Forvokset tv-serie uden filmisk format

3.0
Selvom jeg aldrig har set Firefly, synes jeg, at Serenity bærer præg af, at være en tv-serie blæst op i filmformat.

Historien tager som flere andre sci-fi film sit udgangspunkt i en lille gruppe mennesker, som af tilfældige årsager rodes ind i et større plot, hvor hele universets fremtid er på spil, og hvor sandheder om fortiden oprulles. Plottet er overbevisende og skaber en fin ydre ramme for filmens narrative fremdrift.

Til gengæld halter Serenity på mange andre områder. Meget af billedesiden virker amatøragtigt og hører hjemme i tv-mediet, og selvom flere af aktionscenerne er kreativt udtænkt, så lader udførelsen en del tilbage at ønske. Filmen har ikke et kæmpebudget, som flere andre sci-fi produktioner, og det ses desværre ofte.

Heller ikke filmens blanding af mange oneliners og alvorlig stemning i sidste halvdel er håndteret særlig godt. Grundet den humoriske tilgang til sci-fi genren i filmens første halvdel, er det svært pludselig at blive emotionel engageret, når først den bliver mere alvorlig og fylder menneskeligt drama på handlingen.

Skuespillerpræstationerne er egentlig ok, men alligevel virker de meget tv-serieagtige, og min fornemmelse af, at jeg så afsnit xx af Firefly forsvandt ikke på noget tidspunkt igennem filmen.

Alt i alt er Serenity en ok underholdende sci-fi film, hvor især plotkonstruktionen og enkelte oneliners trækker op, men hvor en hel del ting også trækker ned, således filmen aldrig løfter sig over det gennemsnitlige niveau. Når man ved, hvad sci-fi genren ellers har at byde på, så skal der mere end et forvokset afsnit af en sikkert underholdende tv-serie til at imponere.
Serenity