Treotabletter og milliongæld
4.0
Filminstruktøren Nicholas har scoret kassen på sin succesfulde debutspillefilm, og beslutter at fyrer hver en øre af sine og filmselskabets indkomst af på sit nyeste projekt. Men Nicholas drøm om at bevare sin succes brister brat, efter som denne film på ingen måde genindtjener hvad der var forudsagt. Nicholas står med begge ben plantet i en dyb uoverskuelig milliongæld, der ventes snarligt indtjent af utålmodige producere og selskaber. Han må skaffe pengene - koste hvad det vil.
Selvom det sagtens kunne lyde sådan, er det just ingen "Pusher"-films plot der her står beskrevet. Derimod er det barske realiteter for virkelighedens Nicholas Winding Refn, paradoksalt nok "Pusher"-filmenes (der jo handler om at befinde sig i en gælds onde cirkel) skaber, der efter den skæbnesvangre økonomiske fiasko, "Fear X", står i lort til halsen for at sige det mildt. Refn har simpelthen ikke noget valg. Han skal finde ideen der kan ændre hans liv og forbedre hans odds for ikke totalt at gå rabundus. Dokumentaristen Phie Ambo, der som fluen på væggen opsummere hver en sveddråbe, hvert et suk og hver en hovedpinelindringstablet der opløses på bunden af et vandglas indenfor Refns og kæresten Liv Corfixen's hjem, har skabt en stærk lille film, intet revolutionerende mesterværk, men et solidt indblik i en mands forsøg på at overvinde den yderste konsekvens.
I denne proces opstår "Pusher II" og "III"s tilblivelse. Mens manuskriptskrivning går i tomgang i forsøget på at viderebygge en 10 år gammel films historie, er tidsfristen ved at løbe ud. Og her kommer Treo'ens deltagelse ind i billedet. Phie Ambo filmer tabletten bruse og synke til bunds i glasset, så ingen skulle være i tvivl om hvad der foregår. Derfor er man heller ikke et sekund i tvivl når man til sin overraskelse ser to-tre Treo'er falde i på en gang, og man i denne metafor deraf ser Refn's desperation vokse og vokse.
Da manuskriptet endelig er færdiggjort starter det "sjove" for tilskueren for alvor. Castingen af miljøets ægte kendere (altså kriminelle), ikke blot elendige skuespillere, men så sandelig også ude af stand til at huske en replik, og godkendelsen i Nicholas' anstrengelser. I et ærligt og rørende interview med manden selv, får vi fortalt hvor meget dette virkeligt betyder. Hvor meget Refn's karriere vil såres på lang sigt, for ikke at bringe på bane hvor skræmmende stor sandsynligheden for at hans anden spillefilm bliver hans sidste er. Producenternes tilladelse er så altafgørende at det gør helt ondt. Heldigvis ved vi jo alle sammen hvordan det endte, og at "Pusher II" er så god en film som den er, er vel skæbnens ironi.
Portrættet er både spændende og morsomt, og resultatet er en gennemført god film. At jeg så personligt oven i købet fik en sludder med Winding Refn selv efter filmen, gør bestemt ikke oplevelsen med "Gambler" mindre mindeværdig. 4 store stjerner.
Selvom det sagtens kunne lyde sådan, er det just ingen "Pusher"-films plot der her står beskrevet. Derimod er det barske realiteter for virkelighedens Nicholas Winding Refn, paradoksalt nok "Pusher"-filmenes (der jo handler om at befinde sig i en gælds onde cirkel) skaber, der efter den skæbnesvangre økonomiske fiasko, "Fear X", står i lort til halsen for at sige det mildt. Refn har simpelthen ikke noget valg. Han skal finde ideen der kan ændre hans liv og forbedre hans odds for ikke totalt at gå rabundus. Dokumentaristen Phie Ambo, der som fluen på væggen opsummere hver en sveddråbe, hvert et suk og hver en hovedpinelindringstablet der opløses på bunden af et vandglas indenfor Refns og kæresten Liv Corfixen's hjem, har skabt en stærk lille film, intet revolutionerende mesterværk, men et solidt indblik i en mands forsøg på at overvinde den yderste konsekvens.
I denne proces opstår "Pusher II" og "III"s tilblivelse. Mens manuskriptskrivning går i tomgang i forsøget på at viderebygge en 10 år gammel films historie, er tidsfristen ved at løbe ud. Og her kommer Treo'ens deltagelse ind i billedet. Phie Ambo filmer tabletten bruse og synke til bunds i glasset, så ingen skulle være i tvivl om hvad der foregår. Derfor er man heller ikke et sekund i tvivl når man til sin overraskelse ser to-tre Treo'er falde i på en gang, og man i denne metafor deraf ser Refn's desperation vokse og vokse.
Da manuskriptet endelig er færdiggjort starter det "sjove" for tilskueren for alvor. Castingen af miljøets ægte kendere (altså kriminelle), ikke blot elendige skuespillere, men så sandelig også ude af stand til at huske en replik, og godkendelsen i Nicholas' anstrengelser. I et ærligt og rørende interview med manden selv, får vi fortalt hvor meget dette virkeligt betyder. Hvor meget Refn's karriere vil såres på lang sigt, for ikke at bringe på bane hvor skræmmende stor sandsynligheden for at hans anden spillefilm bliver hans sidste er. Producenternes tilladelse er så altafgørende at det gør helt ondt. Heldigvis ved vi jo alle sammen hvordan det endte, og at "Pusher II" er så god en film som den er, er vel skæbnens ironi.
Portrættet er både spændende og morsomt, og resultatet er en gennemført god film. At jeg så personligt oven i købet fik en sludder med Winding Refn selv efter filmen, gør bestemt ikke oplevelsen med "Gambler" mindre mindeværdig. 4 store stjerner.
25/09-2006
