Ultimativ og uvedkommende Tati
3.0
Playtime er den franske komiker Jacques Tatis største produktion. Han brugte to år i 1961-63 til at skrive manuskriptet, og fra 1964-65 begyndte byggeriet af en glas-og-plastik by ved Paris. Efterfølgende et års optagelser, og til sidst et års eftersynkronisering.
Anstrengelserne viser sig hurtigt i den færdige film. Blot introduktionen, som foregår i en parisisk lufthavn, er fyldt med gennemarbejdede Tatiske 'set pieces'. Mennesker, der forvildet render rundt i deres egen fremmedgjorte verden. Der sker egentlig ikke så meget, men skabelsen af rum og lyd er et af Tatis helt store forcer, og således er man i denne scene hele tiden spændt på, hvad han nu finder på af sjove optrin. Men det varer desværre ikke ved.
Playtime er mere end noget andet en satire over det moderne menneskes fremmedgørelse. Et typisk tema at skildre i en ægte kunstfilm, så det at blande humor og kunst på denne måde er et ambitiøst projekt, som Tati desværre ikke slipper helt heldigt fra. At sætte sig imellem to stole kan være farligt, og således også i Playtime, som aldrig bliver nær så sjov som for eksempel Trafik eller En festlig dag. Det hele bliver simpelthen så uvedkommende, og trods sine gode påfund - som den slapstick-agtige indvielse af restauranten mod slutningen af filmen - så bliver filmen generelt en monoton oplevelse. Man kunne sagtens forestille sig, at denne monotone fremstillingsform var et af Tatis mål med filmen, men som tilskueroplevelse er det et kritisabelt valg.
Filmen indeholder en række sybolske elementer, som kan forklare denne fremmedgørelse og i det hele tage accentuere Tatis pointer. For eksempel er framing og kameraposition ikke kun en hyldest til de gamle stumfilmskomikere som Buster Keaton, men også en fremmedgørelseseffekt. Desuden er der både i brug af farver, spejlbilleder og størrelsesforskelle på karaktererne mange ting, der peger i retning af et flere lag dybt manuskript, som gør filmen mere interessant ved retrospektiv gennemanalysering end egentlig gennemsening.
Tatis elskede Hulot-karakter optræder endnu engang i denne film, men er ikke rigtigt en hovedrolle - han fungerer blot som katalysator for de hændelser, der foregår omkring ham. Derfor har man som tilskuer ikke noget holdepunkt, hvilket medfører en vis ligegyldighed overfor filmens progression. Alt er utroligt poleret og gennemarbejdet, og man er hele tiden imponeret over, hvor meget arbejder, der er blevet lagt i filmen, men nogen reel indlevelse oplever man aldrig.
Anstrengelserne viser sig hurtigt i den færdige film. Blot introduktionen, som foregår i en parisisk lufthavn, er fyldt med gennemarbejdede Tatiske 'set pieces'. Mennesker, der forvildet render rundt i deres egen fremmedgjorte verden. Der sker egentlig ikke så meget, men skabelsen af rum og lyd er et af Tatis helt store forcer, og således er man i denne scene hele tiden spændt på, hvad han nu finder på af sjove optrin. Men det varer desværre ikke ved.
Playtime er mere end noget andet en satire over det moderne menneskes fremmedgørelse. Et typisk tema at skildre i en ægte kunstfilm, så det at blande humor og kunst på denne måde er et ambitiøst projekt, som Tati desværre ikke slipper helt heldigt fra. At sætte sig imellem to stole kan være farligt, og således også i Playtime, som aldrig bliver nær så sjov som for eksempel Trafik eller En festlig dag. Det hele bliver simpelthen så uvedkommende, og trods sine gode påfund - som den slapstick-agtige indvielse af restauranten mod slutningen af filmen - så bliver filmen generelt en monoton oplevelse. Man kunne sagtens forestille sig, at denne monotone fremstillingsform var et af Tatis mål med filmen, men som tilskueroplevelse er det et kritisabelt valg.
Filmen indeholder en række sybolske elementer, som kan forklare denne fremmedgørelse og i det hele tage accentuere Tatis pointer. For eksempel er framing og kameraposition ikke kun en hyldest til de gamle stumfilmskomikere som Buster Keaton, men også en fremmedgørelseseffekt. Desuden er der både i brug af farver, spejlbilleder og størrelsesforskelle på karaktererne mange ting, der peger i retning af et flere lag dybt manuskript, som gør filmen mere interessant ved retrospektiv gennemanalysering end egentlig gennemsening.
Tatis elskede Hulot-karakter optræder endnu engang i denne film, men er ikke rigtigt en hovedrolle - han fungerer blot som katalysator for de hændelser, der foregår omkring ham. Derfor har man som tilskuer ikke noget holdepunkt, hvilket medfører en vis ligegyldighed overfor filmens progression. Alt er utroligt poleret og gennemarbejdet, og man er hele tiden imponeret over, hvor meget arbejder, der er blevet lagt i filmen, men nogen reel indlevelse oplever man aldrig.
08/09-2006
