two strikes and two out

Den unge, britiske auteur Guy Ritchie bragede i 1999 igennem på spillefilmsscenen med den overrumplende Lock, Stock and Two Smoking Barrels, hvori Ritchie udviste et hårdhjertet overblik over en sammensat historie og et visionært overskud, hvis lige man skulle lede længe efter. Ritchie personliggjorde og ekstensiverede mtv-æstetikken indenfor filmens rammer, og man tilgav ham nemt den lidt for heftige og plagierende Tarantino-inspiration. Med den ligeledes fremragende og visuelt flamboyante Snatch, videreeksplorerede Ritchie den kriminelle underverden med en sorthumoristisk og filmisk legende indfaldsvinkel, og man kunne med rette kategorisere ham som en unik og opsigtsvækkende filmmager. Denne klassificering blev dog yderst tvivlsomgjort da Ritchie efter en del års pause leverede en af filmhistoriens største makværker, den absolut forfærdelige Swept Away, hvor hovedrollen blev udfyldt talentløst af Ritchies egen kone, den feterede diva Madonna. Ingen kunne pointere præcis, hvad der gik galt for Ritchie (der selv har indrømmet, at manuskriptet blev flettet sammen ukonsekvent hurtigt og produktionen overordnet var en doven affære), der efter sin fallerede ø-udflugt ville vende tilbage til det velkendte terræn, som han tidligere så eminent brillerede i. Valget stod mellem den Besson-producerede Revolver og Layer Cake. Heldigvis frasagde Ritchie sidstnævnte, hvor instruktørtjansen i stedet gik til hans faste producer, Matthew Vaughn, som leverede en superb og mindeværdig gangsterfilm med hjerte og mening. Desværre er det ikke gået nær så godt for Ritchie, der med Revolver for anden gang begår et skuffende og uophidsende værk, der tydeligvis ikke er nær så elendig som Swept Away, men alligevel efterlader publikum med det skuffende faktum, at Ritchie muligvis har mistet sit ellers så unikke talent.

Den evigt karismatiske Jason Statham (der helt bogstaveligt blev hentet ind fra gaden for at udfylde en af de mere signifikante karakterer i Lock, Stock…) gør sig bedste i den vagt skrevne hovedrolle, en eksfange, der i fængslet har lært manipulation af det bredtfavnende gadespil og dennes normer og regler. Ritchies film indledes som en skildring af det fascinerende kriminelle miljø, men udvikler sig gradvist til at være pseudo-filosoferende og kapitelinddelt visualisering over spillets magt og (selv)destruering, hvorved Ritchie løfter ambitionsniveauet til det uopnåelige, og den unødvendig overkomplicerede (hvis ikke decideret forvrøvlede) historie løber hurtigt ud i sandet, hvorved publikum sidder tilbage i en uforstående og forvirret tilstand. Ritchie mister overblik, både over handlingen og sine karakterer, hvor hans forsøg på at være psykologisk kontemplativ mislykkedes med et dundrende og ufokuseret brag. De talrige sekvenser, hvor karakterernes indre psykologi visualiseres, føles abrupte og fragmentariske sat i kontekst, og som publikum får man på fornemmelsen, at Ritchie er startet ud med at ville lave en herlig underholdningsaffære i stil med Snatch, men midtvejs i processen har besluttet sig for agerer filosoferende og intellektuel, hvilket hans (tidligere?) talent ikke rækker til. De prætentiøse overtoner tynger seværdigheden betydeligt, og Ritchies navlepillende iscenesættelse er ofte en prøve at overvære igennem dens ukongruente fluktuering mellem eksplicit og overforklarende dialog, tommetykke symbolik og alt for kryptiske handlingslevering.

Visuelt set skuffer Revolver dog ikke, og Ritchie byder endnu engang på en til tider innovativ og nonchalant billedside, hvor den flamboyante æstetik understøtter det stiliserede gangsterunivers eminent. Den akkompagnerende musik er ligeledes velvalgt, og så tillader Ritchie sig ydermere at være mere eksperimenterende end tidligere; bemærk den evidente homagé til Tarantinos forbilledlige Kill Bill Volume One gennem brug af manga. På trods af de utallige kritikpunkter, så har Revolver dog sine overrumplende og afsindig fascinerende momenter, hvorigennem Ritchie udviser fordums originale og beundringsværdige kompetence, der berigede hans to første værker. Som eksempel kan nævnes en humanistisk opvisning i fornægtelse overfor døden og ikke mindst filmens bedste scene, en mesterlig iscenesat mordscenarium i en restaurant, akkompagneret af klassisk klaverspil og storslåede følelser. Desværre kompenserer enkeltstående genistreger ikke for små to timers fraværende nonsens.

Forståeligt blev Revolver et kommercielt flop, og man kan ligeledes tilføre ordet kunstnerisk, på trods af et ellers reelt forsøg på en flerlaget dybde. Filmen mangler intensitet og en mere energisk og medrivende fremdrift, noget som Snatch og Lock, Stock… så rigeligt besad til overflod. Ritchie taber på hjemmebane, og man må desværre erkende, at han nok ikke formår at finde sit tidligere talent og filmiske overlegenhed frem mere.