Good, but not great.

Spielberg kan sit kram. Det er der ingen tvivl om, og på sit CV har da også nogle af de bedste film der nogensinde er spyttet ud af Hollywood. Men for mig virker det som om at han i den seneste tid har mistet grebet om sit publikum, og i højere grad laver film for sig selv. Med film som Dødens Gab følte jeg at han altid viste præcist hvor han havde mig. Jeg blev båret gennem filmen, som om det var mig der havde hovedrollen. Men med Minority Report, eksempelvist, fik han lidt for travlt med at dyrke en masse filosofiske idéer. Nuvel, det kan gøres rigtigt, men i processen virkede det som om at Hr Spielberg glemte lille mig.

Sådan har jeg det også med War of the World. Principielt kunne Spielberg have lavet en rendyrket invasions-film, men han har haft lidt for travlt med at blande sine egne ideologier ind i handlingen: Det skal også handle lidt generelt om krig. Det skal handle lidt om antisemitisme. Det skal handle lidt om holocaust, og så skal det også handle meget om faderskabet. Det støjer for meget, og det virker som om at filmen hellere vil undervise end underholde.

Men det er langt fra skidt det hele. War of the worlds er hamrende mørk, dystopisk, dyster og klaustrofobisk. Den sælger sin krigszone bemærkelsesværdigt godt, og der er virkelig momenter hvor jeg føler at Spielberg ikke helt har glemt mig. Når en tripod rejser sig op fra undergrunden, og forvandler en menneskemængde til skrigende aske, så ved man at det i sandhed er en mester der står bag kameraet.