Pray for Rosemary's baby!
6.0
Roman Polanskis dæmoniske gyser Rosemarys Baby betegnes ofte som en af de helt store klassikere indenfor genren, den er tilmed udråbt som værende den bedste gyserfilm nogensinde af adskillige filmelskere verden over..
Rosemary’s Baby er efter min mening en mere afdæmpet gyser om man vil, end en rendyrket horrorfilm.
Den er langt mere subtil i sin tilgang til emnet og i sin opbygning af uhyggen og ubehaget. Filmen sætter i højere grad sin lid til spændingselementerne i historien og selve atmosfæren i billederne fremfor deciderede gys eller chokeffekter og det fungerer på fremragende vis.
Rosemary (spillet af Mia Farrow) lever den Amerikanske drøm som hustru til den up-and-coming skuspiller Guy (John Cassavetes) i New York og er ovenud lykkelig for at skulle flytte ind i en lækker ny lejlighed. Desuden tager hun sig bestemt ikke af rygterne om de sære hændelser der førhen er sket i bygningen.
Rosemary og Guy kommer snart på venskabelige termer med genboerne, et venligt ældre ægtepar; Roman og Minnie. De forekommer venlige og harmløse, og mens Rosemary føler sig en smule utilpas i deres selskab har Guy taget dem til sig som de forældre han aldrig havde.
Umiddelbart efter får Guy en stor rolle indenfor skuespillerfaget da en rival kommer slemt til skade og samtidig opdager Rosemary at hun er gravid. Sære hændelser hjemsøger dog Rosemary og hun er snart overbevist om at der er en ondskabsfuld sammensværgelse mod hende selv samt hendes ufødte barn.
Spidsfindigheden ved Rosemary's Baby er både filmens største styrke og til dels dens største fejl.
Sammenlignet med nutidige gysertrends kan filmen virke lidt tam og langsom, men det er netop her filmens styrke er at finde.
En masse mystiske scener samt hverdagsprægede detaljer skaber som helhed billedet af en ubehageligt troværdig og dæmonisk sammensværgelse. Faktisk føler man sig lige så overbevist i troen på dæmoner og hekse som filmens hovedperson, Rosemary.
Senere tænker man måske at det kunne være Rosemary der havde en skrue løs. Al paranoiaen kunne jo være et resultat af en begyndende (og senere i fuldt flor) fødselspsykose.
Til trods for den forekommende enkelthed, der præger filmens stemning og historie deler filmen tematik med størstedelen af Roman Polanski’s øvrige værker.
Filmen er en trykkende og atmosfærefyldt gyser om tiltagende paranoia og forfølgelsesvanvid, isolation og ensomhed, forstyrret seksualitet og fremmedgørelse.
Alt i alt et studie i en personligheds opløsning.
Et tema Roman Polanski har undersøgt gang på gang i løbet af sin karriere som filmskaber.
Kendere vil nok ane at Roman Polanski’s bearbejdelse af Ira Levin’s roman faktisk går godt i spænd med hans manuskripter; The Tenant , The Fearless Vampire Killers og Repulsion.
Jeg er nødt til at give Rosemary’s Baby fuldt hus.
Den er en ægte klassiker ikke bare indenfor gysets verden, men såmænd indenfor hele den filmiske verden.
Som afslutning kan det siges at efter Rosemary's Babys kommercielle succes fik Hollywood øjnene op for mulighederne i film omhandlende dæmonisk besættelse.
Den banede derfor vejen for de mere storladne og pompøse, men tematisk beslægtede film, som Richard Donner's Tegnet/The Omen og William Friedkin's The Exorcist.
Rosemary’s Baby er efter min mening en mere afdæmpet gyser om man vil, end en rendyrket horrorfilm.
Den er langt mere subtil i sin tilgang til emnet og i sin opbygning af uhyggen og ubehaget. Filmen sætter i højere grad sin lid til spændingselementerne i historien og selve atmosfæren i billederne fremfor deciderede gys eller chokeffekter og det fungerer på fremragende vis.
Rosemary (spillet af Mia Farrow) lever den Amerikanske drøm som hustru til den up-and-coming skuspiller Guy (John Cassavetes) i New York og er ovenud lykkelig for at skulle flytte ind i en lækker ny lejlighed. Desuden tager hun sig bestemt ikke af rygterne om de sære hændelser der førhen er sket i bygningen.
Rosemary og Guy kommer snart på venskabelige termer med genboerne, et venligt ældre ægtepar; Roman og Minnie. De forekommer venlige og harmløse, og mens Rosemary føler sig en smule utilpas i deres selskab har Guy taget dem til sig som de forældre han aldrig havde.
Umiddelbart efter får Guy en stor rolle indenfor skuespillerfaget da en rival kommer slemt til skade og samtidig opdager Rosemary at hun er gravid. Sære hændelser hjemsøger dog Rosemary og hun er snart overbevist om at der er en ondskabsfuld sammensværgelse mod hende selv samt hendes ufødte barn.
Spidsfindigheden ved Rosemary's Baby er både filmens største styrke og til dels dens største fejl.
Sammenlignet med nutidige gysertrends kan filmen virke lidt tam og langsom, men det er netop her filmens styrke er at finde.
En masse mystiske scener samt hverdagsprægede detaljer skaber som helhed billedet af en ubehageligt troværdig og dæmonisk sammensværgelse. Faktisk føler man sig lige så overbevist i troen på dæmoner og hekse som filmens hovedperson, Rosemary.
Senere tænker man måske at det kunne være Rosemary der havde en skrue løs. Al paranoiaen kunne jo være et resultat af en begyndende (og senere i fuldt flor) fødselspsykose.
Til trods for den forekommende enkelthed, der præger filmens stemning og historie deler filmen tematik med størstedelen af Roman Polanski’s øvrige værker.
Filmen er en trykkende og atmosfærefyldt gyser om tiltagende paranoia og forfølgelsesvanvid, isolation og ensomhed, forstyrret seksualitet og fremmedgørelse.
Alt i alt et studie i en personligheds opløsning.
Et tema Roman Polanski har undersøgt gang på gang i løbet af sin karriere som filmskaber.
Kendere vil nok ane at Roman Polanski’s bearbejdelse af Ira Levin’s roman faktisk går godt i spænd med hans manuskripter; The Tenant , The Fearless Vampire Killers og Repulsion.
Jeg er nødt til at give Rosemary’s Baby fuldt hus.
Den er en ægte klassiker ikke bare indenfor gysets verden, men såmænd indenfor hele den filmiske verden.
Som afslutning kan det siges at efter Rosemary's Babys kommercielle succes fik Hollywood øjnene op for mulighederne i film omhandlende dæmonisk besættelse.
Den banede derfor vejen for de mere storladne og pompøse, men tematisk beslægtede film, som Richard Donner's Tegnet/The Omen og William Friedkin's The Exorcist.
23/09-2006
