Vandfortyndet eventyr
2.0
Hver gang M. Night Shyamalan laver en film, er der noget nyt på programmet. Aldrig er hans film helt dårlige, og sjældent er de helt i top. Men uinteressante er de bestemt ikke. Fra "The Sixth Sense" til "The Village" har der dannet sig en kurve i nedadgående retning, og derfor er det svært ikke at vente hans nyeste udspil i både frygt og spænding. "Lady in the Water" ændre dog ved, at kvaliteten i hans film ikke blot aftager sig dvælende, men derimod drastisk falder til bunds.
Egentlig er det svært uden videre at sætte fingeren på, hvad der primært går galt i Shyamalan's radikale stilændring. "Lady in the Water" var oprindeligt en godnathistorie som han selv fortalte sine børn, og siden hen har digtet videre på i form af et filmmanuskript. Men tydeligt er det at manden ikke er forfatter. Historien er irriterende rodet og historieforløbet langsomt i sine få fremskridt, og det klassiske M. Night-dilemma bestående i filmenes mangel på klarhed, er denne gang ikke bare et småt forvirringsmoment. Det er ganske enkelt gået for vidt, og Shyamalans symbolske morale siver aldrig bare halvt så godt ind, som i hans forrige film. Denne er således hans suverænt ringeste.
Men man må jo ikke glemme at det er eventyr, en rejse i en Burton- og Gilliam-lignende vidunderverden, uden at filmen nogensinde kommer i nærheden af en plads i dén klasse. På papiret ser "Lady in the Water" vældig lovende ud, men selvom tematikken ikke kan klandres for at være uoriginal og umiddelbart ligne noget, så fungere blandingen af socialrealisme, overnatur, eventyr og tragiske følelser (basisinstinkter i alle hans film) bare ikke. Der mangler handlekraft og jeg savner det jeg grundlæggende har elsket Shyamalan for - det fysiske og psykologiske spændingsgreb.
"Lady in the Water" vil muligvis forbløffe mange, og få os andre til at gruble og sætte spørgsmålstegn ved M. Night Shyamalan's evner som et fremtidigt håb. Har han allerede passeret sin storhedstid?
Egentlig er det svært uden videre at sætte fingeren på, hvad der primært går galt i Shyamalan's radikale stilændring. "Lady in the Water" var oprindeligt en godnathistorie som han selv fortalte sine børn, og siden hen har digtet videre på i form af et filmmanuskript. Men tydeligt er det at manden ikke er forfatter. Historien er irriterende rodet og historieforløbet langsomt i sine få fremskridt, og det klassiske M. Night-dilemma bestående i filmenes mangel på klarhed, er denne gang ikke bare et småt forvirringsmoment. Det er ganske enkelt gået for vidt, og Shyamalans symbolske morale siver aldrig bare halvt så godt ind, som i hans forrige film. Denne er således hans suverænt ringeste.
Men man må jo ikke glemme at det er eventyr, en rejse i en Burton- og Gilliam-lignende vidunderverden, uden at filmen nogensinde kommer i nærheden af en plads i dén klasse. På papiret ser "Lady in the Water" vældig lovende ud, men selvom tematikken ikke kan klandres for at være uoriginal og umiddelbart ligne noget, så fungere blandingen af socialrealisme, overnatur, eventyr og tragiske følelser (basisinstinkter i alle hans film) bare ikke. Der mangler handlekraft og jeg savner det jeg grundlæggende har elsket Shyamalan for - det fysiske og psykologiske spændingsgreb.
"Lady in the Water" vil muligvis forbløffe mange, og få os andre til at gruble og sætte spørgsmålstegn ved M. Night Shyamalan's evner som et fremtidigt håb. Har han allerede passeret sin storhedstid?
20/09-2006
