Skuespillerpræstation i særklasse!

Filmen Capote var på alles læber ved dette års Oscar-fest.

Filmens handling er nok kendt af de fleste, og den understøttes fremragende af de lidt kolde og grå billeder...det giver filmen en tilpas dyster og, på underfundig vis, underspillet undertone.

Hele filmens omdrejningspunkt er hovedrolleindehaveren Phillip Seymore Hoffmann. Hans fortolkning af Capote er intet mindre end genial - Oscar'en var fuldt ud fortjent...sikken en rolle at bryde væk fra den evige birolle-indehaver med!

Det filmen gør rigtig-rigtig godt (med stor hjælp fra Mr. Hoffmann) er, at skildre Capotes dybt manipulative og beregnende side, der af og til afløses af tordnende skyldfølelse, empati og måske endda forelskelse, på en måde der næsten får en til at krumme tæer.
Den excentriske og selviske Capote ender med at vise at han trods alt kun er et menneske, facaden karkelere...og han bliver offer i sit eget spil.

Men...jeg sad alligevel med en uforløst følelse da rulleteksterne rullede over skærmen - der manglede et eller andet, som jeg umiddelbart har meget svært ved at sætte fingeren på hvad er. Det er denne X-faktor der gør at den sidste stjerne mangler...