Lunken istid
4.0
Hollywood-underholdning i ordets både bedste og værste betydning.
At en ny istid nærmer sig lyder foruroligende i sig selv. Filmen "The Day After Tomorrow" leger med tanken, og viser os mennesker så små som det er muligt, opvejet i forhold til masserne af vand og dyngerne af sne vi er oppe i mod. Det er dog bare om hurtigst muligt om at slå hjernen på Stand-by og kortslutte fornuften, for ikke at bemærke de skabelonskårede Hollywood-intriger, der gennembløder stort set hver en scene i filmen.
Special-effects har altid været en storfilms es. Og "The Day After Tomorrow" er ingen undtagelse. At se blandt andet New York City fuldkommen tildækket i is og sne er en fornøjelse, og når tordenvejret bryder løs, vandmasserne strømmer til og temperaturen falder tegner det hele da også til noget uanmindelig stort. Desværre bliver filmen og ideen aldrig gjort decideret skræmmende, og for at udligne manuskriptets mangler, malplacere Emmerich til tider fuldkommen hovedløse situationer (mest af alt scenen hvor Jake Gyllenhaal jagtes af ulve(?) i et faldefærdigt taberatorie), der både mangler realismens nærver og fornemmelsen for, at historiefortælle i eget tempo, frem for at behage det såkaldte "Popcornspublikum".
Men underholdende er det. Kriterierne for at fremtidssynet ikke går op i hat og briller overholdes pænt, og selvom filmen alt i alt ikke er permanent velfungerende, er de enkelte åndenødigt spændende indfald seværdige til at få helheden bragt et godt stykke deropad i skalaen. Nogen skelsættende, historisk eller mindeværdig film er "The Day after Tomorrow" langt fra, dertil er temaet før set behandlet langt flottere i især "Deep Impact". Men filmen skal med garanti finde sit publikum, og man tilhænger af den skare er den sikkert lige sagen.
Frem for at klandre "The Day After Tomorrow" som middelmådig, vil jeg istedet påpege, at min biftur var en fornøjelse og en "In-the-moment" fejende flot oplevelse. Og så er projektet ligesom bestået hvad angår forventninger og opfyldte krav.
At en ny istid nærmer sig lyder foruroligende i sig selv. Filmen "The Day After Tomorrow" leger med tanken, og viser os mennesker så små som det er muligt, opvejet i forhold til masserne af vand og dyngerne af sne vi er oppe i mod. Det er dog bare om hurtigst muligt om at slå hjernen på Stand-by og kortslutte fornuften, for ikke at bemærke de skabelonskårede Hollywood-intriger, der gennembløder stort set hver en scene i filmen.
Special-effects har altid været en storfilms es. Og "The Day After Tomorrow" er ingen undtagelse. At se blandt andet New York City fuldkommen tildækket i is og sne er en fornøjelse, og når tordenvejret bryder løs, vandmasserne strømmer til og temperaturen falder tegner det hele da også til noget uanmindelig stort. Desværre bliver filmen og ideen aldrig gjort decideret skræmmende, og for at udligne manuskriptets mangler, malplacere Emmerich til tider fuldkommen hovedløse situationer (mest af alt scenen hvor Jake Gyllenhaal jagtes af ulve(?) i et faldefærdigt taberatorie), der både mangler realismens nærver og fornemmelsen for, at historiefortælle i eget tempo, frem for at behage det såkaldte "Popcornspublikum".
Men underholdende er det. Kriterierne for at fremtidssynet ikke går op i hat og briller overholdes pænt, og selvom filmen alt i alt ikke er permanent velfungerende, er de enkelte åndenødigt spændende indfald seværdige til at få helheden bragt et godt stykke deropad i skalaen. Nogen skelsættende, historisk eller mindeværdig film er "The Day after Tomorrow" langt fra, dertil er temaet før set behandlet langt flottere i især "Deep Impact". Men filmen skal med garanti finde sit publikum, og man tilhænger af den skare er den sikkert lige sagen.
Frem for at klandre "The Day After Tomorrow" som middelmådig, vil jeg istedet påpege, at min biftur var en fornøjelse og en "In-the-moment" fejende flot oplevelse. Og så er projektet ligesom bestået hvad angår forventninger og opfyldte krav.
15/09-2006
