den desillusionerede Generation X
5.0
Inspireret af indie-instruktøren Richard Linklaters fremragende Slackers, skrabede den skræmmende velartikulerede og dagligdagsfilosoferende Kevin Smith et latterlig lavt budget sammen (hovedsagligt gennem obskur selvinvestering) til at finansiere hans første spillefilm, det slående og uhyre vellykkede generationsbillede Clerks, der startede ud som en sensation ved diverse prestigefyldte filmfestivaler, for derefter at få oprettet en massiv fanskare, hvor det ungdommelige publikum nemt kunne relatere til filmens tematikker og karakterernes komplikationer. Clerks står nu tilbage som en beundringsværdig klassiker (hos både kult- og massepublikummet), hvis bredtfavnende kvaliteter også appellerede til de mere kunstneriske kritikere, og det skrabede look og de utallige tekniske mangler nærmest komplimenterer filmen mere end den hæmmer den.
Clerks’ omdrejningspunkt (der løseligt er baseret på Dantes En Guddommelig Komedie) er hovedsagligt begrænset til en lille dagligdagsbutik (hvilket intensiverer intimiteten), hvor den lidt for venlige Dante (åbenlys reference til tidligere), en udmærket velspillende Brian O Halloran, sidder fast. Nabobutikken bestyres af en vanvittig veloplagt og forrygende Jeff Anderson, der gennem sin lettere misantropiske og respektløse opførsel fremstår som en på samme tid sympatisk og frastødende antihelt. Der er ikke meget historie i Clerks, der mere er struktureret gennem fragmentariske segmenter, men filmen giver alligevel en kærlig, men også hudløs ærlig skildring af den passiviserede ungdomsgeneration, som udfylder dybt anonyme roller i hverdagsmenneskets konsumerliv. Smith, der selv har arbejdet i den givne døgnbutik, som Clerks er filmet i, rammer plet i hans subtile og intelligente kritik af den på samme tid selvynkende og opgivende ungdom, der lever livet på ambitiøse drømme, men ingen handlekraft har, perfekt personificeret gennem O’ Hallorans karakterer. Bag den selvreflekterende fiktion ligger der en uafrystelig og yderst plausibel naturalisme, og Clerks er da også baseret på Smiths egne oplevelser og samtaler med venner, hvilket understøtter den genuine følelse, som løfter filmen til et højere niveau.
O’ Halloran og Andersson kommer, på trods af deres stabile venskab, til at fremstå som hinandens kontraster; Andersson som den selvophævende, men også selvindsigtsfulde dagdriver, der konstant udøver semi-rebelske scenariums mod samfundets masser (hvor det komiske klimaks utvivlsomt er konfirmeringen af en række morbide pornofilmstitler foran en mor og hendes lille dreng), mens O’ Halloran er den skyldsfornægtende, naivt pligtopfyldende og forvirrede knægt, der ikke kan vælge mellem den utro ekskæreste (fortidens realiteter og forblindelsen af denne for at skabe lykkelige fordums rammer) og den nuværende og betænksomme kæreste, hvis tidligere hyppigt åbne mund knuger O’ Halloran, der dog bruger ´problemet´ som undskyldning for ikke at dedikere sig selv optimalt i forholdet. Smith definerer de levende og virile figurer simpelt, men klart, og det alsidige og nuancerede persongalleri levendegøres formidabelt af oftest velspillende amatører. Man skal lede længe efter så excentrisk et persongalleri, hvor introduktionen af filmhistoriens mest aparte og mindeværdige komiske duo, Jay and Silent Bob, er sublimt.
Dialogen er, som altid hos Smith, superb velskrevet og original, hvor karaktererne konverserer om alt og intet, til stor og humørsmittende fornøjelse for publikum. Anderssons kontemplative øjeblik angående forsvarsløse kontraktarbejder i Star Wars-filmene, er intet minde end uforglemmeligt, men selvom humoren oftest er barnlig og pubertær, så er den også befriende politisk ukorrekt med en signifikant og facetteret kant. Smith afslutter sit minimalistiske, bundcharmerende og uendeligt morsomme mesterstykke ukonkluderende (hvilket understøtter karakterernes manglende stillingtagen overfor deres fremtid), men Clerks 2 er, som de fleste nok ved, allerede på vej, med fine anmeldelser tillige. Lad os håbe, at Smith kan vende tilbage til fordums glans efter et par svagere film som den obligatoriske Jay and Silent Bob Strike Back og den oversentimentale Jersey Girl, men vi kan nok ikke forvente en kvalitativ film af originalens kaliber.
