Den grusomt smukke fantasi

Terry Gilliam fanger et barns verdensopfattelse, og han formår ganske smukt at lave en film, der tilbyder os en anden måde at se verden på.

Når folk elsker film, der foregår i fantasifulde verdener, så er det ofte for at tage del i den fantasi og komme væk fra den kedelige eller grusomme virkelighed. I ”Tideland” giver Gilliam os en fantasiverden set gennem pigen Roses (Jodelle Farland), men i filmen ser tilskueren samtidig et realistisk mørke. Ved at filmen indeholder de to dimensioner, fortæller Gilliam os noget om fantasiens natur og børns måde at håndtere ”virkeligheden” på.

Filmen starter lige på og hårdt med at hoppe ind i Roses verden, hvor det er at forberede en sprøjte heroin til sin far (Jeff Bridges) er lige så naturligt som at børste tænder. Hendes far er en rockmusiker, der lever i sin egen verden, hvor drømme om vikinger i Jylland optager ham mere end at være en far for sin datter. Rose er tydeligvis den voksne i familien. Moren er også en junkie, der lider af kraftige humørsvingninger og selvhad. Da moren dør af en overdosis (faren giver metadonen skylden og siger, at hun skulle have holdt sig til heroinen), flygter faren sammen med datteren ud af huset og hjem til farens mor.

Rose har aldrig set sin bedstemor, og hun får hende aldrig at se, da hun for længst er død. Da de ankommer i hendes hus midt i ingenting i Sydsstaterne, er alting faldet fra hinanden. For Rose er det dog en spændende og eventyrlig verden med egern og gammelt dametøj. Med sine barbiedukkehoveder som hun har givet hver sin personlighed og stemme, går hun på udflugt i huset, altimens faren sidder i sin heroinrus. Og der bliver han ved med at sidde, indtil fluerne flyver ud af munden på ham, og han begynder at lugte fælt. Samtidig begynder det at spøge i huset. I hvert fald sådan som Rose ser det.

For alting er vist i Roses fantasifulde perspektiv. Det vil sige, at der er nogle ting, som vi forstår som voksne, men som Rose ikke forstår, og som hun derfor føler sig skræmt af. Til gengæld er der andre ting hun føler sig tryg ved, og som hun syntes er skæg, som voksne føler ubehagelige eller skræmmende. Faktisk er de voksne i filmen lige så optagede af deres fantasiverdener som Rose. Om det så er forskruede religiøse perspektiver eller drenges fascination af det bombastiske.

Gilliams ”Brasil” var også en fantasiverden, der var baseret på nogle mørke sider af virkeligheden. Denne gang er det mere intimt og på et mere personligt plan med færre karakterer og kulisser. Alligevel er filmen billedmæssigt ofte virkelig fascinerende. Ikke blot i de meget fantasifyldte sekvenser så som drømmescenerne eller barbiescenerne, men også i de mange billeder af gule kornmarker og gamle faldefærdige huse.

Den meget unge Jodelle Farland spiller enormt godt. Ikke blot af en pige på hendes alder, men i det hele taget. Mange af de modelduller, der render rundt i Hollywood s plasticunivers, kunne lære noget af denne lille pige og hendes plasticdukker. Jeff Bridges tilføjer nogle nye dimensioner til den slacker-type han spillede så smukt i ”The Big Lebowski”.

Nu har Gilliam ikke lavet så mange film på det seneste, men mon ikke dette bliver hans bedste film fra dette årti.