Himmelsk
5.0
Filmpoeten og buddhisten Terrence Malick er over en periode fra 1973 til 2005, blot krediteret for fire spillefilm. Med en sløv, krævende stilart overhældt med smukke særsyn på menneske og natur, har Malick altid stærke kort på hånden, i sin stilling som outsider. De ting der er dukket op på disse 30 år, er hverken støv der har samlet sig med årenes filmtørke ellers løse ender viklet sammen og spændt ud over en 90 minutters spilletid. Det er kvalitet, delikat forkælelse af seerens sanser, der langt fra siver ind af det ene øre og ud af det andet, uden et stop på vejen.
"Days of Heaven" er hans anden film, og hvilken en. Betagende billeder og dybe følelser sammenflettet i en helhed, behandles modent, og med en imponerende indsigt i filmens gribende trekantsdrama.
I begyndelsen af 1900-tallet flygter parret Bill (Richard Gere) og Abby (Brooke Adams) og deres mindreårige datter fra Chicago's slumkvarter, i håbet om at overleve sulten, pengemanglen og elendigheden. Sammen slår de sig ned på en rig godsejers marker, hvor de høster korn for at tjene til dagen og vejen. Bill syner med tiden at rigmanden (Sam Shepard) sender ømme blikke til Abby's bedårende skønhed, og ved godsejerens kærlighedserklæring stilles Abby i dilemmaet hvor meget af sin kærlighed til Bill hun vil ofre, for at forbedre sine og hans vilkår ved et liv i overklassen. Og hvad Bill's følelser for hende tillader.
Terrence Malick kan meget vel minde om en blødere udgave af Stanley Kubrick, og sende refleksioner til hans noget mørkere menneskelige indsigtsvinkel. Malick får vores sympati for alle parter i dramaet, fordi alternativet til alle handlingens sørgelige veje er triste. Slangen i paradiset, i uden på nogen måde at være en slange, godsejeren, der prøver at vinde Abby's hjerte, Bill der må lade sine følelser skjule og Abby der er splittet mellem to mænds kærlighed. Karaktererne er fantastisk menneskelige og følelserne skinner flot igennem skuespillet, hvor især Sam Shepard er fortrinlig. Overordnet er "Days of Heaven" gribende i sin forståelighed for at skildre følelser nært og menneskeligt.
Hastværk er lastværk, og det ved Terrence Malick udmærket godt. Der tages tid til at indleve os i historiens ramme - de sørgeligt sølle underklasses faciliteter - og selve det interne drama mellem de tre involverede. Alt i billeder og lyd er fra filmens start til slut forunderlig gennemført, mens historien roligt udfolder sig og evner at opnå et stærkt klimaks.
Hvem glemmer solnedgangende fra "Badlands", de krummede grønne græshøje i "The Thin Red Line" de genspejlende klare floder i "The New World"? Ikke mig, og som i disse to film er fotografien i "Days of Heaven" elegant i sit dvælende Malick-tempo. Derfor skal specielt de monstrøse høstmaskiners sorte dampe på den blå, skyfri himmel heri fremhæves, som en brik i Malick's billeddigt der hentes i hver af hans film. Men når følelserne krydser billederne bliver det mere end blot visuel fryd. Her bliver det i sanhed smuk og storslået filmkunst.
"Days of Heaven" er hans anden film, og hvilken en. Betagende billeder og dybe følelser sammenflettet i en helhed, behandles modent, og med en imponerende indsigt i filmens gribende trekantsdrama.
I begyndelsen af 1900-tallet flygter parret Bill (Richard Gere) og Abby (Brooke Adams) og deres mindreårige datter fra Chicago's slumkvarter, i håbet om at overleve sulten, pengemanglen og elendigheden. Sammen slår de sig ned på en rig godsejers marker, hvor de høster korn for at tjene til dagen og vejen. Bill syner med tiden at rigmanden (Sam Shepard) sender ømme blikke til Abby's bedårende skønhed, og ved godsejerens kærlighedserklæring stilles Abby i dilemmaet hvor meget af sin kærlighed til Bill hun vil ofre, for at forbedre sine og hans vilkår ved et liv i overklassen. Og hvad Bill's følelser for hende tillader.
Terrence Malick kan meget vel minde om en blødere udgave af Stanley Kubrick, og sende refleksioner til hans noget mørkere menneskelige indsigtsvinkel. Malick får vores sympati for alle parter i dramaet, fordi alternativet til alle handlingens sørgelige veje er triste. Slangen i paradiset, i uden på nogen måde at være en slange, godsejeren, der prøver at vinde Abby's hjerte, Bill der må lade sine følelser skjule og Abby der er splittet mellem to mænds kærlighed. Karaktererne er fantastisk menneskelige og følelserne skinner flot igennem skuespillet, hvor især Sam Shepard er fortrinlig. Overordnet er "Days of Heaven" gribende i sin forståelighed for at skildre følelser nært og menneskeligt.
Hastværk er lastværk, og det ved Terrence Malick udmærket godt. Der tages tid til at indleve os i historiens ramme - de sørgeligt sølle underklasses faciliteter - og selve det interne drama mellem de tre involverede. Alt i billeder og lyd er fra filmens start til slut forunderlig gennemført, mens historien roligt udfolder sig og evner at opnå et stærkt klimaks.
Hvem glemmer solnedgangende fra "Badlands", de krummede grønne græshøje i "The Thin Red Line" de genspejlende klare floder i "The New World"? Ikke mig, og som i disse to film er fotografien i "Days of Heaven" elegant i sit dvælende Malick-tempo. Derfor skal specielt de monstrøse høstmaskiners sorte dampe på den blå, skyfri himmel heri fremhæves, som en brik i Malick's billeddigt der hentes i hver af hans film. Men når følelserne krydser billederne bliver det mere end blot visuel fryd. Her bliver det i sanhed smuk og storslået filmkunst.
24/09-2006
