V for underholdende vrøvl
3.0
”V for Vendetta ” har en vrøvlet historie, der ikke helt kan håndtere de temaer, som den leger med. Men den er skam hæderlig som actionunderholdning og som en visuelt dystopisk scifi film. Jeg har på fornemmelsen, at tegneserie-forlægget.af Alan Moore er lidt mere intelligent skruet sammen end det manuskript, som Wachowski-brødrene har skrevet til filmudgaven.
Vi befinder os i England i en nær fremtid, hvor biologisk krigsførelse og andet skidt har ændret verden. England er styret af en religiøs gruppe ledet af en diktatorisk Big Brother-personificering (John Hurt), der med stærk kontrol over medierne og bevæbnede styrker til at slå ned på demonstrationer styrer England med meget hård hånd. En terrorist/frihedskæmper iført en Guy Fawkes-maske (Hugo Weaving) laver et oprør imod systemet, og den kvindelige journalist Evey Hammond (Natalie Portman) blandes ind i hele skidtet, da hun en dag overfaldes af nogle betjente, der udnytter deres magt i et fascistisk regime til at voldtage uskyldige kvinder.
Filmen forsøger at sige noget om fascisme og magtmisbrugere og om at bekæmpe disse, men det ender med at blive et meget sort/hvidt billede, da skurkene her ikke har så mange andre træk end ondskabsfuldhed. Diktatoren er vred og arrig som en anden Hitler, hans løjtnant er grusom og sadistisk, og diktatorens ven, biskoppen, er en pædofil gammel gris. Filmen har også en lidt mere sympatisk fyr med i spillet. Nemlig detektiven der er sat til at finde og fange denne terrorist. Ingen af karaktererne i filmen har dog nuancer nok til at blive for alvor interessante.
Vi får ikke så meget at vide om hovedpersonen V, men dette lader også til at være meningen, da filmens start og slutning beskriver ham som en ide eller et symbol fremfor et menneske. Spørgsmålet er vel så, hvad han er et symbol på. Han motto er, at 'people should not be afraid of their government, a government should be afraid of its people'. Dette hører ikke helt sammen med demokratisk tankegang, hvor regeringer helt skulle repræsenterer befolkningen, og hvor politik skal foregå i et samspil imellem regering og befolkning.
Regeringen i filmen er bestemt ikke demokratisk, men filmen refererer alligevel til en aktuel politisk dagsorden og med referencer til nutidige politiske begivenheder. Bush nævnes direkte i filmen på et skilt under en demonstration i filmens USA. Desuden er der i filmen fængsler, hvor politiske modstandere tortureres. Og det er også hvide, kristne mænd, der sidder på magten. Jeg kunne fylde en hel bog med mine egne indvendinger mod Bush-regimet og overvågning og kampen mod terror, men jeg mener ikke, at denne film er vellykket nok til at kritikken af alt dette fungerer. Filmen lever ikke helt op til de temaer, som den forsøger at tackle.
Det mest interessante ved filmen i dens forsøg på at servere en kritik af den politiske verden i dag er i dens behandling af de store masser, der sidder og reagerer til denne verden igennem deres fjernsyn. Hvis filmen havde været mindre sort/hvid og karaktererne mere nuancerede, så ville kritikken af Bush-regimet og mediernes rolle i den politiske verden være meget mere effektfuld og rammende. Diktatoren vises som sagt kun som en skrigende skærmtrold, hvilket måske er interessant i forhold til ideen om simulacrum og den kunstige politiske virkelighed, men karakteren er for enkel og for tydeligt diktatorisk, hvilket ikke gør ham overbevisende eller relevant i forhold til den måde magt udøves og måske misbruges i dag.
Men hvis vi ser bort fra filmens forsøg på at være politisk og dens budskaber om fascistisk magtmisbrug, så er den ganske underholdende som en dyster actionfilm. Teknisk og visuelt er den ganske fin, skuespillerne gør det så godt, som de nu kan med deres materiale. Der er mange dumme svin i filmen, og mange skuespillere elsker den type roller. Filmen er ofte ubehageligt voldelig på en æstetisk smuk måde, hvor den ene anonyme mand dør efter den anden i martial arts ballet-danse, og det virkede foruroligende på mig. Men det er på den anden side efterhånden standard-procedure i Hollywood. Og som en Hollywood-film er filmen bestemt ikke ringe.
