selvbeherskende følelsesporno

Efter et par anonyme, og efter al sandsynlighed indifferente, tv-film omhandlende det notoriske terrorangreb mod World Trade Center i 2001, blev der sidste år annonceret, at hele to mere officielle og opsigtsvækkende projekter (med to vidt forskellige, hvis ikke decideret kontrasterende instruktører bag filmene) var i produktionsprocessen, hvilket fik den mere sensitive del af den amerikanske befolkning til at proklamere den manglende nødvendighed i en filmisk realisering, og at det ligeledes var for tidlig med dette, siden den tragiske hændelse skete for så få år tilbage, at ingen havde brug en ´påmindelse´ af denne. Dette postulat finder jeg dog uberettiget, og faktum er, at både United 93 og World Trade Center er oprigtige og reelle forsøg på at rekonstruere den triste dag, hvilket de, med et kæmpe kvalitetsspring mellem de to film, også formår.

Den narcissistiske og egenrådige, men også uhyre intelligente og intellektuel overlegne ekspressionist, Oliver Stone, er i filmkredse famøs for sine rigide og ensidige argumenter, men også en filmisk kompetence, der til en vis grad har ekspanderet muligheder indenfor mediet. Stone er velsagtens bedst kendt for sine hårdtslående antikrigsfilm og den stilistisk eksperimentale Natural Born Killers, der vakte forargende opsigt og moralsk tvetydighed. Stone er en selverklæret provokatør og propagandist, og da han satte sig i instruktørstolen på et værk om World Trade Center, kunne man med en (på det tidspunkt) berettiget skepsis og frygt, nærmest ikke have forventet andet end en selvsmagende omgang verdenslig paranoia og virkelighedsbøjende- og fornægtende konspirationsteorier om skyld og konsekvens (manden lavede trods alt den forfærdelige JFK), men meget overraskende har Stone tiltrådt projektet med en sober og atypisk humanistisk indfaldsvinkel, der har klinisk renset filmen for enhver form for politiske over- og undertoner (Stone viser ikke engang de fatale kollisioner med bygningerne). Paul Greengrass’ uafrystelige United 93 var en sublimt nærværende og dokumentaristisk portræt af de tekniske komplikationer og den diffuse afmagt under angrebet, sammenblandet med de humanistiske tragedier, mens Stones film er et mere bredtfavnende mainstreamprodukt, som på uanstødelig vis skulle genmoralisere den amerikanske befolkning (lidt ligesom den 9/11 relaterede brandmandsfilm Ladder 49) gennem en opsøgning af de menneskeligt positive aspekter under den historiske terroraktion, altså massernes heroiske opvisning i medfølelse og aktiv hjælp. På papiret lyder det håbløst følelsesmanipulerende og unuanceret, men i realiteten er World Trade Center langtfra så slem, som man kunne have frygtet (og tro mig, jeg frygtede det værste!) , og man efterlader filmen uden irritation over storslået patriotisme, som filmen behændigt undslipper.

Stone indleder World Trade Center fornemt med en lidt fragmentarisk person- og situationsintroduktion, der dog har en indre logik. Krydsklipningen mellem personerne og de monstrøse bygninger i New York (filmet fra en høj vinkel) indikerer en meget subtilt insinueret samfundskritik fra Stones side, der paralleliserer, hvis ikke decideret personificerer, den amerikanske befolkning med de menneskeskabte bygninger, der fremstår som et symbol på menneskets tekniske overlegenhed, hvilket indiskutabelt hænger sammen med selvophævende selvopfattelse. Stone betragter derfor angrebet som lidt af en abrupt opvækning for den amerikanske befolkning (også indikeret gennem flyets skygge over Ben Stiller stupiditeten Zoolander, altså eskapistisk fornøjelighed), men her stopper kritikken også fra Stones side, der i stedet begrænser perspektivet til 2 overlevende politibetjente (der til en vis grad har verificeret filmens autenticitet), som i talrige timer var fanget under de sammenstyrtede bygninger. Gennem disse får Stone mulighed for at berette en bundforudsigelig og uoriginal, men også forbavsende nedtonet, medrivende og plausibel historie om menneskets basale overlevelsesinstinkt og medmenneskets dybfølte ønske om at hjælpe hinanden.

I rollen som den erfarne betjent, der var til stede under bombeangrebet på World Trade i ’93, tilfører Nicolas Cage en tiltrængt kompleks side til en på papiret flad og kedelig karakter. På blændende vis portrætterer Cage en på overfladen selvsikker og handlekraftig mand, der mister kontrollen og ikke kan svare sine mænd, der tydeligvis idoliserer ham. Hans manglende artikulationer og indestængte følelser har sat sit præg på ægteskabet, og kampen om overlevelse kommer for Cage til at hænge sammen med en kamp for at genfinde ægteskabets gnist gennem den allerede eksisterende kærlighed. Desværre underanvendes den smukke Maria Bello som hustruen, og de forstyrrende flashbacks og fatamorganaer fungerer slet ikke som emotionel understøtter, hvilket nok havde været Stones hensigt. Michael Pêna (der spillede så fremragende og hjerteskærende i Haggis’ superbe Crash) er overbevisende som den anden politibetjent, en urutineret grønskolling, og forholdet mellem ham og Cage er filmens bærende element. Den fraværende monstrøsitet i deres reaktioner er en klar fordel, men Stone trækker også sammenholdet ud til debilitetens grænser, når der proklameres deres sammenhørende eksistens.

Som førnævnt er World Trade Center ikke nær så propfyldt med konstruerede følelser og påtaget storladenhed, som man kunne have frygtet, men filmen er stadig bundsentimental og insisterer på, at skære følelserne ud i pap for publikum. Stone har aldrig været humanist, filantropisk eller elegant i følelseslevering, hvilket World Trade Center evident lider under, men publikum fænges af skæbnerne, og man føler en behagelighed gennem den visualiserede menneskelige bekymring for hinanden og handlekraftigheden under den rystende terroraktion. De naive og amerikaniserede virkemidler holdes overordnet under kontrol, men den malplacerede og nærmest obskure sidehistorie om den tidligere marineofficer (den altid stabile og seværdige Michael Shannon), der hjælper til opdagelsen af Cage og Pêna, og noget af det mest bizarre og ulogiske, jeg længe har set, om historien så er faktum eller ej. Det ødelægger store dele af filmen, ligesom det sluttelige citat om menneskets godhed er unødvendigt og overeksplicit.

Den visuelle side er kompetent kontrolleret, hvor den smukke æstetik kontrasterer tragedierne. Craig Armstrongs akkompagnerende musik er rørende uden at være alt for patosfyldt, og underanvendes ligeledes med en fornem beherskelse. World Trade Center er en overraskende afdæmpet og fængende skildring fra en filmisk provokatør, der leverer amerikansk heltemod uden at nedværdige publikums intelligens. Forvent dog intet chokerende (som med United 93), originalt eller filosoferende, til det har intentionerne været for kommercielle.