..All those moments..
6.0
- spoilers -
Jeg har for nyligt genlæst “Do Androids Dream of Electric Sheep?”, og fik derfor lyst til at gense “Blade Runner - Director’s Cut”.
I bogen - og vel generelt i hele forfatterskabet - benytter Philip K. Dick en karakteristisk kritisk og sarkastisk distance, hvilket eksempelvis blev fanget godt I “Total Recall”.
Men Ridley Scott har valgt at nedtone dette aspekt i “Blade Runner”, og i stedet satset på en langt mere poetisk vinkel, hvilket efter min mening klæder filmen usandsynligt godt!
Der er noget særligt melankolsk og smukt over denne film, som ikke er til stede i de andre filmatiseringer af Dick’s værker, som jeg har set.
For “Blade Runner” er usædvanligt ambitiøs og omfattende - både filmisk og tematisk.
Et af de helt centrale spørgsmål der stilles, er naturligvis hvad det vil sige, at være et menneske - og hvordan liv defineres?
På et tidspunkt nævner Pris (Daryl Hannah) Descartes’ mantra: “cogito ergo sum”, i forbindelse med påvisningen af hendes egen eksistens. Men replikanterne bliver tydeligvis ikke betragtet som levende - de bliver ikke dræbt, men “pensioneret”. Hvad er så definitionen på liv? Eftersom replikanterne overgår mennesker både mht. styrke og rationalitet - synes empati at være den eneste mulighed for en sondring. Men som nævnt i filmen, kan replikanterne udvikle følelser, hvilket særligt udtrykkes via Rachael (smukt personificeret af Sean Young) der ikke selv er klar over, at hendes erindringer, ikke er hendes egne.
Den eneste “legitimering” af, at replikanterne opfattes som redskaber frem for individer, synes at være den alternative måde de er skabt på. Herved intensiveres en etisk problemstilling der kun kan blive mere aktuel og relevant i forbindelse med virkelighedens teknologiske fremskridt.
De filosofiske spørgsmål kommer til udtryk overalt i filmen. Eksempelvis er protagonistens navn, Deckard - slet skjult navnesymbolik :) Ligesom Descartes, forsøger Rick Deckard at finde et fast holdepunkt i tilværelsen. Denne søgen foregår dog ikke foran pejsen, men via en lettere ufrivillig efterforskningsopgave. Men efterhånden udvikler opgaven sig (som Kasper nævner) til en decideret erkendelses-rejse i et imponerende noir-univers.
Deckard må tage sit arbejde, sine overbevisninger - ja hele sit liv op til genovervejelse - i forbindelse med denne opgave, hvor særligt Rachael og Roy kommer til at spille en essentiel rolle.
Harrison Ford spiller godt, og på trods af adskillige actionsekvenser, bliver Han Solo/Indiana Jones-stilen gemt godt under frakken - og denne afdæmpede tilgang matcher filmens dystre stemning perfekt.
Men endnu mere imponerende er Rutger Hauer i rollen som Roy Batty - utvivlsomt hans karrieres klimaks. Uforglemmelige replikker som: “If only you could see…What I’ve seen with your eyes“ fyres af med usvigelig sikkerhed.
Jeg er altid fuldstændig hypnotiseret i slutningen, da Roy redder Deckard fra det dræbende fald, og i sine sidste sekunder, forekommer mere menneskelig end nogen anden i hele filmen - en fantastisk scene! Roy Batty-karakterens signifikans kommer for alvor til udtryk her, da han udover at katalysere Deckard’s udvikling, også omkranses af et næsten “frelser”-agtigt skær (hans selvpåførte stigma og den hvide due der slippes løs).
Et andet interessant spørgsmål er naturligvis om Dekard selv er en replikant - noget der mere end antydes i slutningen, da han finder enhjørnings-origamien der refererer til hans drøm tidligere i filmen. Kender Gaff til Deckard’s drømme, fordi de er implanterede?
Dette tilfører filmen en ekstra dimension, da grænsen hermed sløres yderligere mellem replikant og menneske.
Det er ikke klassisk god vs. ond - men tværtimod karakternuancer af højeste kaliber. Deckard’s opgave problematiseres, både i kraft af hans egen identitet, men også hans forhold til Rachael. Og Roy Batty’s umiddelbare status som “simpel” dræbermaskine, må tages op til genovervejelse, efter de intense minutter man overværer inden hans død.
Selvom jeg er stor fan af “Alien” og andre af Ridley Scott’s film, er dette utvivlsomt min favorit. Sjældent oplever man en film, hvor plot, tema, musik og billede flyder så elegant sammen som i “Blade Runner”.
En af de bedste science fiction-film nogensinde og efter min mening simpelthen en af de bedste film nogensinde.
