Tidløs klassiker
5.0
Spoilers:
"Brazil" er som en drøm, en drøm med en forvrænget og syret udtryk. En drøm med underlige klare lys, sær musik og kringlede vinkler.
Men den er ingen drøm. Derimod Terry Gilliam's indblik i en skræmmende autoritær og selvudslettende fremtid, hvor borgerne frygter sin regerings overmagt og ikke omvendt. Hovedpersonen er dog en drømmer der inderligt ville ønske det var. Sam dyrker alt der er tilbage af længsler, følelser og frihed for rutinen og den håndhævede jantelov. I samfundet figurerer Sam som standartmenneske og en del af den største målgruppe.
Hverken i arbejdstimerne hvor han og kollegaerne i smug nyder en god, gammel western-klassiker eller i sin anspændte omgang med familien kan han give afkald på sine længsler. Kun i drømmeland - Brazil.
Her er Sam en helt der med jernvinger og rustning nedkæmper uhyre, for at redde den kvinde der går igen i hans drøm... Lige ind til vækkeuret ringer.
Og netop i sin veksling mellem drømmeverden og virkelighed behandler Gilliam sci-fi genren som et herligt paradoks. Mørk dystopi, sort humor og en uklassisk romance lyder hovedindgredienserne på, der derfor er svære at klemme ned i en kategorisering alene. Det ene øjeblik glider en mand i en bananskrald og det andet ses mennesker klynget op på ræd og række, hver med en sort sæk over hoved, et reb om halsen og hver hængt, aflivede, dinglende over jorden.
Hvorledes teknologiens udvikling er forløbet, siger i sig selv alt om Gilliam's fremtidsvision. Pc’erne er blevet skrivemaskiner på ny, gader og stræder er mørke og dybt trivielle labyrintdistrikter, og prikken over I'et: Ingen flyvende biler, nej bilerne er (så vidt jeg husker) skrotbunker på tre faldefærdige hjul, der tøffer af sted i dvælende tempo. Er det overhoved fremtiden? I hvert fald er det det ultimative teknologiske og menneskelige forfald. Det sætter tanker i gang hos mig, om hvorvidt systemet, på vej op af udviklingsstigen, er gået et skridt frem og to skridt tilbage? Det spørgsmål stiller "Brazil" i sin både tungsindige og satiriske symbolik.
Slutningen er som mange mener lidt af en genistreg. Alt lykkes for Sam med himmelsk legende lethed. Men det er blot en drøm. Han har altid levet i sådan én og vil dø i sådan én. Dermed ikke sagt at "Brazil" er virkelighed. Den er Gilliam's fiktive, alternativ udgave af "Alice I eventyrland", men stadig et fremtidssyn man kan tage til sig eller lade være. Med nogle af de mest spektakulære, morsomme og knugende scener jeg har oplevet på film er "Brazil" dog under alle omstændigheder en af mine absolutte yndlingsfilm og et værk af tyngde og betydning.
"Brazil" er som en drøm, en drøm med en forvrænget og syret udtryk. En drøm med underlige klare lys, sær musik og kringlede vinkler.
Men den er ingen drøm. Derimod Terry Gilliam's indblik i en skræmmende autoritær og selvudslettende fremtid, hvor borgerne frygter sin regerings overmagt og ikke omvendt. Hovedpersonen er dog en drømmer der inderligt ville ønske det var. Sam dyrker alt der er tilbage af længsler, følelser og frihed for rutinen og den håndhævede jantelov. I samfundet figurerer Sam som standartmenneske og en del af den største målgruppe.
Hverken i arbejdstimerne hvor han og kollegaerne i smug nyder en god, gammel western-klassiker eller i sin anspændte omgang med familien kan han give afkald på sine længsler. Kun i drømmeland - Brazil.
Her er Sam en helt der med jernvinger og rustning nedkæmper uhyre, for at redde den kvinde der går igen i hans drøm... Lige ind til vækkeuret ringer.
Og netop i sin veksling mellem drømmeverden og virkelighed behandler Gilliam sci-fi genren som et herligt paradoks. Mørk dystopi, sort humor og en uklassisk romance lyder hovedindgredienserne på, der derfor er svære at klemme ned i en kategorisering alene. Det ene øjeblik glider en mand i en bananskrald og det andet ses mennesker klynget op på ræd og række, hver med en sort sæk over hoved, et reb om halsen og hver hængt, aflivede, dinglende over jorden.
Hvorledes teknologiens udvikling er forløbet, siger i sig selv alt om Gilliam's fremtidsvision. Pc’erne er blevet skrivemaskiner på ny, gader og stræder er mørke og dybt trivielle labyrintdistrikter, og prikken over I'et: Ingen flyvende biler, nej bilerne er (så vidt jeg husker) skrotbunker på tre faldefærdige hjul, der tøffer af sted i dvælende tempo. Er det overhoved fremtiden? I hvert fald er det det ultimative teknologiske og menneskelige forfald. Det sætter tanker i gang hos mig, om hvorvidt systemet, på vej op af udviklingsstigen, er gået et skridt frem og to skridt tilbage? Det spørgsmål stiller "Brazil" i sin både tungsindige og satiriske symbolik.
Slutningen er som mange mener lidt af en genistreg. Alt lykkes for Sam med himmelsk legende lethed. Men det er blot en drøm. Han har altid levet i sådan én og vil dø i sådan én. Dermed ikke sagt at "Brazil" er virkelighed. Den er Gilliam's fiktive, alternativ udgave af "Alice I eventyrland", men stadig et fremtidssyn man kan tage til sig eller lade være. Med nogle af de mest spektakulære, morsomme og knugende scener jeg har oplevet på film er "Brazil" dog under alle omstændigheder en af mine absolutte yndlingsfilm og et værk af tyngde og betydning.
14/09-2006
