charlatan uden agenda

Kultauteuren Kevin Smith rangerer højt på listen over mine favoritinstruktører- og manuskriptforfattere, men jeg skal da ærligt indrømme, at hans hidtidige filmkarriere er en blandet landhandel, siden der bag hvert et mindeværdigt mesterværk (Clerks, Chasing Amy og Dogma) står en svagere film, som man for alvor har svært ved at beundre og holde uforbeholden af (Jay and Silent Bob Strikes Back, Jersey Girl og Mallrats). Kvalitetsmæssigt er Smith derved ukongruent svingende, men selv hans svageligste film er altid et blik eller to hver, da han er en meget egenrådig og unik filmskaber med et talentfuldt øje for dialog og naturalisme blandt den facetterede lavkomik.

Smith spillefilmsdebuterede med den ultra-lavbudgetterede, men originale, klassikerstatuerende og bundcharmerende Clerks, der var i besiddelse af en minimal historiefremdrift, men gennemførte og storslået plausible karakterer med relationsvenlige problemer. FGorståelig og berettiget nok blev Smith et kultikon på den amerikanske independent-scene, og forventningerne til hans efterfølgende projekt var derfor nærmest urimeligt høje. Med Mallrats videreekspanderer Smith de dovne slackers med et på overfladen målløst og kedeligt liv, men gennem det store økonomiske tilskud til filmen, virker det som om Smiths selvrestriktioner og selektive filter er blevet elimineret, for Mallrats, der ikke fungerer som andet end en kun sporadisk morsom og underholdende bagatel, fremstår som en ugennemtænkt drengerøvsfilm, hvor de implicerede har anvendt filmscenen for at have det sjovt sammen, og det endelige resultat havde andenprioritet.

Mallrats foregår hovedsagligt i et anonymt handelscenter, et konsumercentrum, hvor vores to hovedpersoner spankulerer formålsløst rundt efter at deres kærester har slået op med dem. Jeremy London er intetsigende og dybt kedelig som den selvynkelige og flade taber, der forsøger at vinde ekskæresten tilbage. Til gengæld er altid fremragende og seværdige Jason Lee (som for alvor holder Mallrats over vande) intet mindre end mesterlig og suveræn morsom som den respektløse tegneserienørd, der virkelighedsfraværende er fast inventar i handelscentret, som er propfyldt med et excentrisk og bredt persongalleri, som dog sjældent vækkes til live i Smiths ellers så kompetencefyldte hænder. Ligeledes er de fleste indslag og idéer ganske tåbelige og ukomiske (topmålet indenfor dette må være det umotiverede besøg hos den topløse clairvoyant), og slapstick humoren fungerer sjældent. Det voldelige overfald mod en uforsvarende påskehare vækker dog en monstrøs latter og indikerer hvorledes Smith kan håndtere den fysiske komik, uden at forfalde til rendyrkede stupiditeter. Den raffinerede, humanistiske og meningsfyldte humor, som Smith har gjort til sit personlige signatur, er dog overordnet noget nær ikke-eksisterende i Mallrats, hvor Smiths uhyggelig velartikulerede sans og gudbenådede talent for dialogudveksling ligeledes er skamløst fraværende.

Mallrats er propfyldt med tegneserie- og filmreferencer, og en gæsteoptræden af selveste Stan Lee er intet mindre end vidunderligt at overvære. Desuden er filmhistoriens indiskutabelt ultimative anti-helte, Jay and Silent Bob, forrygende morsomme, men blandt den infantile humor, savner man den akkompagnerende og uimodståelige charme, som Smith både tidligere og senere så sublimt har fremvist. Selvom Mallrats langtfra er nær så triviel og debil som den gængse amerikanske ungdomskomedie, så besidder den ikke Smiths kendetegnende universelle appeal og emotionelle styrke, og filmen kategoriseres unægtelig som Smiths dårligste. Heldigvis vendte han tilbage til naturalismen og minimalismen et par år senere og fik både kunstnerisk og personlig rehabilitation med den ubeskrivelig smukke Chasing Amy, en af de mest følelsesladede og smukkeste kærlighedsfilm, jeg nogensinde er blevet velsignet med, og som jeg til enhver en tid vil anbefale på det stærkeste. Og lad så Mallrats stå tilbage som en let forglemmelig bagatel uden den store relevans.