Jeg har for nyligt genlæst “Do Androids Dream of Electric Sheep?”, og fik derfor lyst til at gense “Blade Runner - Director’s Cut”.
I bogen - og vel generelt i hele forfatterskabet - benytter Philip K. Dick en karakteristisk kritisk og sarkastisk distance, hvilket eksempelvis blev fanget godt I “Total Recall”.
Men Ridley Scott har valgt at nedtone dette aspekt i “Blade Runner”, og i stedet satset på en langt mere poetisk vinkel, hvilket efter min mening klæder filmen usandsynligt godt!
Der er noget særligt melankolsk og smukt over denne film, som ikke er til stede i de andre filmatiseringer af Dick’s værker, som jeg har set.
For “Blade Runner” er usædvanligt ambitiøs og omfattende - både filmisk og tematisk.
Et af de helt centrale spørgsmål der stilles, er naturligvis hvad det vil sige, at være et menneske - og hvordan liv defineres?
På et tidspunkt nævner Pris (Daryl Hannah) Descartes’ mantra: “cogito ergo sum”, i forbindelse med påvisningen af hendes egen eksistens. Men replikanterne bliver tydeligvis ikke betragtet som levende - de bliver ikke dræbt, men “pensioneret”. Hvad er så definitionen på liv? Eftersom replikanterne overgår mennesker både mht. styrke og rationalitet - synes empati at være den eneste mulighed for en sondring. Men som nævnt i filmen, kan replikanterne udvikle følelser, hvilket særligt udtrykkes via Rachael (smukt personificeret af Sean Young) der ikke selv er klar over, at hendes erindringer, ikke er hendes egne.
Den eneste “legitimering” af, at replikanterne opfattes som redskaber frem for individer, synes at være den alternative måde de er skabt på. Herved intensiveres en etisk problemstilling der kun kan blive mere aktuel og relevant i forbindelse med virkelighedens teknologiske fremskridt.
De filosofiske spørgsmål kommer til udtryk overalt i filmen. Eksempelvis er protagonistens navn, Deckard - slet skjult navnesymbolik :) Ligesom Descartes, forsøger Rick Deckard at finde et fast holdepunkt i tilværelsen. Denne søgen foregår dog ikke foran pejsen, men via en lettere ufrivillig efterforskningsopgave. Men efterhånden udvikler opgaven sig (som Kasper nævner) til en decideret erkendelses-rejse i et imponerende noir-univers.
Deckard må tage sit arbejde, sine overbevisninger - ja hele sit liv op til genovervejelse - i forbindelse med denne opgave, hvor særligt Rachael og Roy kommer til at spille en essentiel rolle.
Harrison Ford spiller godt, og på trods af adskillige actionsekvenser, bliver Han Solo/Indiana Jones-stilen gemt godt under frakken - og denne afdæmpede tilgang matcher filmens dystre stemning perfekt.
Men endnu mere imponerende er Rutger Hauer i rollen som Roy Batty - utvivlsomt hans karrieres klimaks. Uforglemmelige replikker som: “If only you could see…What I’ve seen with your eyes“ fyres af med usvigelig sikkerhed.
Jeg er altid fuldstændig hypnotiseret i slutningen, da Roy redder Deckard fra det dræbende fald, og i sine sidste sekunder, forekommer mere menneskelig end nogen anden i hele filmen - en fantastisk scene! Roy Batty-karakterens signifikans kommer for alvor til udtryk her, da han udover at katalysere Deckard’s udvikling, også omkranses af et næsten “frelser”-agtigt skær (hans selvpåførte stigma og den hvide due der slippes løs).
Et andet interessant spørgsmål er naturligvis om Dekard selv er en replikant - noget der mere end antydes i slutningen, da han finder enhjørnings-origamien der refererer til hans drøm tidligere i filmen. Kender Gaff til Deckard’s drømme, fordi de er implanterede?
Dette tilfører filmen en ekstra dimension, da grænsen hermed sløres yderligere mellem replikant og menneske.
Det er ikke klassisk god vs. ond - men tværtimod karakternuancer af højeste kaliber. Deckard’s opgave problematiseres, både i kraft af hans egen identitet, men også hans forhold til Rachael. Og Roy Batty’s umiddelbare status som “simpel” dræbermaskine, må tages op til genovervejelse, efter de intense minutter man overværer inden hans død.
Selvom jeg er stor fan af “Alien” og andre af Ridley Scott’s film, er dette utvivlsomt min favorit. Sjældent oplever man en film, hvor plot, tema, musik og billede flyder så elegant sammen som i “Blade Runner”.
En af de bedste science fiction-film nogensinde og efter min mening simpelthen en af de bedste film nogensinde.
12/09-2006
