Det grimme, det ædle og det menneskelige
5.0
David Lynch er en mester i at få en menneskelig dimension med i det gyselige og det nervepirrende. Faktisk er der jo ikke andet end menneskelige dimensioner i det gyselige og nervepirrende, da det er mennesker, der gyser, og mennesker, hvis nerver pirres.
”Elephant Man” er historien om et ualmindeligt menneskeligt menneske, der udadtil ligner et dyr eller et monster. Han bliver vist frem i et freakshow, men i virkeligheden er det tilskuerne, der er de umenneskelige og dyriske freaks.
Filmen er på manuskriptplan ganske enkel i sin tematik, og denne film kunne være gået galt på mange planer. Men der tilføjes en hel del dimensioner i filmen, der løfter den op. Dr. Treves arbejder på London hospital i slutningen af det 19. århundrede, da han i et freak show ser en vanskabning ved navn elefantmanden (John Hurt). Treves foreslår at tage ham på hospitalet til nærmere undersøgelse. Det viser sig, at elefantmanden er en ganske intelligent og fintfølende mand, der engang hed John Merrick.
Merrick er igennem sit liv blevet behandlet som et umenneskeligt objekt, som publikum gysede og hvinede over. Hvis menneskelighed er sympati og solidaritet, med andre ord såkaldt 'medmenneskelighed', så er elefantmanden meget mere menneskelig end de, der behandler ham som dyr.
Men verden er således indrettet, at mennesket på trods ord som 'medmenneskelighed' nyder at udstøde det anderledes og gyselige. Måske udstøder vi sådanne ting for at bevise, at vi selv er mennesker. At vi er forskellige fra det vanskabte. At vi ikke er elefantmænd, men 'almindelige' mænd.
Historien i filmen kredser ikke kun om elefantmanden, men lige så meget om Dr. Treves, der insisterer på mennesket i elefantmanden. Men Treves ender også med at udstille ham. Han udstiller ham blot som John Merrick i stedet for elefantmanden.
Filmen har mange pointer om store begreber som dannelse og menneskelighed. Det er ”My Fair Lady” med et dybere mørke end smuk kvinde, der bliver smukkere. Det er ”Den Grimme Ælling”, der aldrig rigtig bliver til en svane.
Og dog. For selv om Merrick/elefantmanden aldrig slipper for at blive et betragtet objekt, så opnår han også at blive en subjektiv betragter i en stol på et teater. Den grimme ælling vokser op og bliver en grim and med selvforståelse. Og hvad er mere menneskeligt end det.
Ud over historien, så er filmen også fantastisk i kraft af musikken og billederne. Lynch opnår nogle intense, men tydeligvis 'filmiske' og kunstige øjeblikke i sin film. som for eksempel første gang Treves ser elefantmanden (uden at publikum selv ser ham: vi bruger blot vores fantasi ud fra billedet af Treves ansigt) Vi kan enten lade os rive med af disse øjeblikke. Eller vi kan, måske ved andet gennemsyn af filmen, overveje hvad, det er, der gør at følelserne blusser op inden i.
Filmmediet kan spille på nogle følelsesmæssige tangenter på et højere plan end mange andre medier. Mange elsker mediet, da de elsker at lade sig forføre. En af grundene til, at jeg elsker mediet, er at det kan bruges til at udforske, hvad det er, der får folk til at føle. Hvordan 'menneskeligheden' i publikum stimuleres og manipuleres. Det er "The Elephant Man" og de fleste af Lynchs øvrige film et glimrende eksempel på.
”Elephant Man” er historien om et ualmindeligt menneskeligt menneske, der udadtil ligner et dyr eller et monster. Han bliver vist frem i et freakshow, men i virkeligheden er det tilskuerne, der er de umenneskelige og dyriske freaks.
Filmen er på manuskriptplan ganske enkel i sin tematik, og denne film kunne være gået galt på mange planer. Men der tilføjes en hel del dimensioner i filmen, der løfter den op. Dr. Treves arbejder på London hospital i slutningen af det 19. århundrede, da han i et freak show ser en vanskabning ved navn elefantmanden (John Hurt). Treves foreslår at tage ham på hospitalet til nærmere undersøgelse. Det viser sig, at elefantmanden er en ganske intelligent og fintfølende mand, der engang hed John Merrick.
Merrick er igennem sit liv blevet behandlet som et umenneskeligt objekt, som publikum gysede og hvinede over. Hvis menneskelighed er sympati og solidaritet, med andre ord såkaldt 'medmenneskelighed', så er elefantmanden meget mere menneskelig end de, der behandler ham som dyr.
Men verden er således indrettet, at mennesket på trods ord som 'medmenneskelighed' nyder at udstøde det anderledes og gyselige. Måske udstøder vi sådanne ting for at bevise, at vi selv er mennesker. At vi er forskellige fra det vanskabte. At vi ikke er elefantmænd, men 'almindelige' mænd.
Historien i filmen kredser ikke kun om elefantmanden, men lige så meget om Dr. Treves, der insisterer på mennesket i elefantmanden. Men Treves ender også med at udstille ham. Han udstiller ham blot som John Merrick i stedet for elefantmanden.
Filmen har mange pointer om store begreber som dannelse og menneskelighed. Det er ”My Fair Lady” med et dybere mørke end smuk kvinde, der bliver smukkere. Det er ”Den Grimme Ælling”, der aldrig rigtig bliver til en svane.
Og dog. For selv om Merrick/elefantmanden aldrig slipper for at blive et betragtet objekt, så opnår han også at blive en subjektiv betragter i en stol på et teater. Den grimme ælling vokser op og bliver en grim and med selvforståelse. Og hvad er mere menneskeligt end det.
Ud over historien, så er filmen også fantastisk i kraft af musikken og billederne. Lynch opnår nogle intense, men tydeligvis 'filmiske' og kunstige øjeblikke i sin film. som for eksempel første gang Treves ser elefantmanden (uden at publikum selv ser ham: vi bruger blot vores fantasi ud fra billedet af Treves ansigt) Vi kan enten lade os rive med af disse øjeblikke. Eller vi kan, måske ved andet gennemsyn af filmen, overveje hvad, det er, der gør at følelserne blusser op inden i.
Filmmediet kan spille på nogle følelsesmæssige tangenter på et højere plan end mange andre medier. Mange elsker mediet, da de elsker at lade sig forføre. En af grundene til, at jeg elsker mediet, er at det kan bruges til at udforske, hvad det er, der får folk til at føle. Hvordan 'menneskeligheden' i publikum stimuleres og manipuleres. Det er "The Elephant Man" og de fleste af Lynchs øvrige film et glimrende eksempel på.
19/09-2006
