- Når historien er større end filmen -
3.0
Oliver Stone forsøger nu at rette op på sin kedelige og fælt skuffende storfilm om Alexander den Store med et nyt projekt, som jo måtte komme – nemlig en sandfærdig film om de tragiske begivenheder d. 11. september, da fanatiske terrorister mindede USA om, at de ikke var usårlige.
Og hvad er der så kommet ud af det. Tjo, både godt og skidt. I den positive afdeling kan det nævnes, at Stone heldigvis har lagt en dæmper på patriotismen og heltepatosen i en sådan grad, at filmen faktisk er et ganske sobert stykke drama. Nok spilles der på følelserne, men det er vel også okay, da disse følelser jo også helst skulle være der og bestemt ikke må glemmes. Der er lykkedes Stone at fortælle sin historie med hjerte og gøre den relevant - selv for en popcornsspisende biografsal i Vejle.
Til gengæld mangler filmen lidt fremdrift. Scenerne i de mørke ruiner er naturligvis filmens fokus, men når man har set en træt og fastklemt Nicolas Cage stønne og pruste dernede for 28. gang, daler interessen altså. Sidehistorien om hustruernes reaktioner undervejs er ligeledes kedeligt fortalt om end nødvendige. Stone er en ganske habil fortæller, men han havde gjort klogt i at reducere spilletiden en smule.
Der er dog øjeblikke hvor man er grebet og rørt, lige som der er scener, hvor man rives med. Filmens indledende del er glimrende, og her føler man sig ubehageligt tæt på begivenhederne. Historien om medmenneskelighedens sejr er også en fin vinkel at have for en film som denne, men netop derfor irriteres man også, når der afviges fra dette fokus, såsom den klodsede og malplacerede Jesus-siluet.
Det lykkedes således for Stone at retfærdiggøre sit projekt med en historie som i den grad fortjener at blive fortalt – ærgerligt er det bare, at den ikke fortælles af en bedre instruktør.
Og hvad er der så kommet ud af det. Tjo, både godt og skidt. I den positive afdeling kan det nævnes, at Stone heldigvis har lagt en dæmper på patriotismen og heltepatosen i en sådan grad, at filmen faktisk er et ganske sobert stykke drama. Nok spilles der på følelserne, men det er vel også okay, da disse følelser jo også helst skulle være der og bestemt ikke må glemmes. Der er lykkedes Stone at fortælle sin historie med hjerte og gøre den relevant - selv for en popcornsspisende biografsal i Vejle.
Til gengæld mangler filmen lidt fremdrift. Scenerne i de mørke ruiner er naturligvis filmens fokus, men når man har set en træt og fastklemt Nicolas Cage stønne og pruste dernede for 28. gang, daler interessen altså. Sidehistorien om hustruernes reaktioner undervejs er ligeledes kedeligt fortalt om end nødvendige. Stone er en ganske habil fortæller, men han havde gjort klogt i at reducere spilletiden en smule.
Der er dog øjeblikke hvor man er grebet og rørt, lige som der er scener, hvor man rives med. Filmens indledende del er glimrende, og her føler man sig ubehageligt tæt på begivenhederne. Historien om medmenneskelighedens sejr er også en fin vinkel at have for en film som denne, men netop derfor irriteres man også, når der afviges fra dette fokus, såsom den klodsede og malplacerede Jesus-siluet.
Det lykkedes således for Stone at retfærdiggøre sit projekt med en historie som i den grad fortjener at blive fortalt – ærgerligt er det bare, at den ikke fortælles af en bedre instruktør.
24/09-2006
