Bertoluccis store røde
3.0
Fra første frame af Bertoluccis næsten fem timer lange epos af livet på landet i Italien i den første halvdel af det turbulente 20. århundrede fortryder jeg, at jeg ikke så filmen på det store lærred. Filmen er nemlig absolut fantastisk med sine billeder af store, bjergtagende åbne landskaber, hvor menneskelig smerte og gru udfolder sig.
Filmen starter nemlig med at fascismen bryder sammen i Italien efter krigen i 1945, og skræmte soldater og kommunistiske børn på landet griber til våben, og vi ser fascisten Attila (Donald Sutherland) bliver overfaldet af nogle bønder med høtyve. Filmen går derefter tilbage i et flashback til 1900 og fortæller om to drenge, den forældreløse bondesøn Olmo (en ung Gerard Depardieu) og godsejersønnen Alfredo (Robert DeNiro).
Alfredo og Olmo vokser op sammen med frøfangeri, slåskampe og farlige udfordringer. Allerede fra starten er det dog klart, at det store tema i filmen er forholdet mellem de hårdtarbejdende kommunistiske bønder og de dekadente godsejere, der sidder på deres flade og drikker vin. Burt Lancaster giver et ærkeeksempel på den første af slagsen som Alfredos bedstefar, der gerne ville pille ved små piger, hvis han ikke var impotent.
I de næste fem timer viser filmen, hvordan dette forhold mellem dekadente godsejere og stolte bønder går igen i forholdet mellem Alfredo og Olmo. Alfredo bliver umådelig dekadent med kokain, sprut og prostituerede, mens Olmo sammen med sin kommunistiske hustru er opslugt af ideologisk kamp. En kamp, der går værre og værre i takt med, at fascismen opstår.
Donald Sutherland er ærkeeksemplet på den onde, sadistiske fascisme i denne film. Og han er så fænomenalt ond og syg, at filmen nærmest bliver til tegnefilm, når han dukker op på lærredet. Han skyder bønder, som var de svin. Han slår katte ihjel med et manisk grin og blod smurt ind i ansigtet. Han voldtager og myrder små drenge, hvorefter han giver Olmo og kommunismen skylden. Og godsejeren Alfredo står blot og ser til. En anden vigtig karakter i filmen er Alfredos kone, Ada (Dominique Sanda), der ikke kan tåle at se Alfredo bøje sig for Attilas voldelige og onde adfærd. Imens må den stolte og retfærdige Olmo også se på, mens fascisterne anholder uskyldige kommunister.
Filmen er helt uudholdelig i denne simplificering af den politiske situation dengang. Karaktererne er ikke menneskelige karakterer, men personificeringer af nogle forestillinger om ideologier. Jordejere er dovne og dekadente, fascister er onde og sadistiske, og kommunister er retskafne og gode. ”Lord of the Rings” var mere nuanceret i fremstillingen af godt og ondt. ”1900” virker naiv i sit menneskesyn. Man kunne sammenligne med karaktererne i "Matador", der foregår i samme periode, men hvor karakterer for lov til at være karakterer fremfor ideologier i menneskeform.
Men til gengæld har den så mange smukke billeder, at man kan glemme historien og blot betragte billederne. ”1900” ville måske være bedre, hvis den blot kørte på en fladskærm uden lyd som en dekoration på væggen. Som en dramatisk film fungerer den ikke, da karaktererne nærmere ligner karikaturer end mennesker.
Filmen starter nemlig med at fascismen bryder sammen i Italien efter krigen i 1945, og skræmte soldater og kommunistiske børn på landet griber til våben, og vi ser fascisten Attila (Donald Sutherland) bliver overfaldet af nogle bønder med høtyve. Filmen går derefter tilbage i et flashback til 1900 og fortæller om to drenge, den forældreløse bondesøn Olmo (en ung Gerard Depardieu) og godsejersønnen Alfredo (Robert DeNiro).
Alfredo og Olmo vokser op sammen med frøfangeri, slåskampe og farlige udfordringer. Allerede fra starten er det dog klart, at det store tema i filmen er forholdet mellem de hårdtarbejdende kommunistiske bønder og de dekadente godsejere, der sidder på deres flade og drikker vin. Burt Lancaster giver et ærkeeksempel på den første af slagsen som Alfredos bedstefar, der gerne ville pille ved små piger, hvis han ikke var impotent.
I de næste fem timer viser filmen, hvordan dette forhold mellem dekadente godsejere og stolte bønder går igen i forholdet mellem Alfredo og Olmo. Alfredo bliver umådelig dekadent med kokain, sprut og prostituerede, mens Olmo sammen med sin kommunistiske hustru er opslugt af ideologisk kamp. En kamp, der går værre og værre i takt med, at fascismen opstår.
Donald Sutherland er ærkeeksemplet på den onde, sadistiske fascisme i denne film. Og han er så fænomenalt ond og syg, at filmen nærmest bliver til tegnefilm, når han dukker op på lærredet. Han skyder bønder, som var de svin. Han slår katte ihjel med et manisk grin og blod smurt ind i ansigtet. Han voldtager og myrder små drenge, hvorefter han giver Olmo og kommunismen skylden. Og godsejeren Alfredo står blot og ser til. En anden vigtig karakter i filmen er Alfredos kone, Ada (Dominique Sanda), der ikke kan tåle at se Alfredo bøje sig for Attilas voldelige og onde adfærd. Imens må den stolte og retfærdige Olmo også se på, mens fascisterne anholder uskyldige kommunister.
Filmen er helt uudholdelig i denne simplificering af den politiske situation dengang. Karaktererne er ikke menneskelige karakterer, men personificeringer af nogle forestillinger om ideologier. Jordejere er dovne og dekadente, fascister er onde og sadistiske, og kommunister er retskafne og gode. ”Lord of the Rings” var mere nuanceret i fremstillingen af godt og ondt. ”1900” virker naiv i sit menneskesyn. Man kunne sammenligne med karaktererne i "Matador", der foregår i samme periode, men hvor karakterer for lov til at være karakterer fremfor ideologier i menneskeform.
Men til gengæld har den så mange smukke billeder, at man kan glemme historien og blot betragte billederne. ”1900” ville måske være bedre, hvis den blot kørte på en fladskærm uden lyd som en dekoration på væggen. Som en dramatisk film fungerer den ikke, da karaktererne nærmere ligner karikaturer end mennesker.
27/09-2006