Vi befinder os i England i en nær fremtid, hvor biologisk krigsførelse og andet skidt har ændret verden. England er styret af en religiøs gruppe ledet af en diktatorisk Big Brother-personificering (John Hurt), der med stærk kontrol over medierne og bevæbnede styrker til at slå ned på demonstrationer styrer England med meget hård hånd. En terrorist/frihedskæmper iført en Guy Fawkes-maske (Hugo Weaving) laver et oprør imod systemet, og den kvindelige journalist Evey Hammond (Natalie Portman) blandes ind i hele skidtet, da hun en dag overfaldes af nogle betjente, der udnytter deres magt i et fascistisk regime til at voldtage uskyldige kvinder.
Filmen forsøger at sige noget om fascisme og magtmisbrugere og om at bekæmpe disse, men det ender med at blive et meget sort/hvidt billede, da skurkene her ikke har så mange andre træk end ondskabsfuldhed. Diktatoren er vred og arrig som en anden Hitler, hans løjtnant er grusom og sadistisk, og diktatorens ven, biskoppen, er en pædofil gammel gris. Filmen har også en lidt mere sympatisk fyr med i spillet. Nemlig detektiven der er sat til at finde og fange denne terrorist. Ingen af karaktererne i filmen har dog nuancer nok til at blive for alvor interessante.
Vi får ikke så meget at vide om hovedpersonen V, men dette lader også til at være meningen, da filmens start og slutning beskriver ham som en ide eller et symbol fremfor et menneske. Spørgsmålet er vel så, hvad han er et symbol på. Han motto er, at 'people should not be afraid of their government, a government should be afraid of its people'. Dette hører ikke helt sammen med demokratisk tankegang, hvor regeringer helt skulle repræsenterer befolkningen, og hvor politik skal foregå i et samspil imellem regering og befolkning.
Regeringen i filmen er bestemt ikke demokratisk, men filmen refererer alligevel til en aktuel politisk dagsorden og med referencer til nutidige politiske begivenheder. Bush nævnes direkte i filmen på et skilt under en demonstration i filmens USA. Desuden er der i filmen fængsler, hvor politiske modstandere tortureres. Og det er også hvide, kristne mænd, der sidder på magten. Jeg kunne fylde en hel bog med mine egne indvendinger mod Bush-regimet og overvågning og kampen mod terror, men jeg mener ikke, at denne film er vellykket nok til at kritikken af alt dette fungerer. Filmen lever ikke helt op til de temaer, som den forsøger at tackle.
Det mest interessante ved filmen i dens forsøg på at servere en kritik af den politiske verden i dag er i dens behandling af de store masser, der sidder og reagerer til denne verden igennem deres fjernsyn. Hvis filmen havde været mindre sort/hvid og karaktererne mere nuancerede, så ville kritikken af Bush-regimet og mediernes rolle i den politiske verden være meget mere effektfuld og rammende. Diktatoren vises som sagt kun som en skrigende skærmtrold, hvilket måske er interessant i forhold til ideen om simulacrum og den kunstige politiske virkelighed, men karakteren er for enkel og for tydeligt diktatorisk, hvilket ikke gør ham overbevisende eller relevant i forhold til den måde magt udøves og måske misbruges i dag.
Men hvis vi ser bort fra filmens forsøg på at være politisk og dens budskaber om fascistisk magtmisbrug, så er den ganske underholdende som en dyster actionfilm. Teknisk og visuelt er den ganske fin, skuespillerne gør det så godt, som de nu kan med deres materiale. Der er mange dumme svin i filmen, og mange skuespillere elsker den type roller. Filmen er ofte ubehageligt voldelig på en æstetisk smuk måde, hvor den ene anonyme mand dør efter den anden i martial arts ballet-danse, og det virkede foruroligende på mig. Men det er på den anden side efterhånden standard-procedure i Hollywood. Og som en Hollywood-film er filmen bestemt ikke ringe.
10/09-2006
