Papkulisser og ufo-tallerkner
5.0
"Ed Wood" er film når det er bedst. Der findes simpelthen ikke én god grund til ikke at holde af Tim Burtons herlige menneskeportræt og unikke tidsbillede. Dette er en film fra efterhånden svundne tider, hvor nydelsen i at skabe en film så flot reflekteres i en utrolig udstråling. 50'ernes Hollywood er aldrig ramt med så fin stil og så visuel kadence, og selvom Burtons fortælling langt fra hamrer gennem sin spilletid med sømmet i bund, er det legende lette tempo, understøttet af datidens nydelige toner, nok til at filmen bevarer seerens interesse og holde os i sin favn.
Tim Burtons indledning til filmen er en fuldkommen fantastisk lille rejse gennem Ed Woods lav-budget verden af papkulisser og flyvende tallerkner. Men fantastisk er det dog mest af alt, at introens sprudlende fantasi aldrig hører op. Opfindsomheden i billeder, lyd, dialog og iscenesættelse er gjort som kun Burton kan, og derfor er det ingen kryptisk gåde at gætte, hvem der står bag "Ed Wood". Afvekslingen af dramatik og humor er anvendt uden at facetterne modarbejderne hinanden og på trods af at man hverken klapper sig selv på lårene af grin eller hulker af gråd, er der helt igennem skabt balance mellem alt Burtons særegne stil indebærer. Ligeså vigtigt det er at more sig, ligeså vigtigt er det at være involveret i hvad man griner. Det er filmen og temaet et fortræffeligt bevis på.
Som Ed Wood, mesteren af skodfilm, ses Johnny Depp bedre end nogensinde. Det er fuldt ud gennemskueligt hvorfor netop han er Tim Burtons trofaste kæledække. Depps præstation er lige så livlig som filmens helhedsbillede. Hvordan en film i sort/hvid format kan virke så struttende af farver aner jeg ikke, i mit sind er den dog ikke desto mindre farverig og strålende. Måske et paradoks til, at Ed Woods livshistorie var en tragedie, men alligevel kan funderes over med et smil. Stort set alle skuespillerpræstationer er i top, og om det ville overflødigt eller ej at hædre Martin Landau i rollen som en forglemt filmstjerne, kan jeg ikke lade være med at kalde hans præstation for enestående.
Woods naive syn på sit publikums krav, der som han mener, kun interessere sig for helhedsbilledet og tager detaljerne for givet, bliver ved med at stritte imod virkeligheden. Efter filmpremiere kaster folk med tingene og brøler om at få pengene retur. Og Johnny Depps udtryk som barnlig og rastløs der benægter alt form for realitet, er en gennemført mageløs præstation. Tim Burton skabte sit mesterværk, "Ed Wood", ud fra egen føling og gjorde hvad Wood selv ikke kunne. Dog kan han takke Burton for at fortælle omverdenen hvor inderligt han prøvede på at udleve sine drømme med et resultat bestående af succes. Og er man bevidst om, at Woods liv endte i afstumpet pornografisk materiale, er der måske endnu flere følelsesmæssige planer at finde i Burtons portrætbilledet.
"Ed Wood" er alt i alt fantastisk vellykket på alle leder og kanter. Det er film når det er bedst, om når det er værst, vellykket i både detaljen såvel som i "The Big Picture".
Tim Burtons indledning til filmen er en fuldkommen fantastisk lille rejse gennem Ed Woods lav-budget verden af papkulisser og flyvende tallerkner. Men fantastisk er det dog mest af alt, at introens sprudlende fantasi aldrig hører op. Opfindsomheden i billeder, lyd, dialog og iscenesættelse er gjort som kun Burton kan, og derfor er det ingen kryptisk gåde at gætte, hvem der står bag "Ed Wood". Afvekslingen af dramatik og humor er anvendt uden at facetterne modarbejderne hinanden og på trods af at man hverken klapper sig selv på lårene af grin eller hulker af gråd, er der helt igennem skabt balance mellem alt Burtons særegne stil indebærer. Ligeså vigtigt det er at more sig, ligeså vigtigt er det at være involveret i hvad man griner. Det er filmen og temaet et fortræffeligt bevis på.
Som Ed Wood, mesteren af skodfilm, ses Johnny Depp bedre end nogensinde. Det er fuldt ud gennemskueligt hvorfor netop han er Tim Burtons trofaste kæledække. Depps præstation er lige så livlig som filmens helhedsbillede. Hvordan en film i sort/hvid format kan virke så struttende af farver aner jeg ikke, i mit sind er den dog ikke desto mindre farverig og strålende. Måske et paradoks til, at Ed Woods livshistorie var en tragedie, men alligevel kan funderes over med et smil. Stort set alle skuespillerpræstationer er i top, og om det ville overflødigt eller ej at hædre Martin Landau i rollen som en forglemt filmstjerne, kan jeg ikke lade være med at kalde hans præstation for enestående.
Woods naive syn på sit publikums krav, der som han mener, kun interessere sig for helhedsbilledet og tager detaljerne for givet, bliver ved med at stritte imod virkeligheden. Efter filmpremiere kaster folk med tingene og brøler om at få pengene retur. Og Johnny Depps udtryk som barnlig og rastløs der benægter alt form for realitet, er en gennemført mageløs præstation. Tim Burton skabte sit mesterværk, "Ed Wood", ud fra egen føling og gjorde hvad Wood selv ikke kunne. Dog kan han takke Burton for at fortælle omverdenen hvor inderligt han prøvede på at udleve sine drømme med et resultat bestående af succes. Og er man bevidst om, at Woods liv endte i afstumpet pornografisk materiale, er der måske endnu flere følelsesmæssige planer at finde i Burtons portrætbilledet.
"Ed Wood" er alt i alt fantastisk vellykket på alle leder og kanter. Det er film når det er bedst, om når det er værst, vellykket i både detaljen såvel som i "The Big Picture".
18/09-2006