Clerks’ omdrejningspunkt (der løseligt er baseret på Dantes En Guddommelig Komedie) er hovedsagligt begrænset til en lille dagligdagsbutik (hvilket intensiverer intimiteten), hvor den lidt for venlige Dante (åbenlys reference til tidligere), en udmærket velspillende Brian O Halloran, sidder fast. Nabobutikken bestyres af en vanvittig veloplagt og forrygende Jeff Anderson, der gennem sin lettere misantropiske og respektløse opførsel fremstår som en på samme tid sympatisk og frastødende antihelt. Der er ikke meget historie i Clerks, der mere er struktureret gennem fragmentariske segmenter, men filmen giver alligevel en kærlig, men også hudløs ærlig skildring af den passiviserede ungdomsgeneration, som udfylder dybt anonyme roller i hverdagsmenneskets konsumerliv. Smith, der selv har arbejdet i den givne døgnbutik, som Clerks er filmet i, rammer plet i hans subtile og intelligente kritik af den på samme tid selvynkende og opgivende ungdom, der lever livet på ambitiøse drømme, men ingen handlekraft har, perfekt personificeret gennem O’ Hallorans karakterer. Bag den selvreflekterende fiktion ligger der en uafrystelig og yderst plausibel naturalisme, og Clerks er da også baseret på Smiths egne oplevelser og samtaler med venner, hvilket understøtter den genuine følelse, som løfter filmen til et højere niveau.
O’ Halloran og Andersson kommer, på trods af deres stabile venskab, til at fremstå som hinandens kontraster; Andersson som den selvophævende, men også selvindsigtsfulde dagdriver, der konstant udøver semi-rebelske scenariums mod samfundets masser (hvor det komiske klimaks utvivlsomt er konfirmeringen af en række morbide pornofilmstitler foran en mor og hendes lille dreng), mens O’ Halloran er den skyldsfornægtende, naivt pligtopfyldende og forvirrede knægt, der ikke kan vælge mellem den utro ekskæreste (fortidens realiteter og forblindelsen af denne for at skabe lykkelige fordums rammer) og den nuværende og betænksomme kæreste, hvis tidligere hyppigt åbne mund knuger O’ Halloran, der dog bruger ´problemet´ som undskyldning for ikke at dedikere sig selv optimalt i forholdet. Smith definerer de levende og virile figurer simpelt, men klart, og det alsidige og nuancerede persongalleri levendegøres formidabelt af oftest velspillende amatører. Man skal lede længe efter så excentrisk et persongalleri, hvor introduktionen af filmhistoriens mest aparte og mindeværdige komiske duo, Jay and Silent Bob, er sublimt.
Dialogen er, som altid hos Smith, superb velskrevet og original, hvor karaktererne konverserer om alt og intet, til stor og humørsmittende fornøjelse for publikum. Anderssons kontemplative øjeblik angående forsvarsløse kontraktarbejder i Star Wars-filmene, er intet minde end uforglemmeligt, men selvom humoren oftest er barnlig og pubertær, så er den også befriende politisk ukorrekt med en signifikant og facetteret kant. Smith afslutter sit minimalistiske, bundcharmerende og uendeligt morsomme mesterstykke ukonkluderende (hvilket understøtter karakterernes manglende stillingtagen overfor deres fremtid), men Clerks 2 er, som de fleste nok ved, allerede på vej, med fine anmeldelser tillige. Lad os håbe, at Smith kan vende tilbage til fordums glans efter et par svagere film som den obligatoriske Jay and Silent Bob Strike Back og den oversentimentale Jersey Girl, men vi kan nok ikke forvente en kvalitativ film af originalens kaliber.
25/09-2006
