, begynder at drikke. Men vi får også en fornemmelse på deres tidligere liv, når vi ser Mads' opførsel. Han er en hård, koldblodig mand, der vil det perfekte. Og det passer ham bestemt ikke, at hans kone konstant er på randen til at krakelere. Hun har en diagnose fra et psykiatrisk hospital, men hans nærmest sadistiske ønske om kontrol er også på randen til det gale.
De to skuespillere giver alt i deres hovedroller. Nogle gange presses følelserne måske en tand for meget. Der sigtes efter noget meget intenst, og dette føles til tider som en overdramatisering. Men i kraft af skuespillerne og det rå dogmeformat så fungerer filmen. Også fordi karaktererne har nogle interessante dobbeltheder, nogle indre konflikter.
Men den centrale konflikt imellem de to karakterer er og skal være den mest interessante. Sådan som jeg ser filmen, så handler den om kvinden, der ikke kan sættes ind i mandens ideal om rationalitet og perfektion. For Mads' kolde og kyniske sindstilstand er nok i sidste ende lige så syg, som Kiras eksplosioner af følelser og menneskelighed.
Kira (Stina Stengade) er blevet udskrevet fra et psykiatrisk hospital, og hun og sin mand, Mads (Lars Mikkelsen), kæmper for at få ægteskabet til at hænge sammen igen. Selv om jeg ikke nåede at se starten af filmen, så fangede filmens intensitet mig med det samme. For filmen er klaustrofobisk og intens med kameraet helt oppe i ansigterne på de vrede, maniske, grædende, smertefyldte ansigter.
Kira kan ikke holde sammen på sig selv. Eller i hvert fald ikke på sit tidligere selv. Hun går amok, mister situationsfornemmelsen, begynder at drikke. Men vi får også en fornemmelse på deres tidligere liv, når vi ser Mads' opførsel. Han er en hård, koldblodig mand, der vil det perfekte. Og det passer ham bestemt ikke, at hans kone konstant er på randen til at krakelere. Hun har en diagnose fra et psykiatrisk hospital, men hans nærmest sadistiske ønske om kontrol er også på randen til det gale.
De to skuespillere giver alt i deres hovedroller. Nogle gange presses følelserne måske en tand for meget. Der sigtes efter noget meget intenst, og dette føles til tider som en overdramatisering. Men i kraft af skuespillerne og det rå dogmeformat så fungerer filmen. Også fordi karaktererne har nogle interessante dobbeltheder, nogle indre konflikter.
Men den centrale konflikt imellem de to karakterer er og skal være den mest interessante. Sådan som jeg ser filmen, så handler den om kvinden, der ikke kan sættes ind i mandens ideal om rationalitet og perfektion. For Mads' kolde og kyniske sindstilstand er nok i sidste ende lige så syg, som Kiras eksplosioner af følelser og menneskelighed.
06/09-2006
