I varmt blod

”Matador” er tydeligvis en Almodovar-film på mange punkter. Den har humoren, Hitchcock-agtige twists, kvinderne, passionen, og æstetikken. For nylig så jeg ”Volver”, der havde mere lune, varme og kærlighed, og som tydeligvis var lavet af en mere erfaren Almodovar. ”Matador” går til gengæld dybere i kødet på karaktererne. Bogstaveligt talt.

Den handler nemlig om en tyrefægter, Diego (Nacho Martinez), der lærer sine elever kunsten at dræbe, og den unge elev, Angel (en ung Antonio Banderas), der ihærdigt forsøger at leve op til sin læremester, men som hverken har talentet eller lidenskaben for det. Lidenskaben er kerneordet her. En kvinde, der tænder lige så meget for vold og død som Diego, er advokaten Maria (Assumpta Serna). Vi ser hende stikke en hårnål i nakken på en mand, hvis nøgne krop hun bestiger, også efter hun har penetreret ham. Denne scene af den sorte enkes forførelse er klippet sammen med Diego, der fortæller om, hvordan man præcist og elegant stikker et sværd i hjertet på en tyr.

Disse tre menneskers skæbne flettes godt og grundigt ind i hinanden, da Angel, der er ved at blive sindssyg efter en hård katolsk opdragelse af sin mor, kluntet forsøger at voldtage Diegos kæreste. I en scene fyldt med sort humor bebrejder denne kæreste og hendes gamle mor Angel, at han har meldt sig selv. Ikke nok med at pigen næsten er blevet voldtaget, nu skal hun endda også snakke om det på politistationen, siger moren vredt. Angel tynges af skyldfølelse, selv om de ikke anmelder ham, og han tilstår en masse mord, som han ikke har begået. Det har Maria til gengæld, så det er nok ikke helt tilfældigt, at hun ender som hans advokat.

Men Angel og Diegos kæreste spiller andenviolin til forholdet mellem Maria og Diego. Begge to er tyrefægter og tyr i et, og deres leg med hinanden er fantastisk, forførende og farlig. At de to er af samme natur understreges i en scene i en biograf, hvor en gammel spansk western kører på lærredet. Maria gemmer sig for Diego, der forfølger hende, men de stopper begge op inde i salen, da de opsluges af den æstetiske død og vold, der foregår på lærredet. For de fleste andre er dødsscenerne i filmen i filmen sikkert sørgelige og triste, men disse to karakterer for et seksuelt kick ud af det. Det er måske lidt af det samme kick, som splatter/actionfilmsentusiaster eller tyrefægtningsentusiaster får. En vigtig dimension i deres fascination over æstetisk vold er, at den rummer noget feminint og maskulint. Der er en elegance og en brutalitet. Passion og afmålthed. Det er i virkeligheden også nogle af de redskaber, der tages i brug, når et biografpublikum skal forføres.

Filmen indeholder nogle krumspring, når Almodovar forsøger at indføre thriller-elementer. Det, at politiinspektøren har homoseksuelle tendenser, bruges ikke til særlig meget andet end at vise, at han også havde en seksuel passion, der ligesom Diegos og Marias var tabu. Forholdet mellem Angel og moren var interessant, og det var også en interessant dimension at indføre en Jomfru Maria-moderskikkelse i den kvindelige politibetjent. Men alt dette førte ikke til så meget i forhold til filmens omdrejningspunkt, nemlig Diego-Maria forholdet.

Til gengæld er filmen æstetisk smuk med masser af betagende billeder af malede ansigter, kapper og kostumer. Men først og fremmest er instruktøren og skuespillerne fantastiske til at frembringe en følelse af, at det skælver af passion og perversion inde i menneskene bag maskerne.