Vildskab i ørkenvarmen
4.0
Det er rå kost, splattede sager og sandfærdige horror-midler Alexandre Aja gør brug af i sit Wes Craven-remake af "The Hills Have Eyes". Og det gør han godt.
Filmen tilslutter sig den moderne, typiske horrorskare, med en fællesnævner der skriger "Sarte sjæle undlades!". Som jeg læste i en artikel i bladet "Total film", ser langt de fleste folk nu til daglig gysere for at få det hele med. Selvfølgelig stadig for at opleve beklemtheden og følelsen af at blive skræmt, men puden der burde beskytte øjnene fra de grimme syn - ja, den er lagt på hylden. Det ved folk som Eli Roth, Greg McLean, Neil Marshall og ikke mindst Alexandre Aja. Sidstnævntes film, "The Hills Have Eyes", er dog langt fra ordinær som sin primære målgruppe. Dertil er den for skræmmende og hamrende dygtig udført.
En familie tager på tur tværs over et amerikansk øde ørkenområde. Øde er måske så meget sagt, for familien får hurtigt uventet besøg af en flok deforme menneskeskikkelser, der har smag for familien. Det muterede ørkenfolk er mennesker fra fortiden, der under USA's tests af atomsprængninger blev udsat for stråling resulterende i uhyggelig misdannede ansigter, fingre og fødder. En grammofonplade spiller lystige toner i baggrunden, mens optagelser af enorme atombombninger og sideløbende billeder af disse skræmmende omstrukturerede gener udgør filmens start. Føj, hvor udtrykket Aja lægger for dagen dog er stilet og samtidig grusomt.
Herefter går det ellers derudaf i en ægte blodrus.
Filmens ekstreme blodsudgydelser er besynderlig nok en sand fornøjelse, mens de skumle undertoner og opbygninger er ren psykisk terror. Ærgerligt er det bare, at filmens ekspressive udtryk tilbageholdes en smule, idet instruktøren ikke kan dy sig for at servere hvert et afhugget legeme, eller fysisk rædsel i en blodig make-up kreation. De muterede mennesker i "The Hills Have Eyes" kom så hurtigt til syne, at jeg måtte give et lille suk fra mig. Det kniber kort sagt med at pakke gysene ind i en raffineret indpakning. Alt er lige på, hårdt og råt, og selvom det er effektivt nok til at kunne få seeren til at spjætte i sædet, og bade i håndsved, efterlades ikke meget til erindringen.
Billeder og lyd er i denne film specifikt mestret af Alexandre Aja. Selvom han ikke kan holde nallerne fra at blære sig med sit ulækre stads, er alt teknisk udført hæderligt. De dunkle toner og skrattende lyde er ulig noget andet og billederne er både klare, smukke og nærværende nok til at kunne holde sig oven vande og ikke drukne i floden af rødt blod og kød. Nuancerne i filmen ligger derfor i den gennemført smukke stil, der står som klar kontrast til blodbadets vildskab. Ikke et sekund af "The Hills Have Eyes" er kedeligt fordi for eksempel farverne er så vekslende, kvaliteterne fungerer psykisk såvel som fysisk, og de facetter flot kompenserer for hinanden. Og så er filmen, sammen med engelske Neil Marshalls "The Descent", naturligvis herlig energisk og vanvittig spændende som de færreste gyserfilm i nyere tid.
Filmen tilslutter sig den moderne, typiske horrorskare, med en fællesnævner der skriger "Sarte sjæle undlades!". Som jeg læste i en artikel i bladet "Total film", ser langt de fleste folk nu til daglig gysere for at få det hele med. Selvfølgelig stadig for at opleve beklemtheden og følelsen af at blive skræmt, men puden der burde beskytte øjnene fra de grimme syn - ja, den er lagt på hylden. Det ved folk som Eli Roth, Greg McLean, Neil Marshall og ikke mindst Alexandre Aja. Sidstnævntes film, "The Hills Have Eyes", er dog langt fra ordinær som sin primære målgruppe. Dertil er den for skræmmende og hamrende dygtig udført.
En familie tager på tur tværs over et amerikansk øde ørkenområde. Øde er måske så meget sagt, for familien får hurtigt uventet besøg af en flok deforme menneskeskikkelser, der har smag for familien. Det muterede ørkenfolk er mennesker fra fortiden, der under USA's tests af atomsprængninger blev udsat for stråling resulterende i uhyggelig misdannede ansigter, fingre og fødder. En grammofonplade spiller lystige toner i baggrunden, mens optagelser af enorme atombombninger og sideløbende billeder af disse skræmmende omstrukturerede gener udgør filmens start. Føj, hvor udtrykket Aja lægger for dagen dog er stilet og samtidig grusomt.
Herefter går det ellers derudaf i en ægte blodrus.
Filmens ekstreme blodsudgydelser er besynderlig nok en sand fornøjelse, mens de skumle undertoner og opbygninger er ren psykisk terror. Ærgerligt er det bare, at filmens ekspressive udtryk tilbageholdes en smule, idet instruktøren ikke kan dy sig for at servere hvert et afhugget legeme, eller fysisk rædsel i en blodig make-up kreation. De muterede mennesker i "The Hills Have Eyes" kom så hurtigt til syne, at jeg måtte give et lille suk fra mig. Det kniber kort sagt med at pakke gysene ind i en raffineret indpakning. Alt er lige på, hårdt og råt, og selvom det er effektivt nok til at kunne få seeren til at spjætte i sædet, og bade i håndsved, efterlades ikke meget til erindringen.
Billeder og lyd er i denne film specifikt mestret af Alexandre Aja. Selvom han ikke kan holde nallerne fra at blære sig med sit ulækre stads, er alt teknisk udført hæderligt. De dunkle toner og skrattende lyde er ulig noget andet og billederne er både klare, smukke og nærværende nok til at kunne holde sig oven vande og ikke drukne i floden af rødt blod og kød. Nuancerne i filmen ligger derfor i den gennemført smukke stil, der står som klar kontrast til blodbadets vildskab. Ikke et sekund af "The Hills Have Eyes" er kedeligt fordi for eksempel farverne er så vekslende, kvaliteterne fungerer psykisk såvel som fysisk, og de facetter flot kompenserer for hinanden. Og så er filmen, sammen med engelske Neil Marshalls "The Descent", naturligvis herlig energisk og vanvittig spændende som de færreste gyserfilm i nyere tid.
10/09-2006
