skræmmende og publikumsnedværdigende dårlig
1.0
Da jeg i sin tid, ved et skæbnesvangert uheld, blev udsat for ellers så kvalitative Wayne Wangs ubeskrivelig elendige Maid in Manhattan, var jeg overbevist om, at jeg havde overværet den absolutte bundskraber indenfor den overordnede talentløse romantiske komedie-genre, men efter at have set den spillefilmsdebuterende Adam Shankmans rædselsfulde makværk, The Wedding Planner, måtte jeg tage min tidligere postulat op til revurdering, for denne film er noget nær det ultimative indenfor publikumsleflende stupiditet, hvor letargiske teenagetøser muligvis får stimuleret deres eskapistiske og naive fantasier, men enhver med en bare en smule kvalitetssans, kan ikke andet end at opleve en dybfølt irritation over forfærdelighederne.
Divaen Jennifer Lopez udfolder endnu engang sin manglende skuespillerindetalent, hvor hun i en håbløs anonym rolle agerer den fysiske kontrolfreak hvis besættelse overfor pertentligheder abstraherer fra hendes kaotiske følelsesliv. Lopez er en ucharmerende og livløs marionetdukke, som for mit vedkommende ikke engang kan betragtes som et attraktivt blikfang. Jeg har tidligere udtrykt min respekt overfor Matthew McConaughey som skuespiller (han udviste trods alt subtile og plausible takter i Bill Paxtons fremragende, men desværre også skamløst oversete Frailty), men hvorfor han nu igen vælger at medvirke i så latterlig og intetsigende en film (associationer til den ligeledes debile How to Lose a Guy in 10 Days forekommer), må stå hen i det uvisse. Jovist, McConaughey er tilforladelig charmerende og får endda en til at trække modvilligt på smilebåndet momentvis, men det er så udfordringsløst og ligegyldig en rolle, at en herre af hans kaliber burde frasige sig al medvirken (og ansvar). Faktum er dog, at McConaughey er den eneste, som forlader The Wedding Planner med æren en smule i behold. De obligatoriske bipersoner er hule skaller uden signifikans eller den mindste form for seværdighed.
Shankman mister hurtigt overblik over de ellers så simplificerede og latterlige forviklinger, som historien byder på, hvor han i stedet forsøger at manipulere grænseløst med publikums følelser gennem en endeløs række og trivielle og overeksponerede popnumre, der fungerer ufrivilligt komiske i stedet for følelsesunderstøttende. De enkelte anslag til plausibilitet (som filmen trods alt er i besiddelse af) destrueres lynhurtigt af de patetiske og fordummende begivenheder, som Shankman iscenesætter ligeså apatisk som Steven Seagals skuespil. The Wedding Planner svælger selvsmagende i dens skamløse appeal til laveste fællesnævner, og dette er formålsløst og umorsom tidsspilde af værste kaliber. Hold dig for alt i verdenen væk fra dette skødesløse makværk, om alternativet så er at sidde en fredag aften og se Horton-Sagaen med din mor.
Divaen Jennifer Lopez udfolder endnu engang sin manglende skuespillerindetalent, hvor hun i en håbløs anonym rolle agerer den fysiske kontrolfreak hvis besættelse overfor pertentligheder abstraherer fra hendes kaotiske følelsesliv. Lopez er en ucharmerende og livløs marionetdukke, som for mit vedkommende ikke engang kan betragtes som et attraktivt blikfang. Jeg har tidligere udtrykt min respekt overfor Matthew McConaughey som skuespiller (han udviste trods alt subtile og plausible takter i Bill Paxtons fremragende, men desværre også skamløst oversete Frailty), men hvorfor han nu igen vælger at medvirke i så latterlig og intetsigende en film (associationer til den ligeledes debile How to Lose a Guy in 10 Days forekommer), må stå hen i det uvisse. Jovist, McConaughey er tilforladelig charmerende og får endda en til at trække modvilligt på smilebåndet momentvis, men det er så udfordringsløst og ligegyldig en rolle, at en herre af hans kaliber burde frasige sig al medvirken (og ansvar). Faktum er dog, at McConaughey er den eneste, som forlader The Wedding Planner med æren en smule i behold. De obligatoriske bipersoner er hule skaller uden signifikans eller den mindste form for seværdighed.
Shankman mister hurtigt overblik over de ellers så simplificerede og latterlige forviklinger, som historien byder på, hvor han i stedet forsøger at manipulere grænseløst med publikums følelser gennem en endeløs række og trivielle og overeksponerede popnumre, der fungerer ufrivilligt komiske i stedet for følelsesunderstøttende. De enkelte anslag til plausibilitet (som filmen trods alt er i besiddelse af) destrueres lynhurtigt af de patetiske og fordummende begivenheder, som Shankman iscenesætter ligeså apatisk som Steven Seagals skuespil. The Wedding Planner svælger selvsmagende i dens skamløse appeal til laveste fællesnævner, og dette er formålsløst og umorsom tidsspilde af værste kaliber. Hold dig for alt i verdenen væk fra dette skødesløse makværk, om alternativet så er at sidde en fredag aften og se Horton-Sagaen med din mor.
25/09-2006
