Moral contra frygt i børnehøjde

Vi er et sted i Italien langt ude på bøhlandet sidst i 70erne, hvor landets svar på "white trash" har ladet sig overtale af en suspekt milaneser (dén slags med hawaiiskjorte, cigar og tonede briller) til at skjule et kidnappet barn.
Alt dette er imidlertid alene noget, vi kun langsomt erfarer, efterhånden som drengen Michele begynder at lægge tingene sammen inde i sit hovede efter at ha' fundet den bortførte dreng (afkræftet men i live) på bunden af en gammel brønd ved et tilfælde.
Hurtigt får han grund til at mistænke sine forældre for at være med i projektet - i sig selv en grum opdagelse. Og dernæst er det jo ikke let at holde sin viden skjult. Slet ikke når man heller ikke ved, hvem man kan stole på i den lille landsby.

Med unge Giuseppe Cristiano i en bemærkelsesværdigt overbevisende hovedrolle er det lykkedes at skrue en psykologisk intens spændingsmættet filmfortælling sammen.
Momentvis (dog især i filmens første del) rammes lidt af stemingen fra den gamle Stephen King-klassiker "Stand By Me" eller sågar Bille Augusts "Zappa".

Men filmen er først og fremmest en film om moral i børnehøjde - og det handlingsmæssigt fremaddrivende element består i dét dilemma, at drengen Michele moralsk står stærkere end sine forældre, samtidig med, at han både frygter og har svært ved at gennemskue konsekvenserne ved eventuelt at befri drengen.

Filmen er ikke helt perfekt fortalt, men jeg faldt for dens farvemættede billedside og småskumle stilhed, der momentvis suppleres med små klassisk-musikalske passager.
- En smuk film på en noget dyster baggrund men uden antydningen af løftede pegefingre.