Skudhullet, laset og blodindsmurt kærlighed
5.0
Spoilers:
Hvad Quentin Tarantino's manuskript til filmen "True Romance" gør så fantastisk, er at fortælle om to mennesker der så inderligt elsker hinanden, intet hverken mere eller mindre. Romancen er spektakulært og lækkert indpakket i en eksplosiv form. Men kærligheden er helt igennem affærens grundsten og netop det gør filmen en så herlig ukonventionel stilblanding, med en romance som højeste prioritet.
Kan kærligheden besejre alt? Den sættes i hvert fald på lidt af en prøve i historien om Clarence, der på sin triste fødselsdag støder ind i Alabama. Alt er næsten for godt til at kunne passe, og dog erkender hun sine ægte følelser ham efter blot én, hed nat. Men ikke uden grund græder hun i sin tale frit fra leveren. Alabama er 'nyuddannet' Callgirl, hvis bestillingsopgave var at give Clarence en fødselsdag med andet på menuen end blot natlige visninger af Kung-fu film. Hendes alfons, Drexl, må lade livet i Clarence's raseriudbrud, ligesom en hel bunke andre i fortællingen, for ingen kommer på tværs af 'true love'.
Utroligt er det ikke blot at se kærlighedens navn skrevet med skrigende lilla farve, men fortærsket, skudhullet og blodindsmurt. Og dog stadig med definitionen af ægte kærlighed.
Christian Slater er i hovedrollen fuldkommen sublim i sin røvede attitude, sin coolness og samtidig jordnære formidling af Elvis-fanatikeren, Clarence. Hans bedre halvdel, Alabama, fremføres absolut også strålende af Patricia Arquette og sammen udgøres et par af dem der huskes. Ikke blot for et glimrende sammenspil, men i ligeså høj grad også for deres troværdige fascination af hinanden, der udtrykkes i blikkene. Den mærkværdige, blodindsmurte kærlighedshistorie går af disse grunde rent ind, og desuden over hele linjen, er mindre som større roller udfyldt med perfektionen af godt spil.
Dialogen og de skarpe sarkastiske indfald er som sendt fra en højere magt. Tarantino's manuskript nærmer sig et mesterstykke, og uhyre flot oversat af Tony Scott for vi i et hedt sammenkog serveret rappe replikker i flotte filmiske kompositioner. Tilsat Gary Oldman, Dennis Hopper, Tom Sizemore, Brad Pitt, Christopher Walken og James Gandolfini's klasse og førnævnte hovedrollers storspil er resultatet særdeles fremragende. Kreationen af romance, skuespil i topklasse, timing og vittighed brænder nemlig stærkt og helt igennem hver og en af filmens gyldne sekvenser.
Og bedst af alt sejrer kærligheden. Dejligt.
Hvad Quentin Tarantino's manuskript til filmen "True Romance" gør så fantastisk, er at fortælle om to mennesker der så inderligt elsker hinanden, intet hverken mere eller mindre. Romancen er spektakulært og lækkert indpakket i en eksplosiv form. Men kærligheden er helt igennem affærens grundsten og netop det gør filmen en så herlig ukonventionel stilblanding, med en romance som højeste prioritet.
Kan kærligheden besejre alt? Den sættes i hvert fald på lidt af en prøve i historien om Clarence, der på sin triste fødselsdag støder ind i Alabama. Alt er næsten for godt til at kunne passe, og dog erkender hun sine ægte følelser ham efter blot én, hed nat. Men ikke uden grund græder hun i sin tale frit fra leveren. Alabama er 'nyuddannet' Callgirl, hvis bestillingsopgave var at give Clarence en fødselsdag med andet på menuen end blot natlige visninger af Kung-fu film. Hendes alfons, Drexl, må lade livet i Clarence's raseriudbrud, ligesom en hel bunke andre i fortællingen, for ingen kommer på tværs af 'true love'.
Utroligt er det ikke blot at se kærlighedens navn skrevet med skrigende lilla farve, men fortærsket, skudhullet og blodindsmurt. Og dog stadig med definitionen af ægte kærlighed.
Christian Slater er i hovedrollen fuldkommen sublim i sin røvede attitude, sin coolness og samtidig jordnære formidling af Elvis-fanatikeren, Clarence. Hans bedre halvdel, Alabama, fremføres absolut også strålende af Patricia Arquette og sammen udgøres et par af dem der huskes. Ikke blot for et glimrende sammenspil, men i ligeså høj grad også for deres troværdige fascination af hinanden, der udtrykkes i blikkene. Den mærkværdige, blodindsmurte kærlighedshistorie går af disse grunde rent ind, og desuden over hele linjen, er mindre som større roller udfyldt med perfektionen af godt spil.
Dialogen og de skarpe sarkastiske indfald er som sendt fra en højere magt. Tarantino's manuskript nærmer sig et mesterstykke, og uhyre flot oversat af Tony Scott for vi i et hedt sammenkog serveret rappe replikker i flotte filmiske kompositioner. Tilsat Gary Oldman, Dennis Hopper, Tom Sizemore, Brad Pitt, Christopher Walken og James Gandolfini's klasse og førnævnte hovedrollers storspil er resultatet særdeles fremragende. Kreationen af romance, skuespil i topklasse, timing og vittighed brænder nemlig stærkt og helt igennem hver og en af filmens gyldne sekvenser.
Og bedst af alt sejrer kærligheden. Dejligt.
22/09-2006
