overlegen fortsættelse
3.0
Efter at have instrueret en mængde af sin egne musikvideoer, debuterede Rob Zombie på spillefilmsscenen med den terrible og ulidelige House of 1000 Corpses (muligvis en af de dårligste film, jeg nogensinde er blevet udsat for), der var fyldt til bristepunktet med sadistiske fantasier, depraverende og glorificerende vold og en kompetenceforladt iscenesættelse. Derfor kunne man intet andet end at frygte Zombies tilbagevenden i instruktørstolen, men faktum er, at Zombie med denne uafhængige fortsættelse til House… (som trækker tre af den første films bestialske karakterer væk fra det indespærrede hjem og ud i den store verden) har begået et langt mere stilbevidst, seværdigt og ikke mindst underholdende værk, der faktisk tangerer til kategoriseringen god, og sat i kontekst med Zombies tidligere film, kommer The Devil’s Rejects til at fremstå som et banebrydende mesterværk.
Zombie har denne gang visualiseret materialet med et langt mere gennemført resultat, hvor den kontrasterende og konstant svingende sympatiopfattelse faktisk er ganske intelligent og overrumplende. De implicerede skuespillere er i anden omgang langt mere velspillende og fornøjer sig tydeligvis over absurditeterne. Handlingen er naturligvis uoriginal og ultimativt også ganske usammenhængende, men hvis man betragter The Devil’s Rejects (tåbelig titel) som et opdelt fortællerstykke med fragmentariske segmenter (lidt ligesom den kultbetonede, men for mit vedkommende lettere overvurderede ungdomskomedie Napoleon Dynamite), så er der både storslåede spændingsmomenter, afstumpet (men ikke nær så frastødende som i House…) vold og ikke mindst en suveræn forhørsscene at finde i The Devil’s Rejects, hvor den sorthumoristiske dialog momentvis er intet minde end brillant. Zombies mere realistiske og jordnære tilgang til handlingerne udmunder til en stærkere interesse fra publikums side, hvor det psykologiske aspekt til tider er ganske skræmmende.
Visuelt set er The Devil’s Rejects spændende at overvære, hvor den akkompagnerende og kontrapunktiske musik er ganske virkningsfuld. Uden hverken at være synderlig opsigtsvækkende eller bare hæve sig over middelmådigheden, så håndterer Zombie filmmediets virkemidler med en fokuseret, om end noget alarmerende hånd. Det er selvsmagende misantropi og skal nok virke anstødelig på visse folk, men personligt var jeg udmærket underholdt, på trods af at dette langtfra er min foretrukne genre.
Zombie har denne gang visualiseret materialet med et langt mere gennemført resultat, hvor den kontrasterende og konstant svingende sympatiopfattelse faktisk er ganske intelligent og overrumplende. De implicerede skuespillere er i anden omgang langt mere velspillende og fornøjer sig tydeligvis over absurditeterne. Handlingen er naturligvis uoriginal og ultimativt også ganske usammenhængende, men hvis man betragter The Devil’s Rejects (tåbelig titel) som et opdelt fortællerstykke med fragmentariske segmenter (lidt ligesom den kultbetonede, men for mit vedkommende lettere overvurderede ungdomskomedie Napoleon Dynamite), så er der både storslåede spændingsmomenter, afstumpet (men ikke nær så frastødende som i House…) vold og ikke mindst en suveræn forhørsscene at finde i The Devil’s Rejects, hvor den sorthumoristiske dialog momentvis er intet minde end brillant. Zombies mere realistiske og jordnære tilgang til handlingerne udmunder til en stærkere interesse fra publikums side, hvor det psykologiske aspekt til tider er ganske skræmmende.
Visuelt set er The Devil’s Rejects spændende at overvære, hvor den akkompagnerende og kontrapunktiske musik er ganske virkningsfuld. Uden hverken at være synderlig opsigtsvækkende eller bare hæve sig over middelmådigheden, så håndterer Zombie filmmediets virkemidler med en fokuseret, om end noget alarmerende hånd. Det er selvsmagende misantropi og skal nok virke anstødelig på visse folk, men personligt var jeg udmærket underholdt, på trods af at dette langtfra er min foretrukne genre.
12/09-2006
