Helvede tur/retur
5.0
Stanley Kubrick's "Full Metal Jacket" er helt ind til benet en krigsfilm, uden nogen form for filter. Alt skidt og møg fra grimt sprogbrug til nådesløse menneskedrab med smil på læben, tager plads i oplevelsen. Vi får rub og stub med af den forkastelige virkelighed og Vietnam-krigens 'glade' vanvid. For set gennem Kubrick's linse levnes ingen eller intet.
"You are pukes. The lowest form of life on earth. You are not even human fucking beings. You are nothing more than unorganized grabastic pieces of amphibian shit. Because I am hard, you will not like me. But the more you hate me, the more you will learn."
Den ene ordlussing efter den anden rammer flokken af udmagrede soldater i en skrigende tone. Den glødende sergent, Hartman, forsøger så godt han kan at nedfryse mændenes indre varme og få umenneskeliggjort dem til brutale dræbere (hjernevask om man vil det). Processen fungere i stil med at bage boller - marinekorpset er som en dej der æltes og gennempløres, for bagefter at blive kastet ind i bageovnen. Hvor "Full Metal Jacket" er så stærk, er når den viser begge sider af sagen. En del som menneske og en anden som kriger. Og derfor er denne klart en af de bedste krigsfilm jeg har set.
Anden og sidste del af processen foregår således i bageovnen, her et palmebefængt og tørt Vietnam. Vi følger Joker, der som en af de få har dele af sjælen vedligeholdt. Krigszonen er intet rart sted at færdes, og med synet på godt og ondt siddende i baghoved forvilder Joker sig gennem kynisme, personligheder, den ene mere bestialsk end den anden, rendyrket uskånsom sindssyge og væmmelige syn. Stanley Kubrick gør sin film utrolig nuanceret, da de 'onde' soldaterne aldrig direkte kan hades for hvad de gør af grusomheder. Man er fuldt ud klar over hvad de alle har været igennem, netop fordi vores hovedpersoner ligeledes selv har gennemgået militærets fordøjelsessystem og vi har overværet forløbet.
"Full Metal Jacket" opklynger Vietnam-krigen i en tredimensionel vinkel og i et lys, der modsiger sig den amerikanske glamourøse stolthed. Der er altid perspektiv i Stanley Kubrick's film, og med dennes to fortællingsdele der stærkt understøtter hinanden er man endnu engang splittet i konklusionen af den endegyldige følelse. Slutningen ender fornemt som blanding af både lykke og sorg, der langt fra lader oplevelsen slutte brat vil rulleteksterne. Flere af filmens scener står stadig tilbage som små individuelle mesterværker. Private Gomer Pyle's selvmord, Joker og Rafterman's gyselige Helikoptertur og de intense mestersekvenser med Base Camp-helvedets uudholdeligheder. For som altid i mesterens film er fortællingen ikke tilproppet med sødemidler og smurt ind i vaseline så den glider problemfrit ned.
"You are pukes. The lowest form of life on earth. You are not even human fucking beings. You are nothing more than unorganized grabastic pieces of amphibian shit. Because I am hard, you will not like me. But the more you hate me, the more you will learn."
Den ene ordlussing efter den anden rammer flokken af udmagrede soldater i en skrigende tone. Den glødende sergent, Hartman, forsøger så godt han kan at nedfryse mændenes indre varme og få umenneskeliggjort dem til brutale dræbere (hjernevask om man vil det). Processen fungere i stil med at bage boller - marinekorpset er som en dej der æltes og gennempløres, for bagefter at blive kastet ind i bageovnen. Hvor "Full Metal Jacket" er så stærk, er når den viser begge sider af sagen. En del som menneske og en anden som kriger. Og derfor er denne klart en af de bedste krigsfilm jeg har set.
Anden og sidste del af processen foregår således i bageovnen, her et palmebefængt og tørt Vietnam. Vi følger Joker, der som en af de få har dele af sjælen vedligeholdt. Krigszonen er intet rart sted at færdes, og med synet på godt og ondt siddende i baghoved forvilder Joker sig gennem kynisme, personligheder, den ene mere bestialsk end den anden, rendyrket uskånsom sindssyge og væmmelige syn. Stanley Kubrick gør sin film utrolig nuanceret, da de 'onde' soldaterne aldrig direkte kan hades for hvad de gør af grusomheder. Man er fuldt ud klar over hvad de alle har været igennem, netop fordi vores hovedpersoner ligeledes selv har gennemgået militærets fordøjelsessystem og vi har overværet forløbet.
"Full Metal Jacket" opklynger Vietnam-krigen i en tredimensionel vinkel og i et lys, der modsiger sig den amerikanske glamourøse stolthed. Der er altid perspektiv i Stanley Kubrick's film, og med dennes to fortællingsdele der stærkt understøtter hinanden er man endnu engang splittet i konklusionen af den endegyldige følelse. Slutningen ender fornemt som blanding af både lykke og sorg, der langt fra lader oplevelsen slutte brat vil rulleteksterne. Flere af filmens scener står stadig tilbage som små individuelle mesterværker. Private Gomer Pyle's selvmord, Joker og Rafterman's gyselige Helikoptertur og de intense mestersekvenser med Base Camp-helvedets uudholdeligheder. For som altid i mesterens film er fortællingen ikke tilproppet med sødemidler og smurt ind i vaseline så den glider problemfrit ned.
21/09-2006
