a lot like everything else
2.0
A Lot Like Love er endnu en triviel og stupid amerikansk romantisk komedie fra den endeløst insisterende samlebåndsfabrik, hvor det faktum, at filmmediet faktisk kan anvendes i kunstnerisk medfør, negligeres med fuldt overlæg, og der appelleres skamløst til den laveste fællesnævner. Instruktøren Nigel Cole (der sidst begik den sporadisk morsomme, men absolut harmløse Calendar Girls) hæver A Lot Like Love over genrens værste makværker, ved at forsøge sig med en mere seriøs indfaldsvinkel, der ikke forfalder til kapitulerende under-bæltestedet komik, men desværre iscenesætter Cole til gengæld uden skyggen af humoristisk flair, hvis manglende tilstedeværelse ikke godtgøres af de enkelte søde momenter, der trods alt er at finde.
Omdrejningspunktet (omhandlende to mennesker, der konstant, bevidst eller ubevidst, støder ind i hinanden) er ikke decideret imbecilt, men dramaturgisk set er der store mangler, hvilket udmunder i manglende engagement og interesse fra publikums side. Ashton Kutcher (der i medierelation velsagtens er bedre kendt som Mr. Demi Moore) er i besiddelse af en primitiv og basalt set uoriginal humor, der dog alligevel manifesterer en udmærket og udholdelig portion drenget charme, der abstraherer fra Kutchers manglende evner som skuespiller. I A Lot Like Love parres han op med den talentløse og møgirriterende Amanda Peet (der kun har udvist kompetence i Stephen Gaghans uafrystelige og sublime debutfilm, Syriana), og sammen udgør de to et håbløst ucharmerende par med en ikke-eksisterende kemi, der så sandelig ikke hjælper på publikums tolerance overfor filmens store fejl. De enkelte mere intelligente facetter, som A Lot Like Love byder på (en skildring af kærligheden som indledningsvis en selvisk handling og den fine detalje med den døve bror) undermineres af den pauvre iscenesættelse og de konstant bombarderende og hjerneløse ungdomssange, som lydsiden er spækket med, og et af de få lys i mørket er kun den altid fremragende og underanvendte Jeremy Sisto (der har brilleret i film som den oversete Suicide Kings og det fremragende ungdomsdrama Thirteen) i en minimal rolle, tangerende til en cameo.
A Lot Like Love er overordnet en banal og umorsom sag, der bedst kan kategoriseres som grænseløst tidsspilde. Hvis man leder efter en amerikansk ungdomskomedie, der faktisk er sjov (!) uden at nedværdige publikums intelligens, vil jeg til enhver tid anbefale Michael Lehmanns velfungerende og humørsmittende 40 Days and 40 Nights.
Omdrejningspunktet (omhandlende to mennesker, der konstant, bevidst eller ubevidst, støder ind i hinanden) er ikke decideret imbecilt, men dramaturgisk set er der store mangler, hvilket udmunder i manglende engagement og interesse fra publikums side. Ashton Kutcher (der i medierelation velsagtens er bedre kendt som Mr. Demi Moore) er i besiddelse af en primitiv og basalt set uoriginal humor, der dog alligevel manifesterer en udmærket og udholdelig portion drenget charme, der abstraherer fra Kutchers manglende evner som skuespiller. I A Lot Like Love parres han op med den talentløse og møgirriterende Amanda Peet (der kun har udvist kompetence i Stephen Gaghans uafrystelige og sublime debutfilm, Syriana), og sammen udgør de to et håbløst ucharmerende par med en ikke-eksisterende kemi, der så sandelig ikke hjælper på publikums tolerance overfor filmens store fejl. De enkelte mere intelligente facetter, som A Lot Like Love byder på (en skildring af kærligheden som indledningsvis en selvisk handling og den fine detalje med den døve bror) undermineres af den pauvre iscenesættelse og de konstant bombarderende og hjerneløse ungdomssange, som lydsiden er spækket med, og et af de få lys i mørket er kun den altid fremragende og underanvendte Jeremy Sisto (der har brilleret i film som den oversete Suicide Kings og det fremragende ungdomsdrama Thirteen) i en minimal rolle, tangerende til en cameo.
A Lot Like Love er overordnet en banal og umorsom sag, der bedst kan kategoriseres som grænseløst tidsspilde. Hvis man leder efter en amerikansk ungdomskomedie, der faktisk er sjov (!) uden at nedværdige publikums intelligens, vil jeg til enhver tid anbefale Michael Lehmanns velfungerende og humørsmittende 40 Days and 40 Nights.
12/09-2006
