Vellykket konceptfilm

5.0
Lucky Slevin er en rigtig konceptfilm. En af den slags kryptiske film hvor historien er et stort puslespil, og tilskueren skal føres bag lyset, for at filmen med afventende timing kan overdrage nøglen og give svaret på fortællingens gåde.

Den slags er set før, og genren blev stærkest kategoriseret med den enestående The Usual Suspects. Det er en af den slags film man aldrig skal fortælle folk om, hvis de ikke har set den, for det ville blot frarøve dem hele filmoplevelsen.

Sådan er Lucky Number Slevin også (og derfor skal jeg bestræbe mig på at undgå spoilers).

Sagen er bare at selvom "surprise-genren" er defineret og godt brugt, og man efterhånden ser lidt mindre vellykkede udgaver af genren (eks. The Inside Man), så er Slevin faktisk overraskende velfungerende. Historien er fængende, selvom den med lidt slapstick-ballade en gang imellem bliver lidt ujævn. Der gives en masse hints og snyde-hints undervejs, og selvom en garvet biografgænger formentlig vil kunne regne plottet ud, så vil der med sikkerhed være et par ekstra kort i ærmet.

Lucky Selvin er ikke en krimi i storformat. Den er i sin egen særhed ganske beskeden, og det klæder den på alle måder. Willis, Freeman og Kingsley udfører deres arbejde på autopilot, men filmens stærkeste kort er (utroligt nok) Josh Harnett. Uanset om man hader eller elsker manden, så løfter han filmens kvalitetshiveau.

Josh får den femte stjerne i en film som klart ville fortjene fire.
Lucky Number Slevin